Nyheder

17. Maj 2017

Genstart af funktionsvederlag

Hvis du sidder i funktion i højere stilling, og skifter job til ny funktion i højere stilling, så skal dit funktionsvederlag ikke starte forfra.
Tekst: Steen Mikkelsen, konsulent

En officer fungerede i højere stilling og havde gjort det i mere end 6 måneder. Så søgte han en anden stilling – også på højere niveau – og fik stillingen med en uddannelsesaftale. Men han oplevede, at funktionsvederlaget startede forfra – altså ingen betaling ved fravær fra stillingen.

 

Det er helt forkert. Det fremgår entydigt af Finansministeriets PAV, Personaleadministrativ Vejledning, at ”sammenhængende funktionsperioder i flere stillinger kan sidestilles med funktion i én stilling, idet det dog er udgangspunktet, at stillingerne skal være af samme kategori. Der kan således ved umiddelbar fortsættelse af funktion i sådanne flere højere stillinger ske sammenlægning af funktionstiden, uden at det er nødvendigt, at der optjenes karenstid for hver stillings vedkommende. Det anførte gælder, uanset om de flere højere stillinger er klassificeret i forskellige lønrammer.”

 

Så der er ingen tvivl. Hvis du sidder i funktion i højere stilling, og skifter job til ny funktion i højere stilling, så skal dit funktionsvederlag ikke starte forfra.