I mål med endnu en sag om Curfew
Tilbage i februar 2022 var vi i Arbejdsretten med en sag om pålagt udgangsforbud i fritiden under tjenesterejser til Ukraine i perioden 2018-2019. Sagen endte med, at Kammeradvokaten gav os ret i, at Forsvaret havde overskredet beføjelserne, der følger af ledelsesretten – og medarbejderne blev derefter kompenseret (se artikel om Curfew i Officeren 5/2022).
På den amerikanske base i Konya i Tyrkiet har det siden 2015 fremgået af ’Commander’s Policy Letter’, at personellet ikke må forlade basen uden for tjenesten. Dansk personel fra Geilenkirchen sendes kontinuerligt på tjenesterejse til basen i Konya og bliver derved underlagt reglerne på basen om Curfew.
I 2019 rejste HOD på vegne af HOD og Centralforeningen af Stampersonel også denne problematik over for FPS – og nu er der langt om længe fundet en løsning: Personel, der har forrettet midlertidig tjeneste i Konya i perioden august 2015–august 2022, skal kompenseres for ulempen ved ikke at kunne forlade lejren i deres fritid. Kompensationen er aftalt til 850 kr. pr. døgn. Dermed har Forsvaret måtte erkende, at det koster noget at overskride ledelsesretten.
FPS vil nu via FKO iværksætte, at omfattet personel vil blive udsøgt og kompenseret i overensstemmelse med ovenstående.
I august 2022 blev der på basen i Konya ændret policy, så der nu er mulighed for at forlade basen i fritiden (på særlige betingelser). HOD har over for FPS forbeholdt sig ret til at rejse problematikken, hvis nuværende policy viser sig at have karakter af Curfew.