Kom gratis ind at se fodbold, ishockey og håndbold
Med Veteran Match dedikerer en lang række sportsklubber nogle af sensommerens kampe til en særlig hyldest af tidligere udsendte. Det foregår i år fra den 13. til 23. september.
I alt 44 klubber inden for fodbold (3F Superligaen og NordicBet Ligaen), ishockey (Metal Ligaen) og håndbold (Herreligaen) inviterer tidligere udsendte og deres pårørende gratis med til kamp, hvor spillerne kæmper i særlige trøjer, og dagen markeres med bannere og taler. Alt sammen for at give tidligere udsendte en særlig anerkendelse for deres indsats ude i verden.
Praktisk
Som tidligere udsendt kan du tilmelde dig via www.veteranmatch.dk. Her er også et landkort med oversigt over de 44 klubber, der spiller til Veteran Match, detaljer om kampene og links til billetbestilling. Tilmelding er åben fra tirsdag d. 20. august og frem til kampstart efter først-til-mølle-princippet. Du skal blot klikke dig ind på den klub, du gerne vil se spille, og udfylde blanketten online.
Et par steder må du have flere pårørende med, mange steder dog kun én.
DIF Soldaterprojekt
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har i mange år arbejdet med veteraner via DIF Soldaterprojekt. Her er det blandt andet muligt for skadede veteraner at dyrke idræt med andre veteraner i samme situation i såkaldte Safe Zones, deltage i cykelløbet Ride4Rehab eller komme på camps med deres familier i ferietiderne.
Veteran Match er et led i denne indsats. Efter kampene sættes flere af spillernes trøjer på auktion, og pengene går til DIF Soldaterprojekts omkring 50 Safe Zones rundt omkring i landet.