En for alle - alle for en
LEDER, februar 2026.
Alt for ofte støder jeg på spørgsmålet ‘Hvorfor er det vigtigt, at jeg er medlem af HOD?’ Eller ‘Hvad får jeg egentlig ud af det?’
På det individuelle plan er svaret, at du skal være glad for, at du ikke har haft brug for hjælp. Det er der desværre mange, der får. Dem hjælper sekretariatet dagligt, og i de fleste tilfælde finder vi en tilfredsstillende løsning.
Selv om der selvfølgelig kan være problemer, vi ikke kan løse, så er spørgsmålet, om det er en forsikring, du tør undvære. Du får jo også kun erstatning for en brandskade på dit hus, hvis du har en brandforsikring. Det er på det individuelle plan som i resten af forsikringsverdenen: jo flere, der har en kollektiv dækning, jo billigere bliver forsikringspræmien. Men da vi ikke skal tjene penge på forsikringen, fastsættes præmien alene ud fra, hvad der er nødvendigt for at drive organisationen.
Du skal heller ikke være medlem af HOD for at få en billig forsikring eller andre medlemsfordele. De kan være et plus, men de bør ikke være det styrende. Vi er ikke en indkøbsforening.
Det altafgørende for et medlemskab af en fagforening bør være erkendelsen af at få de bedst mulige vilkår for sin ansættelse. Selv om jeg objektivt må erkende, at ikke-medlemmer får nøjagtig de samme ansættelsesvilkår, som de betalende medlemmer. Udfordringen er bare, at hele den danske model hviler på repræsentativ legitimitet. Hvis ikke vi repræsenterer flerheden og allerhelst alle officerer, så kan en arbejdsgiverpart alt for nemt sidde rimelige krav overhørig, og så bliver den kollektive overenskomst med tiden kun dårligere og dårligere.
Vi er i HOD heldigvis ikke i nærheden af den situation. Vi anerkendes og respekteres af arbejdsgiver som den forhandlingsberettigede organisation. Opnår vi så alt, hvad vi vil? Nej, langt fra, men der skal nu engang to parter til at indgå en aftale.
Kampen for rimelige vilkår som statsansat er under hidtil uset pres, og vi står i de igangværende forhandlinger over for helt urimelige krav og tilsvarende afvisning af vores – i vores optik – helt rimelige forventninger. At finansministeren overhovedet kan få sig selv til at fremsætte krav om fjernelse af pligtig afgangsalder for tjenestemandsansatte officerer – et indgreb i et helt fundamentalt vilkår, som har holdt dem i Forsvaret i årevis, mens de pligtopfyldende har ladet sig udsende til verdens brændpunkter – er både urimeligt og respektløst. Tilsvarende står finansministeren uden at blinke på mål for manglende rimelig betaling af overenskomstansatte majorer og orlogskaptajners merarbejde.
Vi kæmper i 2026 for et mærkbart lønløft og rimelige vilkår – ikke det honninghjerte på ca. 750 kr. om måneden, som finansministeren mener, kan stoppe Forsvarets blødning. Det helt afgørende bliver, hvor stærkt finansministeren vurderer, at vi står – hvem der blinker først.
Når denne leder bliver trykt, kan overenskomstens parter have stået på trappen ved Finansministeriet og rost hinanden for et godt resultat. Det kan også være, at vi – som i 2018 – står side om side med medlemmer fra andre AC-organisationer og råber slagord uden for Forligsinstitutionen. Og måske i et stille sind tænker mindre pænt om dem, der uden medlemskab af en forhandlingsberettiget organisation udfører strejkeramt arbejde og dermed reelt går arbejdsgivers ærinde for en ringere overenskomst.
Vi lever heldigvis fortsat i et frit land, og alle må selv tage stilling til, om de vil tage et solidarisk ansvar og stå sammen i en stærk organisation. Men hvis vi ikke står sammen i kravet om en acceptabel løn til soldater af alle grader, så får finansministeren sin vilje – selv om det er ude af takt med virkeligheden og nok mere styret af næste valg. Og så er det langt fra sikkert, at der vil være soldater nok til at tage kampen, hvis det måtte komme dertil.
