Er du officerernes nye ansigt i HOD?
Det er fortsat vores ambition at være det naturlige fagforeningsvalg for alle ca. 3.500 officerer i Forsvaret, Beredskabet og Hjemmeværnet. Uanset hvor de gør tjeneste, om de arbejder livslangt eller kortvarigt, om de er hjemme, udsendt for Danmark, under uddannelse eller har orlov. Vi er godt på vej, men vi vil gerne fortsætte udviklingen.
I HOD har vi alle de opgaver, som man har i de større fagforeninger, fordi vi har vores egne overenskomster. Det betyder, at du som konsulent i HOD har et omfattende og meget selvstændigt ansvar med tilhørende stor indflydelse.
Opgaveporteføljen for konsulenterne i HOD er bred med plads til udvikling. Den spænder over enkeltsagsbehandling af medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår, juridisk bistand i ansættelsesretlige sager, strategiske input til forhandlinger inden for kompetenceudvikling, uddannelse, arbejdstidsforhold, international tjeneste og også forhandling af overenskomster hvert tredje år.
Vi er medlem af Akademikerne, så vi har et fællesskab med andre organisationer, der står med de samme udfordringer og behov.
Hvorfor skal du søge? Fordi du ser dig selv overtage tovholderfunktionen på vores juridiske sager inden for en overskuelig fremtid. Netop juridisk bistand er et område, der er i udvikling. Så ud over, at vi søger en konsulent med interesse for udvikling og sikring af officerernes løn- og ansættelsesforhold, som er vant til at arbejde selvstændigt og vil brænde for at være i kontakt med medlemmerne, så søger vi også en, som finder det interessant at give kvalificeret mod- og medspil til de advokater, vi hyrer til at føre sagerne ved retterne i Danmark, og som selvstændigt kan føre de sager til afgørelse, som ikke behøver advokatbistand.
Du skal også søge, hvis du har interesse i at arbejde med de kommende officerers (kadetters) uddannelses- og arbejdsforhold i stærkt samspil med en af de andre konsulenter. Det vil betyde en del kontakt med de yngre medlemmer. Og dem er der mange af.
Det, der tæller hos os, er kvalifikationer og kompetencer. Og dem, du ikke allerede har eller udfolder, dem hjælper vi med at udvikle.
Vi bruger ikke titler som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent i sekretariatet. Her er alle konsulenter konsulenter. Det giver en vis frihed i forhandlingsrummet, hvor også vores nye kollega vil møde modparter af alle grader og titler.
Indlæringskurven vil formentligt være stejl, men kollegerne er altid klar til at sparre, lige som vi på ugentlig basis opdaterer hinanden på current ops.
Du vil stå stærkt som ansøger, hvis du har eller har haft ansættelse i Forsvaret, for du skal også kunne rådgive vores lokale tillidsrepræsentanter om konkrete forhold.
Om ansættelsen og dig:
Du vil blive ansat som konsulent i HOD. Lønnen forhandles, men vil samlet set modsvare de kompetencer, du møder med – og som du opnår gennem ansættelsen.
Vi har nyindrettet kontor i Ballerup, men der er meget rejseaktivitet, og du vil også få god mulighed for hjemmearbejde. Vi synes dog, at det giver god effekt at være sammen på kontoret, så du skal ikke forvente at kunne blive boende i Nordjylland.
Hvis du er tjenestemandsansat officer, har du krav på TUL til jobbet – og det forventer vi også at kunne opnå for dig, hvis du er overenskomstansat.
Vi skal have din ansøgning senest d. 1. august kl. 12. Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt sekretariatschef Carl Henning G. Johnsen enten på mobilen: 21633646 eller på mail: carl@hod.dk – det er i øvrigt også her, du skal sende din ansøgning.