Husk differencefradraget på årsopgørelsen
Du kan få et skattefradrag, hvis du i 2025 var på tjenesterejse eller udstationering i Danmark, også kaldet differencefradrag. På MitHOD kan du finde de aktuelle beløb og fradrag og se eksempler på, hvordan du regner dit differencefradrag ud.
Du finder det hele i den såkaldte ’hamburgermenu’ øverst til højre, når du er logget ind på MitHOD.

Hvad er differencefradrag?
Differencefradrag er et skattefradrag, som du kan få for den forskel, der er mellem den daglige sats for skattefri kost og småfornødenheder (fastsat af SKAT) og den time- og dagpengesats du får, når du er på tjenesterejse i Danmark.
Det er et kriterie for at få differencefradrag, at din rejse har varet mere end et døgn. Se mere om kriterier her. Fradraget beregnes i hele døgn og påbegyndte timer.
Hvad er der blevet af regnearket?
Nogle vil kunne huske, at der førhen har ligget et regneark på hod.dk, som kunne bruges til at beregne differencefradrag. Men arket kunne ikke tage hensyn til at reducere i det beløb, som Skat har fastlagt som den maksimale skattefri ydelse pr. rejsedag. Det gav risiko for fejlberegning, hvis man ikke selv var opmærksom på at reducere i beløbet efterfølgende.
Spørgsmål
Ved spørgsmål, kontakt konsulent Peter Sloth – men læs gerne teksten og eksemplerne på MitHOD igennem først, svaret kan gemme sig her.