”Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert god til”

Sektionschef fra Beredskabsstyrelsen, Susanne Kristensen, brugte syv en halv måned på at hjælpe til i ebola-ramte Sierra Leone. Det blev en større operation end forventet.

I 2014 var ebola-epidemien i Vestafrika ved at løbe løbsk. 3.000 var døde af den frygtede sygdom, og særligt Sierra Leone var hårdt ramt. Verdenssundhedsorganisationen WHO besluttede derfor at sende hjælp i kraft af blandt andet 165 cubanske læger og sygeplejersker. De skulle indkvarteres i og omkring Sierra Leones hovedstad, Freetown, og de logistiske rammer blev skabt i samarbejde mellem DFID, det britiske svar på DANIDA, og IHP, International Humanitarian Partnership, som Beredskabsstyrelsen er en del af. Sektionschef Susanne Kristensen, der netop var kommet hjem fra at arbejde med koordinering af flygtningestrømme i Irak, var holdleder og ansvarlig for tre kolleger, en dansker, en svensker og en tysker, der skulle hjælpe med indkvartering med mere. Forholdsvis simpelt. Og så alligevel. Det endte nemlig med at blive en større operation.

Jeg syntes, det lød som noget, vi skulle samle centralt. Så jeg ringede hjem og spurgte, om jeg kunne få en lejr. Det havde de så allerede talt om og bevilget i alt 180 pladser. Så jeg tog til møde med briterne, og der sad 8 mand og var meget høflige og spurgte ”by the way, would it be possible to build a camp”, hvortil jeg svarede ”by the way, I can build 3. When do you want them?”

Da projektet var på sit højeste, bestod det af en dansk ledet lejr, der rummede i alt 118 personer, en norsk ledet lejr, der rummede 60 personer, og så de 165 cubanske læger og sygeplejersker, der var indkvarteret i og omkring hovedstaden. Samt selvfølgelig Susanne Kristensen og hendes kolleger. Lejrene bestod af telte med overnatningsmuligheder, kantine og selvfølgelig køkken, parabol til internet, opholdslokaler, vaskeri, vandrensningsanlæg, generatorer, bad og toilet samt Ebola Isolation Units.

– Det begyndte med en bar mark, og så havde man en hel by. Det var virkelig spektakulært at se. Og alle hjalp hinanden. Vi er jo heldigvis også uddannet i ikke at have fine fornemmelser. Min opgave og ethvert hovedkvarters opgave er jo at støtte dem i felten. Efterhånden som IHP-projektet blev udvidet med mindre projekter, købte jeg landkort, lokale sim-kort, hjalp med visum og lyttede til de nye kollegers udfordringer. I min rolle handler alt om at netværke.

Det blev for eksempel nødvendigt, da det viste sig, at de udsendte cubanske læger og sygeplejersker ikke var helt up to date med håndteringen af ebolapatienter og i øvrigt heller ikke var særligt stærke i engelsk. Det er de lokale i Sierra Leone derimod.

En sprogskole blev sat i værk. Lidt af en opgave i en hovedstad, hvor universitetet er blevet lukket.

– Jeg havde en tysker på mit hold, der kendte en lokal universitetslærer. Så jeg fik et telefonnummer og ringede til læreren. Jo, han kunne da måske godt ringe rundt til nogle af sine studerende og få dem til at hjælpe. Der ville jo nok gå nogle uger. Så sagde jeg til ham, at jeg altså havde været i Sierra Leone i 1997, og jeg har fuld tillid til, at man sagtens kan få ting til at ske på meget kort tid. Næste morgen stod der otte af hans elever klar til at undervise. Nogle gange kommer der meget godt ud af at winge den.

Det samme gjaldt i øvrigt samarbejdet med de lokale kræfter. En stor del af opgaven med ebola-bekæmpelse handlede om kultur og kulturændringer. Det er nemlig sværere, end man umiddelbart tror, at blive smittet med ebola. Man skal indtage ebola-virus eller komme i kontakt med den gennem slimhinder. Tilstedeværelsen af virus på en eboladød er meget høj. Det lokale begravelsesritual, som blev anvendt blandt visse dele af befolkningen, hvor man rengør den døde, og derefter hælder ”den dødes kraft” fra badevandet over sig eller ligefrem drikker det, er derfor bogstaveligt talt dødsensfarligt. Der lå derfor et stort arbejde i at alliere sig med præster og andre, der kunne stoppe dette ritual.

– Man skal ikke komme som vesterlænding og spille klog. Så igen handler det om at finde løsninger. Der var for eksempel en præst, der sagde til sin menighed, at de skulle bade et får i stedet for den døde og så bruge det vand i stedet. Nu sidder kraften i fåret, sagde han til dem. En anden smittefare var seksuelt samkvem med overlevende. Virussen kan leve i sæd i op til seks måneder efter, at manden er blevet rask. Og der var en lokal leder, der sagde, at hvis nogen havde sex, så kom han efter dem. Det havde de respekt for.

Efter syv en halv måned var ebola-kurven knækket, og Susanne Kristensen forlod Sierra Leone med billeder af de mange børn, som overlevede. Samt en styrket overbevisning om, hvad der kan lade sig gøre, hvis ikke man lader sig slå ud.