Europas bonsai-styrker vil snart stå alene over for et krigsparat Rusland

I sin seneste bog advarer Keir Giles om, at europæerne må stå på egne ben og selv afskrække Rusland fra at splintre NATO og genbesætte det russiske ”moderland”.

Vladimir Putins motivation kan koges ned til én sætning: Styret i Kreml accepterer ikke Ruslands nuværende grænser, og landets geografiske omfang skal, om nødvendigt med magt, føres tilbage til præsidentens forståelse af ”Moderlandet”, som omfatter Ukraine, Bela rus, de baltiske lande, Polen, Finland og tidligere områder i Centralasien.

Det var den logik, der i 2022 førte til fuldskalainvasionen af Ukraine. Og hvis Putins styre ikke afskrækkes, vil samme logik inden længe føre til en ny krig mod de europæiske stater.

Det er advarslen fra den britiske ruslandsekspert Keir Giles fra tænketanken Chatham House i London. I hans øjne er Ruslands fremtidige krigsintentioner tydelige, og trods de enorme tabstal i Ukraine, der angiveligt ligger langt over en million døde og sårede, er landet i fuld gang med at producere våben og materiel og hverve endnu flere soldater til den næste krig med Vesten. Som han skriver i sin seneste bog, ’Who Will Defend Europe’, vil Rusland forblive en trussel mod Europa, indtil landets imperiale ambitioner lider et alvorligt knæk.

”Bomb det fladt”

Den mest oplagte måde at bremse Kremls ambitioner er ved at påføre Rusland et så smerteligt nederlag som muligt i Ukraine. Jo større en blodtud, desto større er chancen for, at stormagten trækker sig tilbage. Men en russisk tilbagetrækning vil kun gælde for en stund, eftersom krigsideologien lever i bedste velgående i de russiske magtcirkler og samfund.

Over en Zoom-forbindelse fra England forklarer Keir Giles til ’Officeren’, at den endelige kur mod Ruslands imperialisme skal findes i et totalt nederlag. Den kontroversielle konklusion baserer han ikke kun på sin 30 års erfaring med at analysere og rådgive vestlige regeringer om russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, men på sine møder med nogle af Ruslands ledende embedsfolk:

– En højtstående russisk diplomat fortalte engang ved en lukket forsamling, at den eneste måde at imødegå Ruslands idé om, at landet skal angribe sine naboer, og at russisk militarisme er vejen frem, er at føre total krig mod det, bombe det fladt, besætte det i generationer og fuldstændig ændre dets uddannelsessystem, sociale struktur, forfatning og så videre. Tredive år senere vil du have et land, der ikke længere ønsker at invadere sine naboer.

Han tilføjer:

– Desværre er det optimale scenarie, hvor Rusland fuldstændigt afskrækkes fra at føre sine imperialistiske generobringskrige, så langt fra europæisk politisk tænkning, at det er helt uden for skalaen. Derfor taler jeg i min bog om, hvad Europa i mere begrænset omfang kan opnå, hvis europæerne faktisk tog problemet alvorligt.

Bonsai-styrker

Den britiske ekspert kritiserer Europas store lande for at reagere for trægt, både i forhold til at støtte Ukraines eksistenskamp og i forhold til at opbygge en egentlig kampkraft. Tal fra december sidste år fra Kiel-Instituttet, der holder øje med de europæiske donationer til Ukraine, viser, at både pengestrømme og de militære midler er tyndet ud siden i sommer.

Selvom forsvarsbudgetterne vokser, er europæernes oprustning også udfordret. Flere lande befinder sig fort sat i en rekrutteringskrise som eksempelvis Tyskland, der mister hver fjerde nye rekrut efter kun seks måneder, el ler Belgien, hvor hele 44 procent af de nye rekrutter siger farvel inden for det første år. Og så er der de europæiske lande, hvor rekrutteringskrisen går hånd i hånd med fortsatte besparelser, også efter Ruslands invasion. Blandt de værste finder man Keir Giles’ hjemland, fortæller han.

– Storbritannien ledes i øjeblikket af en af de værste regeringer i Europa i forhold til at benægte truslen fra Rusland, og hvad det kræver at håndtere den.

I sin bog skriver han, at skiftende regeringer ganske vist har vedligeholdt rigets styrker, ubåde, hangarskibe og atomvåben, men kun med det yderste af neglene. For siden Brexit og Corona-pandemien har Storbritannien befundet sig i en økonomisk krise, og offentlige besparelser har ramt forsvaret hårdt. I dag råder landet derfor over, hvad Keir Giles, omtaler som ”bonsai-styrker”, der ligner reelle styrker og kapaciteter, men er så nedbarberede, at de vil knække som kviste i en længerevarende konfrontation. Storbritannien er ikke længere den mini-supermagt, som omverdenen og briterne historiske set har betragtet sig selv som. Dette er en vigtig pointe for de nordeuropæiske og baltiske lande, som sammen med Storbritannien indgår i Joint Expeditionary Force, også kendt som JEF.

– Selvom Storbritannien er rammenation for JEF, så accelererer man baglæns i højt tempo i forhold til investeringer af forsvaret – modsat af, hvad mange andre lande i Europa gør.

Tyngdepunktet flytter mod øst

I den anden ende af skalaen nævner han Polen og Fin land, der i årevis har set truslen fra øst vokse sig større. Faktisk er Europas militære tyngdepunkt ved at flytte sig mod de lande, der grænser op til Rusland, og som kan stille med et modsvar, vurderer han: – Europa har brug for en ny lederfigur inden for koalitionen af ligesindede lande, som er fast besluttet på at mod stå den russiske trussel, og derfor peger jeg i min bog på Polen og Finland som lande, der tager deres forsvar alvorligt og investerer ordentligt i det.

– Mine kolleger og jeg har diskuteret dette spørgsmål med folk fra det polske udenrigsministerium og forsvars ministerium. Der er en vis tilbageholdenhed, fordi de er usikre på, hvordan man trækker andre lande med sig – lande, som tidligere så sig selv som de ledende figurer i Europa. Men det er afgørende for kontinentets fremtid.

Rusland kan afskrækkes

Det er en kliché at påstå, at international politik forskyder sig i disse år. Interviewet med Keir Giles finder sted kort før nytår og dermed inden den seneste runde fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, og inden Trump med sine Grønlands-trusler har drevet den måske alvorligste kile ind i NATO og det transatlantiske samarbejde.

Trump-administrationen kritiserer europæerne for at være for svage, og europæerne ryster på hovedet ad et USA, der kaster værdier og historie ud med badevandet.

Bruddet er i gang, og en ny erkendelse lader til at tage form: Europa må garantere kontinentets sikkerhed og sætte hårdt mod hårdt over for Ruslands tiltagende hybridskrigsførelse – og i yderste konsekvens et væbnet angreb. Undervejs må man gøre op med et selvskabt narrativ om den utilregnelige nabo i øst:

– Vesten er mentalt lammet og ligger under for en forestilling om, at Rusland er for stærk, for voldelig og for irrationel en aktør til at kunne afskrækkes. Det er en selvopfyldende profeti. Koalitionen af lande bag Ukraine anført af USA konkluderede i årene mellem 2021 og 2023, at Rusland ikke kunne – og derfor ikke burde – blive direkte udfordret af Vesten. Det ville simpelthen være for farligt, mente Biden-regeringen.

– Nu befinder vi os i en situation, hvor det er langt vanskeligere at påføre Rusland et nederlag. Alligevel viser Ukraine dag efter dag, at det er muligt at skade Rusland, uden at det fører til katastrofale konsekvenser.

Men russisk aggression kan holdes i skak, siger han, også uden at det nødvendigvis fører til dommedag. Han nævner Tyrkiet, der i 2015 nedskød et russisk jagerfly, efter at piloten trods advarsler overskred tyrkisk luftrum. Og i 2018, hvor USA bombede hundredvis af Wagner-lejesoldater udstationeret i Syrien, efter de havde angrebet amerikansk-støttede militser. Ingen af episoderne første til nye konfrontationer.

Kun et angreb kan vække Europa

Officeren spørger, hvad der for alvor kan vække befolkningerne vest for Warszawa; ”det slumrende kontinent”, som han kalder Europa i undertitlen til sin bog?

– Det eneste, der vil kunne fokusere europæernes politiske mentalitet, vil være en form for katastrofe, der koster flere hundrede menneskeliv og ikke efterlader nogen tvivl om Ruslands skyld. Det skulle være en katastrofe, som heller ikke offeret selv ville kunne omtale som andet end en åbenlys fjendtlig handling. Ifølge Keir Giles er den opgave blevet langt lettere som følge af USA’s klare manglende interesse for Europas sikkerhed. Men Rusland vil stadig ikke tage initiativ, før man er fuldstæn dig overbevist om, at amerikanerne er ude af billedet.

– Ruslands ultimative mål er at ødelægge NATO-alliancen, så landet kan have større tillid til, at det kan tackle sine ofre et efter et uden risiko for, at store allierede kommer dem til und sætning. I den henseende kan USA’s vilje til at starte konflikter internt i alliancen, der risikerer at lede til et sammenbrud, være den største gave til Kreml.

Om Keir Giles

Keir Giles er senior fellow ved Chatham House’s Russia and Eurasia Programme og leder derudover Conflict Studies Research Centre. Han har i en årrække rådgivet NATO og vestlige regeringer samt kommenteret på Ruslands udenrigspolitik. I sin seneste bog, ’Who Will Defend Europe? – An Awakened Russia and a Sleeping Continent’, advarer han om, at Putins regime trods de voldsomme kampe i Ukraine forbereder sig på en ny krig på europæisk jord.

Bragt i Officeren nr. 1 2026.