Når forskelligheder mødes

Med over 30 års ansættelse i Forsvaret har major Jonas Vøg Andersen mange berigende oplevelser med sig i bagagen. Når man spørger ham, hvad der har betydet mest for ham i hans tid i Forsvaret, er det svært for ham at trække en bestemt oplevelse ud. Går man ham lidt mere på klingen, er det ikke de seks udsendelser eller en af de mange forskellige officersstillinger, han har haft, som han trækker frem. Det er i stedet arbejdet med de mange værnepligtige, han har uddannet igennem årene.

– Ud af mange fantastiske oplevelser i Forsvaret, så er det, at jeg har haft indflydelse på mange værnepligtiges liv på en god måde, det, som gør mig glad, fortæller han.

En anden person går ud
For værnepligten kan noget, som ikke mange andre institutioner i samfundet formår.

– Værnepligten er jo interessant, fordi det er alle samfundslag og sociale klasser, man samler. De bor i en periode meget tæt sammen og får et tilhørsforhold og en samhørighed, som jeg også mener er enormt sund for samfundet efterfølgende. Den giver noget sammenhængskraft, fordi vi lærer den værnepligtige fra Hellerup, Albertslund, Ishøj og fra slægtsgården i Sønderjylland at være sammen, siger han.

Ofte ændrer mødet med Forsvaret de unge mænd og kvinder.

– Den person, der går ind, er en anden, end den person, der går ud. Vi har som system fået lov til at forme den person på godt og ondt. Vi er jo en meget struktureret arbejdsplads og har bidraget til, at de værnepligtige bliver modnet, og har måske gjort dem mere fokuseret på det liv, der venter dem bagefter, siger han.

Når det bliver hårdt
Jonas Vøg Andersen har uddannet værnepligtige flere gange i karrieren. Både ved Hesteskadronen i Næstved, ved Opklaringsbataljonen på Bornholm og frivillige soldater ved Hjemmeværnet. Her har han gang på gang set, hvordan sociale og kulturelle skel bliver nedbrudt, og et nyt sammenhold er opstået. Ofte hjulpet på vej af det danske klima.

– Det er, når det bliver hårdt, koldt og vådt, at tingene går op i en højere enhed. For et værnepligtshold er det typisk under en rex-tur, hvor man ser, at alle uden undtagelse hjælper hinanden med at komme igennem et meget hårdt forløb. Det er også her, hvor den, som måske har mere imod sig end resten, får nogle succesoplevelser og kan træde i karakter. Og hvor man i virkeligheden hjælper hinanden på tværs af skel. Der tænker jeg, at vi er nået langt, siger han.

Mindre polariseret
Jonas Vøg Andersen ser værnepligten som havende en stor samfundsmæssig værdi.

– Da jeg havde med værnepligtige at gøre, indkaldte man 20-25.000 unge mennesker om året, som lærte at være sammen. I dag er det en meget lille del af en årgang, der bliver indkaldt. Det gør måske også, at samfundet til tider kan være en lille smule mere polariseret, fordi der er en væsentlig del af ungdommen, der ikke lærer at være sammen på tværs af sociale og kulturelle skel, siger han.

Følger på afstand
Selv om Jonas Vøg Andersen slipper de værnepligtige efter endt uddannelse, er de alligevel ikke helt ude af hans liv. Han er venner med en del af dem på Facebook og kan på afstand følge deres vej videre i livet. Et enkelt hold er han dog noget tættere på. Et værnepligtshold, som han havde ved Gardehusarregimentet i midten af 1990’erne, mødes han stadigvæk med hvert andet år.

– Det hold havde en bestemt sammensætning, som gør, at vi holder sammen. Alle har i dag en uddannelse, om det så er en akademisk eller håndværksmæssig, og de har alle fået medvind på cykelstien så at sige. Det er enormt givende at være en del af, fortæller han.

I konstant udvikling
Det er ikke kun de værnepligtige, der vokser under uddannelsen.

– Jeg har personlig udvikling dag for dag ved mit møde med enten værnepligtige, stående styrke eller frivillige. Jeg skal hele tiden forholde mig til mig selv og dem og arbejde med kommunikation i øjenhøjde. Jeg har bestemt ikke løsningen på alt. Det kan være, jeg tror, at jeg har løsningen, men i mødet dem bliver løsningen til noget hele andet. Så har vi opnået samskabelse, og det er enormt givende. Det rykker mine egne personlige perspektiver på en god måde, fortæller han.

Det giver mening

Nogle værnepligtige forlader Forsvaret for aldrig at komme tilbage igen, mens andre bliver. Derfor fortsætter den variation, der er blandt værnepligtige, videre op i systemet. Det gør noget for jobbet som officer.

Samtidig er der også stor afveksling i de jobmuligheder, en officer har. Det får det hele til at gå op i en højere enhed for Jonas Vøg Andersen.

– Den ene dag kan du stå i en international mission, den næste kan du sidde på en dansk ambassade som attaché, den tredje kan du være i undervisningsmiljøet på FAK eller uddanne soldater på en garnison. Der er simpelthen så mange muligheder. Det er jo det, der gør det super interessant at være officer. Når jeg nogle gange har haft lyst til at kigge ud på den anden side af hegnet, så har jeg alligevel på trods af frustrationer tænkt, at det her giver mening.