Køb, køb, køb
Leder, december 2025.
D. 19. februar 2025 markerer for mig et paradigmeskift i dansk forsvarspolitik. Efter års nedrustning og en indtil årsskiftet næsten usynlig forligsimplementering kom der pludselig skred i oprustningen, og siden er listen over materielindkøb eksploderet. Forsvarschefen er over for mig citeret for på dagen at have sagt til den samlede forsvarsstab i Holmens Kanal 9, at de skulle gøre det, de hele tiden havde gjort – bare hurtigere. Som om de ikke var pressede nok i forvejen. Samtidig er det, som om der i Forsvaret bredt har spredt sig en opfattelse af, at alle regler dermed også blev sat ud af kraft.
Under dronehændelserne og EU-topmødet blev planlagte aktiviteter udlagt til at være enten egentlig militærtjeneste eller force majeure for at komme uden om hviletidsregler. Tilsvarende blev det næsten med begejstring lagt ud i pressen, at der under luftværnsuddannelsen i Norge blev arbejdet 16 timer i døgnet 6 dage om ugen, hvilket i givet fald ville være brud på både arbejdsmiljølovens hviletidsregler og EU’s arbejdsmiljødirektiv.
Og det er her, kæden for alvor hopper af for mig. Man trak allerede før d. 19. februar store veksler på de ansattes ansvarsfølelse i en alt for høj belastning. Specielt i de stabe, der står for forligsimplementeringen. Men paradoksalt nok må Forsvarets ansatte objektivt set have ydet en mindre indsats i 2025 end året før, for rammen til Ny Løn er reduceret i forhold til 2024.
Pointen er, at samtidig med, at belastningen kun stiger, lader alle tiltag for at fastholde personellet til kun at blive ved snakken. I stedet er det, som om man stadig søger de billigste forvaltningsløsninger til størst ugunst for de ansatte. Det har vi igen lige set et eksempel på i Olfis artikel om premierløjtnanters indkvartering under kurser i Frederikshavn.
Måske har man politisk lænet sig tilbage og sætter sin lid til, at den nye HR-strategi og de kommende overenskomstforhandlingerne vil løse alt. Det vil være farligt, for der er ikke nogen trylleformular i HR-strategierne, som vil stoppe afgangen, og jeg tror ikke, at man til fulde har erkendt lønudfordringernes omfang. Det drejer sig ikke om løn til en let erstattelig ‘manuel kampkraft’ i Hæren – den burde være fastholdt af den nye kontraktform med ret til uddannelse, som forligskredsen har investeret 2,3 mia. kr. i. Udfordringen er lønnen til de specialister, mellemledere og ledere, som Forsvaret investerer mange års uddannelse i, men som uden større besvær tilbydes væsentligt bedre løn og ansættelsesvilkår uden for Forsvaret. Så kan det være svært at forklare på hjemmefronten, at man samtidig skal tåle et gennemsnitligt fravær fra familien på 55 timer om ugen – og nu bare skal gøre det samme hurtigere.
Jo, 2025 har været spændende, men også forstemmende. I 2026 må både politikere og Forsvarets ledelse i handling demonstrere, at man for alvor vil fastholdelsesudfordringerne til livs. Det er en katastrofe, at 35 % af alle officerer ansat efter overgangen til overenskomstansættelser i 2014 har forladt Forsvaret, og man kan ikke sidde overhørig, at 481 officerer i 2024 derfor måtte anvendes i stillinger over deres funktionsniveau, at transport til og merarbejde under efter- og videreuddannelse ikke tæller som arbejdstid, at merarbejde udført af overenskomstansatte majorer og orlogskaptajner ikke honoreres etc. etc. Der skal skabes rimelige vilkår, ellers går det helt galt.
Officererne er trods alle odds fortsat dybt loyale, pligtopfyldende og ansvarsbevidste, men tryk avler modtryk. Vi brænder for vores arbejde og ønsker, at Danmark lykkes med genopbygningen af et troværdigt forsvar, men vi insisterer på at blive behandlet ordentligt og skal anerkendes for vores professionalisme og indsats.
