HOD styrker TR-uddannelsen
Tekst: Carl Henning G. Johnsen, konsulent
Der er kommet flere ting, som skal forhandles lokalt, og der er kommet flere områder lokalt, hvor tillidsrepræsentanterne bliver taget med på råd. Alt i alt betyder det en udvikling i tillidsrepræsentanternes arbejdsmængde og virkefelt, og det vil vi gerne sørge for uddannelse i. Derfor laver vi fra og med januar 2019 om på TR-uddannelsen.
Hidtil har uddannelsen bestået af et todages grundkursus og et antal endagskurser med varierende indhold – alt efter, hvilke emner der har været oppe i tiden. Nu vil uddannelsen strække sig over to todages perioder – et TR 1 og et TR 2 – som begge gennemføres to gange om året.
På kurserne vil vi arbejde os mere i dybden med de emner, der påviseligt har skabt udfordringer lokalt (blandt andet om forhandlingsret på udvalgte områder, informationspligt i samarbejdsudvalg m.v.), men vi vil også fastholde uddannelse i de emner, der skaber grundlag for et godt virke som TR.
Der kommer også et todages TR 3, der er for de tillidsrepræsentanter, der har gennemført tidligere TR-kurser, og som synes, at de trænger til genopfriskning.
Indtil videre er det planen, at alle todages kurser gennemføres på Hotel Koldingfjord på følgende datoer i 2019:
TR 1: 22.-23. januar
TR 2: 26.-27. januar
TR 1: 5.-6. november
TR 2: 27.-28. november
TR 3: 10.-11. december
Du skal melde dig til her på hod.dk, hvor du logger på MIT HOD og klikker dig videre via boksen Vigtige dokumenter og informationer samt tilmelding til kurser.