Nyheder

28. Januar 2025

Opdaterede aftaler for 24 timers tjeneste

HOD og FPS har indgået fire opdaterede aftaler vedrørende 24 timers tjeneste.
Tekst: Steen Gøtsche, konsulent

Den 21. januar 2025 underskrev Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark fire opdaterede aftaler i forhold til 24 timers tjeneste i Forsvaret. Det drejer sig om:

 

  • Lokalaftale om tilrettelæggelse og honorering af tjeneste af 24 timers varighed
  • Forståelse af lokalaftale om tilrettelæggelse og honorering af tjeneste af 24 timers varighed
  • Protokollat, Fighter Wing, Afvisningsberedskabet
  • Lokalaftale om tilrettelæggelse og honorering af tjeneste og rådighedstjeneste af 24 timers varighed ved Ammunitionsrydningskompagniet ved Ingeniørregimentet

 

Baggrunden for, at aftalerne skulle justeres, er Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn m.v., § 19 og § 22. Det nye i bekendtgørelsen er, at hvile på tjenestestedet ikke mere anerkendes som hviletid, samt at kompenserende hvile skal ske umiddelbart efter aktiviteten/arbejdet.

 

De nye retningslinjer trådte i kraft den 1. juli 2024, hvor mange bl.a. oplevede, at man ikke kunne gå på arbejde efter en 24 timers vagt, selv om det var anført i den daværende aftale.

 

HOD, CS og HKKF har siden sommeren 2024 arbejdet på at få opdateret aftalerne om 24 timers tjeneste, så vi fremover kan overholde Arbejdsmiljøloven, herunder de afsmittende følger af EU’s arbejdsmiljølovgivning.

 

Honoreringen ved de opdaterede aftaler er den samme som tidligere, men arbejdsmiljøforholdene er justeret primært inden for områderne:

 

  • Hvile før en vagt
  • Hvile efter en 24 timers vagt
  • Hvile kan ikke præsteres på tjenestestedet, hvorfor det kaldes rådighedstjeneste
  • Tilladelse til at gå på arbejde efter en 24 timers vagt for beskrevne operative formål, ved Fighter Wing, Afvisningsberedskabet samt Ammunitionsrydningskompagniet ved Ingeniørregimentet

 

Øvrige protokollater til 24 timers aftalen bliver løbende justeret for at rette referencer.

 

Aftalen om skydeperioder er også blevet justeret, dette for at man ikke skulle holde kompenserende hvile efter hver aktivitet under skydeperioden. Det er derfor aftalt, at den kompenserende hvile afholdes efter den samlede skydeperiode.