Lysfest med ny oberst ved roret
Tekst: Morten Fredslund, journalist
Den 4. maj blev lysfest nummer 70 gennemført på Haderslev Kaserne. Denne gang var det kasernens nye regimentschef, oberst Lars Mouritsen, der som garnisonskommandant og vært kunne byde de 170 inviterede gæster og 8.000-10.000 fremmødte borgere velkommen til endnu et spektakulært show med nyt indhold og form – men også til en aften bundet op på traditioner.
For sædvanen tro blev der tændt 314 levende lys i facadens 158 vinduer, det oprindelige fredsbudskab fra 1945 blev afspillet, og et 52 m2 stort Dannebrogsflag blev hejst da et optog med 500 tændte fakler ankom med Tappenstregen fra bymidten med Slesvigske Musikkorps i front.
Netop de mange traditioner og mærkedage, der er knyttet til området, Haderslev Kaserne og det nyligt genetablerede Slesvigske Fodregiment, vil Lars Mouritsen bruge aktivt for at skabe en unik korpsånd ved regimentet, der får sine første 150 værnepligtige til august.
– Slesvigske Fodregiment er et genopstået regiment, og jeg tager udgangspunkt i de traditioner, der ligger fra det regiment, der i sin tid blev slået sammen med Prinsens Livregiment. De historiske traditioner er et utroligt vigtigt element, som er med til at skabe rammerne for, at vi kan etablere en rigtig god korpsånd – som er unik. Og i det perspektiv er det jo fantastisk, at vi har den begivenhedsrige historie. Den bruger vi konkret til at skabe korpsånd, men den er også med til at skabe sammenhængen og kontakten til befolkningen, som er meget vigtig, siger Lars Mouritsen.
Stort rykind år efter år
Han er formentlig den eneste regimentschef i landet, der mindst en gang om året, den 4. maj, får besøg af cirka 10.000 civile borgere på sin kaserne.
– Lysfesten er den største mærkedag med op til 10.000 tilskuere. Det er rigtig stort, men befrielsen ér også vigtig og fylder meget i hele Danmark. For hele Danmark blev besat. Alligevel fylder Danmarks Befrielse ekstra meget i Syd- og Sønderjylland qua perioden 1864-1920. Da sønderjyderne igen blev besat af Tyskland i 1940, betød det en endnu større glæde, da befrielsen så kom. Så opbakningen hernede er jo stærk, siger Lars Mouritsen.
Ud over de traditionsbundne programpunkter og lysfesttale, der i år blev leveret af biskop Marianne Christiansen, har Lysfesten siden 2015 også budt på et kunstnerisk indslag med et storstilet lys- eller 3D animationsshow. I år var det et showprogram med violinisten Harald Haugaard og sangeren Helene Blum i tæt samspil med Haderslev Domkirkes Pigekor og Slesvigske Musikkorps, SMUK. Det timelange show bød på imponerende lyssætninger, pyroteknik og skønsang. Tappenstregen var sammensat af soldater og personel fra Slesvigske Musikkorps, SMUK, Føringsstøtteregimentet, Fighterwing Skrydstrup, Søværnets Tambourkorps, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.
Når Slesvigske Fodregiment får sine første værnepligtige vil de også fremadrettet skulle indgå i Tappenstregen.
– De værnepligtige vil få de traditionsbundne aktiviteter ind med modermælken, og såvel soldater på HBU og HRU (hhv. Hærens Basis- og Reaktionsstyrkeuddannelse, red.), vil få såvel landsdelens som regimentets mærkedage ind under huden via aktiv deltagelse i ceremonierne, netop for at skabe en unik korpsånd blandt regimentets soldater helt fra start. Fastansatte soldater i reaktionsstyrken vil kun i mindre grad deltage i de historiske aktiviteter, men uden helt at glemme traditionerne, da vi jo bygger korpsånden på historien, siger Lars Mouritsen.
Mens man med Lystfesten fejrer befrielsen den 4. maj, var det den 5. maj tid til fordybelse, da Haderslev Domkirke dannede rammen om garnisonens mindegudstjeneste. Her bidrog musikerne fra Slesvigske Musikkorps og Lars Mouritsens rituelle oplæsning af navnene på alle regimentets faldne fra Mindebogen, til en helt særlig stemning i den markante domkirke.