Bragt i Fagbladet Officeren nr. 1 2025.

Det er den 15. december. Midt i juletravlheden sidder en lille gruppe officerer omkring et bord på garderkasernen i Høvelte. De er ikke på arbejde, men alligevel træner de deres færdigheder. For hver gang en håndfuld terninger ruller over bordet, afgøres skæbnen for fiktive soldater på det store kort på bordet.

På grund af julen er der i dag kun samlet fire i lokalet for at gennemføre et krigsspil. Under normale omstændigheder spiller seks til otte med. Scenariet i dag er, at rød styrke, som til forveksling ligner to russiske brigader, er gået i land i Køge Bugt. Nu angriber de op mod København. Blå styrke er en dansk brigade, som skal bremse fjenden tids nok til, at yderligere forstærkninger kan nå frem. I dag er der tre spillere på blå hold, som sammen har udviklet en plan for, hvordan de får bremset rød styrke. En af spillerne er kaptajn Johan-Emil Moltke Vecht fra Den Kongelige Livgarde og en af drivkræfterne bag Fight Club Denmark, som arrangerer krigsspillet.

– Idéen til den her klub kommer 100 procent for at udfylde et hul, der er strukturelt. For vi mødes jo og taler arbejdsting. Det gør vi, fordi vi synes, at det er spændende, og er lidt nørdede omkring vores profession. Nu har vi skabt et rum for, at vi kan diskutere vores metier og udforske den og være kritiske over for hinandens måde at tænke på, siger han.

Det strukturelle hul, han taler om, er det faktum, at der ikke længere er et diskussionsforum for landmilitær teori og praksis i Forsvaret.

– I gamle dage, indtil kampskolen blev lukket, havde man Kentaur, som var kamptroppernes tidsskrift, hvor man kunne diskutere faglighed. Det er der ikke mere. Så nu er der Officeren, som henvender sig til nogle, og så er der bladet Honnør, som henvender sig til nogle andre, men der er ikke et decideret tidsskrift for kamptropper, hvor man kan diskutere faglighed, siger han.

Tiny Tactics

De tre deltagere på blå styrke har nu 60 minutter til at udtænke en plan for, hvordan de vil forsvare København. Herefter går dagens spil, der hedder Tiny Tactics, i gang. Blå styrke har nu seks runder til at holde rød fra at bryde igennem deres tre forsvarslinjer. Blå styrkes plan er at forsinke rød styrke med to brigader ved Tryggevælde Å. Rød styrke angriber også med to brigader og har en i reserve. Bag den røde styrke sidder kaptajn Mads Folmer Søgaard. Det er ham, der i sin fritid har udviklet spillet.

– Det er et spil, der lægger op til, at man kan være mange om i samarbejde at løse en taktisk opgave. I princippet en hel brigadestab. Deltagerne skal så gerne få kendskab til de begreber, der bliver brugt i brigade- og bataljonsstabe, og en forståelse for, hvordan man anvender sine bataljoners ressourcer, og hvordan man forstår og udfører ordrer. Men det vigtigste er faktisk, at vi får nogle gode diskussioner efter spillet. Kunne man have gjort noget anderledes? Hvad siger doktrinen? Giver doktrinen mening i den her situation? Derfor er der også sat en time af efterfølgende til en snak om, hvad vi har lært. Så spillet er egentlig bare et middel til den diskussion, der kommer i slutningen eller opstår undervejs, fortæller han.

Med få ressourcer

Idéen til spillet fik Mads Folmer Søgaard igennem sin interesse for krigs- og brætspil generelt. Han så muligheden for, at de ting, man lærer på føringskurset, kunne omdannes til et spil til gavn for læringen.

– Og samtidig kunne vi krigsspilsnørder og taktiknørder få nogle gode diskussioner ud af løsningerne. For en ting er at kende doktrinen, en anden ting er at anvende den i praksis. Jeg synes, at den mængde af erfaringer, du får med at bruge doktrinen i praksis, er meget lille. Normalt kræver det et ret stort setup, og der er mange mennesker, der skal involveres, for at en stabsofficer kan se, hvad frugten af hans overvejelser er. Men i krigsspil synes jeg, at man har mulighed for med relativt få ressourcer at afprøve nogle idéer og tanker, fortæller han.

Og det er idéen, at alle skal kunne være med.

– Deltagerne er alt fra seniorsergenter til oberstløjtnanter. Så der er mange forskellige perspektiver, og alle byder ind med det, de kan. For det er klart, at en seniorsergent ikke ved det samme som en oberstløjtnant, og en oberstløjtnant har måske et andet blik for taktikken, end da han eller hun var kaptajn. Her skaber vores forening rammerne for et læringsrum, hvor man kan tale frit, og man kan udfordre hinandens tanker, og anerkende, at vi står forskellige steder, fortæller Johan-Emil Moltke Vecht.

Krigsdilemmaer på Zoom

Tiny Tactics er ikke det eneste spil, hvor medlemmer af klubben nørder taktik. Gruppen mødes også på Zoom og diskuterer taktiske dilemmaer. Det kan være en situation fra et tidligere spil, som giver anledning til en interessant diskussion eller et scenarium udtænkt til formålet. Ud fra en stregtegning af situationen får deltagerne på mødet fem minutter til lave en plan, som så diskuteres i plenum.

Omkring bordet på garderkasernen er spillet og den taktiske diskussion godt i gang. Rød styrke har medvind og har krydset flere broer over Tryggevælde Å. Blå styrke tager tab og har trukket sig tilbage. Slaget om Tryggevælde Å er i gang. Selvom de militære enheder ikke er af kød og blod, så bliver stemmelejet hos blå styrke mere stille og afmålt, i takt med at flere blå brikker må forlade spillet. Men det stiger dog markant igen, da tre motoriserede riffelkompagnier fra rød styrke bliver udslettet efter deres angreb over åbent terræn nord for åen.

– Jeg tror, at en af styrkerne bag spillet er, at vi som kamptropper får en bredere forståelse af alle andre. Vi har en tendens til at fokusere på vores egen våbenart. Her lærer vi, hvordan vores egen våbengren spiller ind sammen med andre. Ikke fordi vi så bliver super specialiserede i de andres, men vi får en forståelse af, hvad der sker, hvis jeg eksempelvis bruger mit artilleri til det her eller mine ingeniører til det her. Og hvad betyder det, hvis jeg ikke får min logistik frem?, spørger Johan-Emil Moltke Vecht.

Ti ud af ti mener det samme

Spillet er designet til på en simpel måde at simulere de forskellige enheders styrker og svagheder. Logistik er vigtig, og artilleri kan eksempelvis kun skyde tre gange, så skal det genforsynes. Samtidig er der også indbygget lidt psykologi, så en slagkraftig enhed har en hel håndfuld terninger, så spilleren fysisk kan føle, at der er vægt bag enheden. For at få et så realistisk spil som muligt er det vigtigt med input fra forskellige våbengrene. Derfor styrker det spillet, når der deltager folk fra andre dele af Forsvaret, som kan gøre opmærksom på styrker og svagheder ved de forskellige våbentyper. Samtidig skal de udfordre deltagernes tankegang.

– Det skal ikke bare være sådan, at vi går ind i et rum og giver hinanden ret i, at vi har ret. For det har vi oplevet. Vi havde en seance på Zoom, hvor alle kom frem til den samme løsning på et taktisk dilemma. Det er måske godt, men det er også noget, der bør få alarmklokkerne til at ringe. For der er forskellige udfaldsrum i det her, men vi kom alle frem til det samme. Der skal vi måske tænke over, hvordan vi er skolet. Kan vi tillade os at sige, at vi har en kreativ tankegang, hvis ti ud af ti laver sammen løsning?, spørger Johan-Emil Moltke Vecht retorisk.

Spillet udvikler sig

På den papirtynde slagmark tipper magten i takt med terningkastene. Rød styrke skyder tre ud af fire af blå styrkes droner, og blå kan nu ikke længere erkende fjendens styrker over åen. Til gengæld lykkes det dem igen at påføre rød styrke tab – blot for at indse, at det er lykkedes rød styrke at anlægge en panserbro over Tryggevælde Å.

Denne dag i december er det dog kun officerer fra Den Kongelige Livgarde, som deltager i spillet, men der har tidligere været deltagere fra blandt andet Søværnet, FAK, FMI og FKO, fortæller Johan-Emil Moltke Vecht. For ham har det været med til at give en større forståelse for det samlede forsvar.

– Jeg tror, at det nedbryder nogle barrierer omkring ens holdninger til alle de andre grene af Forsvaret. Det er arrogant at tro, at det, andre laver, ikke er vigtigt. Alt er faktisk enormt vigtigt, og det skal arbejde sammen, for ellers kan man ikke vinde krigen. Det er jo også derfor, vi øver os i at integrere forskellige kapaciteter som artilleri, ingeniørtjeneste, kampvogne og efterretninger i en combined arms-kontekst, fortæller han.

Spillet giver ham også mulighed for at holde sine færdigheder ved lige.

– Spillet skaber en række refleksioner hver gang, som man tager med hjem og tænker over og bringer frem igen. Man får afprøvet nogle ting, og det er også en måde, vi kan repetere vores uddannelse på og holde den sådan nogenlunde frisk. For det er ikke ofte, at vi laver brigadeovervejelser, for der er ikke nogen af os her, der sidder i en brigade lige nu, fortæller han.

Spillet slutter, inden de seks runder er gået, for at give plads til den efterfølgende diskussion. Det lykkedes blå styrke at fremtvinge et echelonskift hos rød styrke, som ville give dem nok tid til at holde rød styrke fra at gennembryde de tre forsvarslinjer, så forstærkningen kunne nå frem.

Fjollerier med troldmandshat

Spillet er da også indtil nu blevet taget godt imod på flere af Forsvarets uddannelser.

– Nu er vi der, hvor Forsvarsakademiet har set spillet og sagt, at de gerne vil arbejde videre med det og så fokusere det ind og se på muligheden for at implementere det på Føringskurset, altså deres kaptajn-uddannelse. Det samme med de her taktiske dilemmaspil, som også er noget, hvor man kunne se bredt ud til forskellige føreruddannelser i Hæren, fortæller Johan-Emil Moltke Vecht.

Når Johan-Emil Moltke Vecht har oplevet, at folk kan være lidt forbeholdne, er det, fordi det er et spil og ikke en øvelse.

– Man kan sagtens stille sig over i et hjørne og sige, at det er fjolleri med troldmandshat og terninger, men her tror jeg, at det er vigtigt at understrege, at det er faglighed, vi diskuterer her. Det er rigtigt, at man tager udgangspunkt i nogle terningkast, men lige nu er det det bedste, vi har. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt at understrege, at det ikke er sådan, at hvis man bare spiller en masse krigsspil, så kan man gå ud og vinde krigen. Det kan man ikke. Spillet supplerer noget, men det kan ikke stå alene, siger han.