Uenighed om engangsvederlag i INTOPS
Hvordan skal engangsvederlag justeres i forhold til den enkelte officers udsendelsesperiode i INTOPS? Det er HOD og Personelkommandoen (PKOM) ikke enige om. Det stod klart ved Nylønsforhandlingerne om engangsvederlag i INTOPS mellem PKOM og HOD i foråret 2023 og helt frem til forhandlingerne forår 2025, hvor der fortsat var uenighed.
Udgangspunktet er, at hvis der for eksempel er aftalt et lille engangsvederlag på 12.000 kr. for 6 måneders udsendelse, og officeren ender med en udsendelse på 5 måneder, så justeres beløbet til 5/6 af værdien, altså 10.000 kr.
PKOM mener imidlertid ikke, at beløbet tilsvarende skal justeres i den anden retning: Hvis en udsendelse har varet for eksempel 7 måneder i stedet for 6, skal den ikke, efter samme regnemodel, udgøre 7/6, men højst 6/6.
Afskåret fra muligt vederlag
En officer, der er udsendt i INTOPS, er i hele udsendelsesperioden afskåret fra at komme i betragtning til vederlag i hjemlig struktur. Konsekvensen af PKOM forvaltningsmodel for engangsvederlag i INTOPS er, at en officer, der er udsendt i for eksempel 9 måneder, kun vil kunne opnå vederlag for 6 måneder i INTOPS og 3 måneder i hjemlig struktur. Dette er uacceptabelt.
HOD mener, at Nylønsforhandlingerne i INTOPS som minimum bør omfatte den samlede udsendelsesperiode, hvor man modtager FN-tillæg. Faktisk bør forhandlingerne omfatte hele perioden, hvor man er flyttet over i INTOPS-strukturen.
Begæret uenighedsforhandling
HOD rejste problematikken over for PKOM i foråret 2023, og ved Nylønsforhandlingerne i foråret 2025 havde PKOM fortsat ikke forholdt sig til den. Derfor satte HOD efterårets forhandlinger på hold og bad om uenighedsreferat. HOD har efterfølgende begæret uenighedsforhandling og afventer nu en dato for denne forhandling.