Er Den Danske Model i krise?

LEDER, september 2026.

Langt de fleste officerer er og har i hele deres ansættelsesforløb været medlemmer af HOD. Faktisk oplever vi heldigvis stadig at modtage flere indmeldelser end udmeldelser, og det er blandt akademikerorganisationerne kun lægeforeningen, som har en højere organisationsgrad.

Hele eksistensgrundlaget for den danske model er da også, at vi som forhandlingsberettiget organisation er repræsentative for gruppen. At vi kan forhandle ud fra en styrkeposition, hvor man hverken fra vores arbejdsgivere på alle niveauer eller politisk side kan sidde os overhørig. De to ting kan vi godt sætte flueben ved. Endnu.

Ikke-medlemmer får samme overenskomstresultat som medlemmer, men hvis den forhandlingsberettigede organisation ikke repræsenterer majoriteten af gruppen, bliver resultatet med tiden kun dårligere.

Vi kan ikke få opfyldt alle vores krav ved forhandlingsbordet. Enhver aftale vil være det bedst mulige kompromis, hvor begge parter må flytte sig for at få et resultat. Og OK26 var ikke nogen undtagelse. Som medlem er man jo ikke med i forhandlingsrummet og kender derfor ikke hverken udgangspunktet, mellemregningerne eller hvad alternativet til en aftale havde været. Man bør dog aldrig være i tvivl om, at vi går til forhandlingsbordet for at få den bedst mulige aftale, og vi er stærkere, jo flere vi er.

I et individuelt perspektiv spænder støtten til medlemmer fra hjælp til forhandling af løn og øvrige vilkår i den bløde ende til mere alvorlig bisidder- eller juridisk støtte ved arbejdsskader eller anklager om tjenesteforseelser m.m. Når et medlem siger til mig, at vedkommende ikke kan se de personlige fordele ved medlemskabet, er mit umiddelbare svar, at det skal du kun være glad for – man opsiger jo heller ikke sin husforsikring, fordi man ikke har haft en brandskade. Men faktisk har langt de fleste medlemmer haft et eller flere forhold i deres tjenesteforløb, hvor de har haft brug for hjælp. Og desværre ser vi en vækst i de mere alvorlige sager.

De nævnte forhold bør i min optik være de væsentligste og også tilstrækkelige årsager til, at man skal være medlem af HOD, men – jeg vil næsten sige desværre – så måles vi også på, om vi kan levere gode medlemstilbud. Og selvom vi i den sammenhæng ikke kan konkurrere med de største organisationer, så er vi faktisk godt med. Det må bare aldrig flytte fokus fra kerneopgaven, som er og bliver forhandlingen af løn og vilkår samt faglig støtte til de medlemmer, der får behov for det.

Når alt det er sagt, så skal et vigtigt budskab også være, at vi hele tiden skal udvikle organisationen. Vi oplever f.eks. en stigende efterspørgsel på, at vi mere aktivt skal agere som interesseorganisation og blande os specielt i forsvarsdebatten. Det er i min optik en balance på en knivsæg. Kan vi f.eks. have en holdning til typevalg af materiel eller værnsbalancer?

Hovedbestyrelsen har på sit sommerseminar søsat et initiativ, som skal sætte retning for, hvor HOD bør være om 10 år. Skal der f.eks. være en øget medlemsinddragelse i fastsættelse af den politiske retning? Skal vi have mere fokus på det sociale? Er vores organisering i repræsentantskab, bestyrelser og lokalafdelinger stadig optimal, eller skal vi arbejde i retning af interessegrupper og mere individualiserede løsninger à la ’MitHOD’ etc.?

Selv om retningen ultimativt skal sættes af repræsentantskabet, er det en opgave, vi skal løfte i fællesskab. Og jeg håber, at man lokalt vil tage handsken op. Målet bør være klart: Vi skal sikre, at HOD bliver ved med at være den bedst mulige faglige repræsentation for officererne, og at det derfor er oplagt for enhver officer, at det er et fællesskab, man ikke vil stå udenfor.