Tværs over Atlanten
Tekst: Vickie Lind, pressechef
Ideen tog form i efteråret 2015. Daværende premierløjtnant Christian Andersen havde haft jobbet som chef for skoleskibet Thyra i et par måneder, og selv om det er et interessant job, så blev det pludselig lidt mere interessant. Cheferne i skoleskibene fik den ide, at skibene skulle krydse Atlanten med kadetter fra officersskolen for blandt andet at deltage i 100-året for overdragelsen af de tidligere Dansk Vestindiske øer til USA, og ideen blev vel modtaget.
Fra i dag er Christian Andersen midlertidigt udnævnt kaptajnløjtnant. Han står i spidsen for Thyra, der sammen med Svanen stævner ud fra København og skal krydse Atlanterhavet og retur igen.
– Jeg forventer, at det bliver en oplevelsesrig og meget udfordrende tur, hvor vi kommer på en masse prøvelser både personligt og fagligt. Vi kommer til at møde vindstille vejr i flere dage, vi kommer til at møde stormvejr, og vi kommer til at opleve perioder, hvor vi er trætte af hinanden, og perioder hvor vi holder jul og nytår og hygger os sammen, og alting er godt. Det bliver ups and downs, siger Christian Andersen.
Sejler efter gamle dyder
Der vil være en lille fast besætning om bord på skibet under hele togtet. Den øvrige besætning består af kadetter fra Søværnets Officersskole og i nogle omgange også værnepligtige, og den del af besætningen bliver skiftet ud, når det passer i sejlplanen, og samlet kommer 65 elever med på turen.
– De lærer først og fremmest at sejle over et ocean i forhold til vind og vejr med helt basale hjælpemidler, det vil sige med sekstant, kompas og papirsøkort. Det gør vi, fordi det giver mening for os at træne de gamle dyder. Det giver en forståelse for navigationens grundelementer, og når du kan det, kan du sejle, også hvis teknikken sætter ud, så der ikke er alle de moderne hjælpemidler til rådighed, forklarer Christian Andersen.
Han peger også på, at alle kommer til at lære en masse om teamwork, for de kommer til at arbejde rigtig tæt i lange perioder, og de skal have dagligdagen til at fungere. Og så forventer han, at alle vil lære noget om fremmede kulturer, og hvordan man agerer som dansk soldat i udlandet, både ved receptioner og når der skal udenlandske kadetter med ud at sejle.
Store forventninger
Christian Andersen glæder sig, og han har noget at have sine forventninger i. Han ved nemlig, hvad han taler om, for han har prøvet det før. I 1998 sejlede han over Atlanten med sin familie.
– Lige nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang, og så glæder jeg mig til de helt store højdepunkter på turen som at krydse Biscayen og få be- eller afkræftet alle de myter, der findes om vejret derude. Så glæder jeg mig til besætningens reaktion, når de skal være så længe på havet. Hvordan bliver dagligdagen, hvordan reagerer vi, og hvordan beskæftiger vi os hele tiden? Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at sejle rundt ved de caribiske øer, møde de amerikanske kadetter, og så til at markere 100-året for overdragelsen af de Dansk Vestindiske øer. Det er mange ting, men der er heldigvis ikke kun en ting at glæde sig til, slutter Christian Andersen forventningsfuldt.
Svanen og Thyra skal ud på et af de længste togter nogensinde for Søværnets skoleskibe.