Tilbage til nyheder

Overenskomstforlig er på plads

OK26 757x483

Efter næsten 6 døgns lange og seje afsluttende forhandlinger er der nu landet et forhandlingsresultat på statens område. Her følger de store linjer i forliget.

Særligt lønløft

Et særligt lønløft til militært ansatte har været højt på dagsordenen i OK26. Der var fra start lagt op til en betydelig skævdeling mellem personalegrupperne i Forsvaret i forhold til anciennitetsbestemte tillæg eller ej, men i det endelige forlig er der sikret en ligelig fordeling af midlerne i forhold til antal årsværk. Det betyder, at officersgruppen nu får en pulje på godt 70 mio. kr., hvilket er det dobbelte af, hvad der var lagt op til i finansministerens udspil.

– Nogle vil nok hævde, at et honninghjerte blev til to. Men selv om det næppe løser de lønmæssige udfordringer i Forsvaret, og jeg derfor også ønskede mig langt mere, er det unikt, at en sådan skævdeling i et ekstraordinært løft af lønningerne i Forsvaret har været muligt inden for rammerne af den danske model. Det bør anerkendes, at øvrige organisationer har udvist et samfundsansvar og reelt accepteret en lavere stigning for deres medlemmer, for at de militære grupper kunne løftes, siger HOD formand Niels Tønning.

Over de næste fire uger skal de militære organisationer hver for sig forhandle den konkrete anvendelse af de tildelte puljer med Personelkommandoen til udmøntning pr. 1. april i år. Konkret er det et krav, at anvendelsen skal tage afsæt i de uhensigtsmæssigheder, konklusioner og anbefalinger, som Forsvarets lønanalyse har peget på, og for officersgruppen med fokus på den operative struktur og opgaveløsning.

Overenskomstens økonomiske ramme

Fælles for hele staten er der aftalt en samlet økonomisk ramme på 8,7 % over de næste tre år.

– Det er et rigtig flot resultat, da rammen dermed overstiger skønnet for den samfundsøkonomiske udvikling i perioden med 0,2%, hvilket ikke er sket tidligere, siger Niels Tønning.

Der er enighed om følgende generelle lønstigninger over de næste tre år:

Med virkning fra den 1. april 2026 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,73 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.

Med virkning fra den 1. august 2026 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 0,65 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.

Med virkning fra den 1. april 2027 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,83 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.

Med virkning fra den 1. april 2028 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 2,59 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.

Det skal specielt bemærkes, at der på baggrund af trepartsaftalen fra 2024 er afsat 0,2% i 2027 til øget lokal løndannelse. Det var i forhandlingerne et af de svære emner, da fagbevægelsen med baggrund i erfaringerne med Ny Løn ikke har den store lyst til at lægge flere midler ud i den lokale løndannelse. Der er derfor også aftalt en del krav til funktionalitet og transparens i den lokale løndannelse, samt en forhandling til evaluering af den faktiske anvendelse af rammen i slutningen af overenskomstperioden.

Det skal desuden bemærkes, at der også er afsat et ganske stort beløb til at løbe en fritvalgsordning i gang.

Officerer i Beredskabsstyrelsen

Vilkårene for overenskomstansatte officerer, der er overført fra Forsvarsministeriet til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) er også en del af forliget.  Det er lykkedes at fastholde de vilkår for overenskomstansatte officerer, som var gældende ved overgangen til MSSB og dermed afværge en række ændringer, som ville have forringet vilkårene. Forhandlingerne var dog langt sværere end forudset, og Finansministeriet kunne desværre ikke rykkes til at give officerer i MSSB samme lønløft som de militært ansatte i Forsvaret. Parterne var ellers enige om størst mulig parallelitet i løn og ansættelsesvilkår mellem det militære område og MSSB, men det rammes så allerede nu af en skævhed, fortæller Niels Tønning.

Tilsvarende blev ændring af pensionsskyggeforløbet for tjenestemandsgruppen i MSSB også denne gang blankt afvist.

Forhandlingerne om ansættelsesvilkår for de overførte overenskomstansatte officerer er foregået direkte mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) og Akademikerne, støttet af henholdsvis Personelkommandoen og HOD.

Fritvalgsordning

Der er enighed om at oprette en Fritvalgs Lønkonto (’fritvalgskonto’) pr. 1. januar 2028. Den enkelte ansatte kan vælge at bruge midler fra sin fritvalgskonto til løn, pension eller frihed. Der bliver blandt andet en ny betalt fritvalgsdag til ansatte midt i arbejdslivet (41-61 år) samt 2 nye seniordage fra 62 år.

Barnets 3. sygedag

Det bliver muligt at holde fri ved barnets 3. sygedag, og hjemkaldelsesdagen tæller ikke længere som barnets første sygedag.

Pligtig afgangsalder

Finansministeriet har fra start haft et krav på bordet om afskaffelse den pligtige afgangsalder for tjenestemandsansatte. Og trods ihærdig indsats for at få kravet af bordet, er det alligevel kommet med i det samlede forlig. Det betyder, at pligten til at gå på et bestemt tidspunkt ændres til retten til at gå på det samme eller et senere tidspunkt.

– Kravet om at afskaffe den pligtige afgangsalder er rent ud sagt respektløst. Men vi har sikret, at det ikke kommer til at koste den enkelte officer noget at fastholde sin ret til at gå på det tidspunkt, hvor der tidligere var en pligtig afgangsalder. Det er en vigtig sejr, lyder det fra Niels Tønning.

Hvis man ønsker at gå ved den tidligere pligtige afgangsalder, skal man opsige sin stilling efter sædvanlig procedure, og ellers fortsætter man uændret i sin stilling.

Læs også mere i Q&A’en på denne side

Hvad sker der nu?

Overenskomstforliget skal nu drøftes og vedtages internt i de faglige organisationers kompetente forsamlinger. I HOD er det hovedbestyrelsen, der skal drøfte og vedtage forliget.

Da der er tale om et samlet forlig for alle ansatte i staten, er det flertallet, der afgør, om forliget bliver endeligt vedtaget, så en ny overenskomst kan træde i kraft. Det er forventningen, at det sker i løbet af marts måned. Den nuværende overenskomst udløber med udgangen af marts.

Del med dit netværk:
Del på LinkedIn Send til mail Del på Facebook Del på X

Seneste nyheder

OK26 757x483

Overenskomstforlig er på plads

Efter næsten 6 døgns lange og seje afsluttende forhandlinger er der nu landet et forhandlingsresultat på statens område. Her følger de store linjer i...

Læs mere
Seniorseminar 2026 nyhed

To seniorseminarer i 2026

HOD og PFA inviterer i år til seniorseminar i april og igen i september. Det er for dig, der forventer at gå på pension inden for de næste 5...

Læs mere
© 2025 HOD. Alle rettigheder forbeholdes.