I 2016 tog kaptajn Mette Torpdahl Laursen, hvad der for hende var en stor beslutning. Hun ville udsendes til Qatar. Beslutningen var ekstra stor, fordi hun er enlig forælder og hjemme i Danmark ville skulle forlade en dreng på to et halvt år. 

– Jeg er alene med min søn, fordi hans far er død af kræft, så der har aldrig været en anden forælder, hvis jeg skulle udsendes. Allerede i 2016 begyndte jeg at tænke over, at hvis jeg skulle udsendes, så kunne jeg lige så godt selv tage beslutningen om, hvor, hvornår og hvorhen det skulle være, siger hun. 

Mette Torpdahl Laursen var på det tidspunkt ansat ved Flyvevåbnets Taktiske Stab (FTS).  Som led i Operation Inherent Resolve udsendte man soldater til Combined Air Operations Centre på Al Udeid Air Base i Qatar. Hun besluttede sig for, at skulle det være, så skulle det være nu.  

Der skulle dog vise sig at være flere bump på vejen. 

Mindske afsavn
Efter at have talt med familien om, hvordan en udsendelse eventuelt kunne lade sig gøre, blev det i første omgang besluttet, at Mette Torpdahl Laursens søn skulle bo hos hendes forældre. Men på grund af en langtidssygemelding fra sønnens dagplejer, måtte der hurtigt findes en vuggestueplads, så han kunne nå at falde til, inden Mette Torpdahl Laursen rejste. 

– Min svoger spurgte så, hvorfor han ikke skulle bo hos dem. De bor i samme by som mig, og han ville kunne blive i sin vuggestue og have en rimeligt normal hverdag i en børnefamilie i stedet for at bo hos mine forældre, som er pensionister. Derfor ændrede vi det, og det er jeg rigtig glad for, at vi gjorde, siger hun. 

Forud for udsendelsen gik et år med planlægning af sønnens nye hverdag. Mette talte blandt andet med socialrådgivere fra Veterancentret om, hvad hun skulle være opmærksom på, nu det ikke var en anden forælder, der skulle tage sig af sønnen, mens hun var væk. Derfor forsøgte hun at forklare sin søn, så godt hun kunne og på en måde, som var forståelig for en lille dreng uden tidsfornemmelse, at hun skulle være væk i lang tid. 

– Vi snakkede om, at han skulle ned og bo hos moster og onkel. At han skulle have sin seng og sine ting med, og at han fik sit eget værelse der. Det var med til at visualisere for ham, at han skulle sove der lidt længere end bare en enkelt overnatning. Jeg kan huske, at vi også lavede en tegning, hvor man kunne sætte krydser for, hvornår jeg tog afsted, og hvornår jeg kom hjem igen. Jeg synes, vi var godt forberedt, og at det hele var så godt planlagt. Jeg skulle af sted i begyndelsen af juli, og så skulle han rejse med min søsters familie på ferie i midt-juli, fortæller hun. 

Men så nemt skulle det ikke gå. For af uvisse årsager gik Mette Torpdahl Laursen og hendes kollegers visum ikke igennem, og de kunne ikke komme af sted som planlagt. 

– Det er de længste tre uger af mit liv. Vi var så klar til at tage af sted. Det hele var planlagt. Jeg kunne slet ikke overskue det. Det skulle være ham, der sagde farvel til mig og så tog på ferie. Det skulle ikke være sådan, at jeg sagde farvel til ham, og når han så kom hjem fra ferie, så var jeg væk. Det blev jeg meget ramt af. Jeg talte med min øverste chef i FTS, Lone Træholt, om det, og jeg sad på hendes kontor og stortudede, siger hun. 

Mette Torpdahl Laursen holdt dog fast på, at hun ville af sted, og heldigvis faldt visummet på plads. Dagen inden sønnen skulle rejse på ferie, kunne hun sige farvel til ham i lufthavnen på sin vej til Qatar. 

4.800 kilometers putning
Hun skulle have været væk i tre måneder, men på grund af problemerne med visum endte udsendelsen på to en halv måned. I løbet af den tid var der et digitalt værktøj, der hjalp hende og sønnen med at gøre afstanden på omkring 4.800 kilometer mindre. 

– Facetime var en gave. Jeg var med til at putte om aftenen. Min søster læste godnathistorie for ham, og så ringede vi op, og jeg sang godnatsang for ham, mens han lå i sin tremmeseng og kiggede på en IPad. Det var super godt. De aftener, hvor vi på grund af mit arbejde ikke kunne det, da havde de godnatsangen på video, så hans moster og onkel kunne afspille den for ham, siger hun. 

Ellers foregik kontakten med sønnen helt på hans præmisser.

– Det kunne sagtens være, at et opkald kun varede 30 sekunder, hvis han sad og så Gurli Gris, når jeg ringede til ham. Men så vidste jeg, at han havde det godt, hvor han var, fortæller hun. 

Selvom det var svært for Mette Torpdahl Laursen at være væk fra sin søn, så så hun også udsendelsen som en mulighed.  

– Jeg valgte faktisk at se det som en mulighed for at fokusere lidt på mig selv. Det har man ikke tid til i hverdagen, når man står som aleneforælder. Jeg valgte den vinkel, at der selvfølgelig var fokus på arbejdet, men det var også en mulighed for at have lidt voksentid med mine kolleger, siger hun. 

Efter to en halv måned var det så endelig tid til det store knus fra hendes lille søn, det var ikke kun mor, der var blevet en oplevelse rigere. 

– Alt i alt blev det en positiv oplevelse for os begge to. Hver gang han kommer hos min søster og svoger, så falder han stadigvæk bare fuldstændig ind i familien. Jeg har lige været på 14 dages øvelse i Sverige, og da boede han også hos sin moster og onkel. Det har bygget et forhold op mellem dem, som nok ikke ville have været der, hvis jeg ikke havde været af sted.