Gruppelivsforsikring flytter til PFA
I oktober 2021 besluttede hovedbestyrelsen i HOD at indgå en ny fireårig aftale med PFA, hvor vi udvidede omfanget fra ren pensionsordning (inkl. obligatoriske forsikringselementer for overenskomstansatte) til også at omfatte flytning af sundhedsforsikring fra Tryg til en helbredssikring i PFA samt en senere overflytning af gruppelivsforsikring omfattende livsforsikring og dækning for visse kritiske sygdomme fra Forenede Gruppeliv til PFA.
Det var forudsætningen, at medlemmerne ville kunne spare penge ved de nye ordninger, ligesom de på udvalgte områder ville få bedre og mere individuelt tilpassede dækninger. For eksempel en automatisk tilpasning i forhold til lønniveau af dækningsniveauet for tab af erhvervsevnedelen (TAE) for de overenskomstansatte.
Ved årsskiftet 2021/2022 skiftede vi Trygs sundhedsforsikring ud med PFA’s helbredssikring. Der var en del arbejde med at få overført ægtefæller, da det ikke kunne gøres automatisk (Tryg måtte ikke levere navne på ægtefæller ifølge GDPR-lovgivningen), hvorfor det var op til det enkelte medlem at gentilmelde ægtefæller til ordningen. Det er der nu styr på. Herved har det enkelte medlem sparet ca. kr. 1.200 om året. Og det samme gælder ægtefæller.
Pr. 1. februar 2022 blev hele pensionsdelen af aftalen implementeret, herunder blandt andet den automatiske tilpasning af TAE, lavere investeringsomkostninger m.v.
Nu kommer vi så til tredje del af overflytningen, og det er livsforsikringsdelen.
Ordningen forventes flyttet pr. 1. januar 2023.
Den eksisterende ordning i Forenede Gruppeliv er blevet meget dyr gennem de senere år. Det skyldes blandt andet manglende tilgang til ordningen af yngre medlemmer. Den udvikling kan ikke vendes, da de yngre officerer har livsforsikring som en del af deres pensionsordning. (I øjeblikket har kun 44 medlemmer med alder under 40 år tegnet forsikringen. Dette ud af en samlet bestand på 882 medlemmer med livsforsikring.)
Endvidere har tjenestemænd i år fået mulighed for at tegne livsforsikring op til dækning på kr. 850.000 som en del af deres pensionsordning og til en samlet pris af rundt regnet kr. 408,00 om året. Der er tale om en pris på kr. 4,00 pr. kr. 100.000 i dækning pr. måned. Dækningen kan opretholdes i hele ansættelsestiden (dog maksimalt det fyldte 72. år), også ved skift af ansættelsesforhold.
Der kan dog ikke tegnes forsikringer for ægtefæller.
Den nuværende ordning i Forenede Gruppeliv koster kr. 4.128 om året for dækning op til kr. 816.000.
PFA tilbyder at flytte den samlede bestand af medlemmer og ægtefæller over i en ny ordning (samme dækning og betingelser) som en lukket gruppe – uden fornyede helbredsoplysninger – til en pris på kr. 3.456 om året. Denne pris er garanteret i 4 år. Herefter vil prisen formentlig falde til lavere tarifpris, da den forøgede pris i tilbuddet skyldes, at gruppen overtages uden helbredsoplysninger.
Præmien opkræves af PFA via betalingsservice
Der vil således være tale om en besparelse på årligt kr. 672,00 for hvert medlem og hver ægtefælle. Og besparelsen forventes at blive større efter de første 4 år.
Alle berørte medlemmer og ægtefæller vil blive kontaktet direkte af PFA i løbet af oktober måned 2022.