Kilde: Akademikernes OK26-redegørelse
Ansatte i staten får med forliget en ny konto kaldet ”Fritvalgs Lønkonto”, hvor der bliver mulighed for at vælge mellem højere månedlig løn, højere pensionsindbetaling eller mere frihed med midler fra Fritvalgs Lønkontoen.
Fritvalgs Lønkontoen indeholder alene fritvalgsbidrag (midler) og er dermed ikke længere direkte knyttet til frihedsrettighederne.
Fritvalgs Lønkontoen indeholder en række kendte og nye elementer:
- Nye midler svarende til 0,81%, der kan bruges til højere løn, højere pension, til afvikling af fritvalgsdagen eller de to nye seniordage.
- Eksisterende midler fra særlig feriegodtgørelse (2,30%), særlige feriedage (2,60%) og seniorbonus (1%).
De fleste ansatte i staten vil få en Fritvalgs Lønkonto til en årlig samlet værdi på 5,71%. For ansatte over 62 år vil procenten være 6,71%. Det er andre procenter for timelønnede, ansatte med feriegodtgørelse og statsansatte på Færøerne og tjenestemandsansatte med fast tjenestested i Grønland.
Midler fra Fritvalgs Lønkontoen kan udbetales ved afholdelse af ferie, særlige feriedage, fritvalgsdag, seniordage med løntræk og overenskomstmæssige fridage. Den ansatte vælger selv størrelsen på udbetalingen.
Den ansatte skal hvert år inden 1. oktober træffe et valg om enten løbende månedlig udbetaling, opsparing på Fritvalgs Lønkontoen til anvendelse i forbindelse med afholdelse af frihed eller til løbende udbetaling til pensionsordningen. Midlerne fra de særlige feriedage vil dog altid blive indbetalt til Fritvalgs Lønkontoen, som den ansatte kan vælge at få udbetalt, jf. ovenfor.
Ved fritvalgsperiodens udløb den 31. december tømmes kontoen, og midlerne udbetales til den ansatte, medmindre vedkommende vælger indbetaling til pensionsordning. Ved fratræden opgøres kontoen, og eventuelt overskud udbetales sammen med sidste lønseddel.
Fritvalgs Lønkontoen træder i kraft den 1. januar 2028.