Mulig fejl i pension til M331
Tekst: Steen Mikkelsen, konsulent
Når en tjenestemandsansat officer udnævnes til major/orlogskaptajn (M331) får vedkommende et såkaldt ”følgebrev til ansættelsesbrevet”. I følgebrevet beskrives en række løn- og ansættelsesmæssige forhold for M331.
Et af dem er pensionsforholdet og konkret det pensionsskyggeforløb, den pågældende følger. Det har HOD aftalt til at være 44,47 (49), således at man er 2 år på skalatrin 44, oprykkes til skalatrin 47 for så at blive oprykket til skalatrin 49 ved det fyldte 58. år. Skalatrin 49 er det samme som lønramme 36.
Nogle medlemmer har desværre fået et fejlbehæftet følgebrev, hvor skyggeforløbet angives til at være 44, 47 (48). Skalatrin 48 er det samme som lønramme 35.
HOD har ved flere anledninger påtalt fejlen overfor Forsvarsministeriets Personalestyrelse og forfølger nu en konkret sag som et regulært aftalebrud. Men udover aftalebrud er der også tale om, at de individuelle angivelser kan betyde tab for den enkelte ansatte i form af lavere tjenestemandspension.
HOD opfordrer derfor medlemmer på M331-niveau til at nærlæse følgebrevet og sikre sig, at der anvises et korrekt skyggeforløb. Hvis du er udnævnt til M331-niveau før 2014, har du med stor sandsynlighed ikke modtaget et følgebrev. Oplysningen ligger ved Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, som du kan kontakte via FRS-KTP-LØNADM-OFF for at få dine personlige oplysninger.
Hvis der er fejl i følgebrevet, eller der er spørgsmål, så kontakt konsulent Steen Mikkelsen på steen@hod.dk.