Mød hovedbestyrelsen: Michael Løbnitz Bager
Bragt i Officeren nr. 6, 2024.
Orlogskaptajn Michael Løbnitz Bager, 56 år. HB-medlem Søværnet. Næstkommanderende ved Center for Sømilitær Teknologi på Nyholm.
Hvorfor er du involveret i organisationsarbejde?
Jeg har altid været socialt anlagt og har en stærk retfærdighedssans. Disse egenskaber ledte mig allerede på SOS ind i både lokalafdelingen af kadetter og Kadetforeningen. Jeg tror på, at det nytter at organisere sig i fællesskaber og løfte stemmen over for uretfærdigheder. Og jeg har en historie, der beviser det. Som PL var jeg nemlig med til at lede en kollektiv udmeldelse af fagforeningen, fordi vi var vrede over, at søtillæg var væsentligt lavere i værdi end tilsvarende øvelsestillæg. Vi var mange unge ”løver”, der stod sammen, og det lykkedes heldigvis at råbe både fagforening og personelforvaltning op. Tillæggene kom på niveau, og så var jeg hurtigt tilbage i min lokalafdeling!
Hvilke mærkesager er de vigtigste for dig?
Overordnet synes jeg, at vores vilkår som officerer er gode. Den fleksibilitet, de overenskomstansatte har, kan jeg godt være lidt misundelig på, for pensionsspørgsmålet har ofte domineret, når jeg har skulle orientere mig om andre muligheder og fremtiden. Derfor er jeg meget opmærksom på, at der skabes vide muligheder for at kunne tilpasse tjenesten til såvel kompetencer som interesser og livssituation. Gerne med mulighed for en afstikker til arbejdsmarkedet uden for Forsvaret.
Som officerernes faglige organisation bør vi stå op imod de mange mystiske regler og systemer, der behandler medarbejderen, som var vedkommende en forbryder. For selv om det er arbejdsgiveren, der bestemmer under ledelsesretten, gør det hverdagen unødvendigt besværlig og nogle gange ubehagelig.
I det ressourceløse forsvar halter det desværre med fornuftig, god forvaltning. Heldigvis er der med HR-tiltaget ”Stærke arbejdsfællesskaber” kommet fokus på de sider af hverdagen, som vedrører ordentlighed mellem medarbejderne. Det er noget, jeg er begejstret for og håber vil slå igennem fra at være et HR-tiltag til at blive en del af vores kultur. HOD bærer med officererne en af hovednøglerne til, at det kan blive en succes. Det skal være psykologisk trygt at gå på arbejde i Forsvaret.