Nyheder

24. April 2020

Ny rapport om fastholdelse

Gammel viden og gamle rutiner står for fald, hvis man vil fastholde de yngre officerer. Tingene skal gøres anderledes. Det viser ny rapport fra HOD.
Tekst: Carl Henning G. Johnsen, konsulent

HOD har i perioden november 2019 til februar 2020 i samarbejde med en udvalgt gruppe på knap 20 yngre officerer udarbejdet og udsendt en undersøgelse af fastholdelses-problematikken i forhold til yngre officerer i Forsvarsministeriets område.

 

Undersøgelsen er sendt ud til samtlige medlemmer af HOD i alderen op til og med 40 år og er af FPS sendt til 225 afgåede officerer/officerer på TUL. I alt har 534 officerer valgt at besvare undersøgelsen, hvilket medvirker til at sikre validiteten. Stor tak til de mange, der har afgivet besvarelse.

 

Undersøgelsen giver et aktuelt billede af, hvordan de yngre officerer oplever tjenesten i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen – og det billede afviger ikke meget fra HOD’s tidligere undersøgelser på området. Men én egentlig forskel er, at de nuværende yngre officerer i endnu højere grad er og vil opfattes som individer, og de vil ikke bare gøre, som tidligere generationer har gjort gennem tiderne.

 

Rapporten anviser et antal årsager til, at fastholdelse er svært i Forsvaret. Det kan man læse om i rapporten, og man må erkende, at gammel viden og gamle rutiner står for fald, så hvis man vil fastholde de yngre officerer, må man acceptere, at tingene skal gøres anderledes, rent uddannelses- og karrieremæssigt.

 

Og det har ikke noget at gøre med, at de yngre officerer ikke vil arbejde solen sort. For det vil de gerne. Men der skal være en større udveksling af noget for noget – når du har Forsvarets ryg, så forventer du også, at Forsvaret har din. Og sådan opleves det ikke. Der er ikke et ligeligt bytteforhold.

 

Rapporten peger på problemområder i forhold til fastholdelse, men den anviser ikke mange konkrete løsningsforslag. Derfor vil vi rigtig gerne høre alle de forslag, I har, så send endelig jeres bud til konsulent i HOD, Carl Henning G. Johnsen på carl@hod.dk. Alle ideer vil blive drøftet i hovedbestyrelsen, og efterfølgende vil HOD anbefale dem, der giver mening, til Forsvaret. Men, alle ved, at der ikke findes en onesizefitsall løsning.

 

Læs HOD’s fastholdelsesrapport og bilagssamling

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *