Den perfekte spionchef

Trine Engholm Michelsen tegner i sin biografi et billede af en ung reserveofficer, der var et naturtalent som illegal efterretningschef. Den er et vægtigt bidrag til Danmarks Anden Verdenskrigs-historie baseret på mange nye kilder. Den vellykkede udgivelse rummer dog en del småfejl.

Bragt i Fagbladet Officeren nr. 6 2025. Skrevet af Niels-Birger Danielsen, journalist og cand.phil. i historie.

Biografien Krigens mørkeste time handler om reserveofficeren Svend Truelsen (1915-97), en af de centrale skikkelser i Danmarks frihedskamp 1940-45. Alligevel er det først nu, der udkommer en biografi om ham – skrevet af forfatteren Trine Engholm Michelsen.

Hun beskriver blandt andet, hvordan Truelsen genetablerede en effektiv illegal efterretningstjeneste, efter at Hærens og Søværnets e-officerer havde måttet flygte til Sverige i forbindelse med den tyske erklæring af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943.

Flugten udgjorde et centralt forløb i tv-dokumentaren ’Kodenavn: Storfyrstinden’, der blev bragt på DR-TV først på året. Den bygger på Storfyrstinden, en biografi fra 2021 om efterretningskvinden Jutta Graae – også af Trine Engholm Michelsen.

Svend Truelsen måtte selv flygte til Storbritannien via Sverige i maj 1944. På grund af sine opsigtsvækkende resultater var han velkendt lige fra sin ankomst. Han fik en stilling som øverste repræsentant for de danske militære værnschefer hos Special Operations Executive (SOE), der ledede alle vestallierede militæroperationer vedrørende Danmark. Og det var Truelsen, der i samarbejde med ledende Royal Air Force-officerer planlagde jagerbomber-angrebet på Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset i København den 21. marts 1945.

Finansieret af godsejere

Det er en markant biografi, Trine Engholm Michelsen har skrevet ud fra mængder af nyt materiale fra danske og britiske arkiver, private arkiver samt interviews. Det er lykkedes hende at få udleveret private breve fra Svend Truelsens efterkommere. Læseren får et helstøbt portræt, der også omfatter privatlivet.

Blandt interviewpersonerne er fhv. generalløjtnant Kjeld Hillingsø, der har skrevet et forord. Hillingsøs bidrag til bogen drejer sig om den grundregel, Svend Truelsens fulgte – nemlig at hans e-tjeneste skulle være rent dansk finansieret. Hovedfinansieringskilden blev fire godsejere. En af dem var kammerherre Gregers Juel til Juelsberg ved Nyborg. Han var Hillingsøs svigerfar.

Godsejerfamiliens rolle er et hidtil upåagtet moment i den illegale e-tjenestes historie, der bliver foldet ud i bogen.

Et diplomatisk væsen

Svend Truelsen begyndte som værnepligtig i Den kongelige Livgarde i 1934 og vandt hurtigt sine overordnedes bevågenhed – både på grund af sine soldatermæssige færdigheder og en udpræget sans for diplomati.

Som løjtnant af reserven fungerede han i en periode som adjudant for Hærens generalstabschef, generalmajor Ebbe Gørtz. Derefter blev han tilknyttet Generalstabens Efterretningssektion. Det skete, sideløbende med at han blev ansat som sekretær i Landbrugsrådet.

Det var en velplaceret post i forhold til at skaffe militære efterretninger fra det nazistiske Tyskland. Landbrugsrådets topfolk var hyppigt på rejser i Tyskland, og Truelsen var ofte med. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, fik han besked på ikke at vise sig mere hos generalstaben. Han skulle være klar til at overtage ledelsen, hvis e-officererne blev afsløret, og måtte derfor ikke kompromittere sig.

Efterretningscentralen

Da Svend Truelsen i efteråret 1943 overtog ansvaret for e-tjenesten, var han personalechef i Landbrugsrådets kødkontrol. Det store antal ansatte gjorde Axelborg til et perfekt sted til diskrete møder.

Svend Truelsen kunne under rejser få mange værdifulde oplysninger, uden at kilderne opdagede det. Ingen undrede sig f.eks. over, at Landbrugsrådets medarbejder udspurgte en landboforeningsformand om lokale forhold – også i relation til tyskerne.

Truelsens organisation fik direkte radiokontakt med England. Han havde derfor et præcist billede af, hvilke oplysninger briterne ønskede. Det var først og fremmest minutiøse informationer om tysk militær i Danmark.

Derfor brugte Svend Truelsen unge officerer som cykelagenter i Vestjylland, hvor tyskerne forberedte sig på en invasion. To af de cyklende officerer var Erik Fournais og Otto K. Lind, der senere i karrieren blev henholdsvis chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og forsvarschef.

På kant med hærledelsen

Svend Truelsens forbløffende succes bragte ham i et modsætningsforhold til den illegale hærledelse. Han mente ubetinget, at man skulle arbejde aktivt for Danmarks befrielse ved at støtte de allieredes sag.

De øverste officerer så anderledes på det. De handlede i forståelse med de socialdemokratiske topfolk, der var uden embeder, men stadig dem, der trak i trådene. De var bekymrede for, hvad der kunne ske ved en tysk kapitulation, og prioriterede at få rådighed over loyale væbnede styrker.

Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen, den stærke mand i den illegale hærledelse, ønskede, at Truelsen skulle overvåge kommunistisk prægede modstandsmiljøer. Han mente, at al den probritiske aktivitet var en fare. For Schjødt-Eriksen var hovedformålet at bringe Hæren intakt gennem besættelsestiden. Truelsen afviste. Han tog det usædvanlige skridt – som premierløjtnant – at insistere på at få et møde med generalløjtnant Gørtz.

Det fik han, og det gav ham lejlighed til at trække på den goodwill, han havde, i kraft af at han som ung løjtnant havde været chefens værdsatte adjudant. Ebbe Gørtz accepterede, at Truelsen og hans organisation videreførte arbejdet for briterne.

Solid dokumentation Trine Michelsen skriver i et godt sprog, og bogen er spændende og veldokumenteret. Til hvert kapitel har forfatteren skrevet et detaljeret dokumentarisk essay. Det fornægter sig ikke, at hun har kundskaber fra en fortid som mangeårig analytiker ved Forsvarets Efterretningstjeneste. Det skinner igennem, når hun beskriver e-tjenestens virkemåde.

Biografien stopper ikke i 1945. Der er fyldige kapitler om Svend Truelsens efterkrigsliv som succesrig advokat og bl.a. også nogle få år som efterretningsagent for CIA.

Unøjagtigheder og fejl

Sproget er indbydende og ubundet, men i en del tilfælde er der utilstrækkelig præcision eller småfejl. Nedenstående er blot eksempler:

Side 131: ”Det var vanvittigt irriterende for Truelsen, at Muus havde bemægtiget sig Lorens Duus Hansen.” Det drejer sig om, at chefen for SOE i Danmark var ene om at have direkte radiokontakt med London gennem radioingeniør Duus Hansen. Det havde Muus haft, et halvt år før Truelsen etablerede sin organisation. Muus kan derfor ikke have ’bemægtiget sig’ noget. Han vægrede sig ved at dele sin eksklusive kontakt.

Side 89: ”Buhl holdt flere møder med Gørtz på Hotel Marienlyst.” Nej, fhv. statsminister Vilhelm Buhl kom ikke på hotellet, hvor hærchef Ebbe Gørtz var interneret. Gørtz fik udgangstilladelse til at holde hemmelige møder med bl.a. Buhl i en privatbolig i Helsingør.

Side 110: ”I efteråret 1943 var tyskerne endnu ikke på retræte, og når man bad politimestrene være med til at spionere blev de bange.” Tyskerne var på retræte i efteråret 1943; de vestallierede gik for eksempel i land på Den italienske Halvø i september.

Side 124: Kaptajn F.B. Larsen (senere generalmajor og chef for Østre Landsdelskommando) var Truelsens efterfølger som illegal e-chef. Han bliver konsekvent omtalt som ’Frans Bussenius Larsen’. Hans fornavn var Flemming.

Vedrørende luftangrebet på Shellhuset i 1945 oplyses det på side 208, at togtet fra flyvebasen Fersfield ved Norwich til København og retur var på 1800 km, mens det på side 295 bliver til 1200 km. Et google-opslag viser en afstand mellem Norwich og København på ca. 810 km, så bud nr. 1 er tættest på.

I øvrigt er det en flot bog med mange ikke tidligere offentliggjorte fotos, og der er minimalt med sproglige fejl. Biografien kan anbefales som et veldokumenteret og læseværdigt værk, som fremtidig forskning nok skal komme til at trække på.