Vi glemmer ikke vores faldne

– Det er ikke ligesom herhjemme ved et trafikuheld, hvor man kan lægge en buket blomster på ulykkesstedet, eller der muligvis er en, der bliver dømt for gerningen. Man kan ikke tage hen og se, hvor det skete, og man får aldrig at vide, hvem det var, der affyrede mortergranaten.

Ordene kommer fra major Søren Østergaard. Han er chef for Vagtkompagniet ved Den Kongelige Livgarde og holder oftest til på Livgardens Kaserne ved Rosenborg i København. Han har også i mange år været kontaktofficer og flere gange prøvet, at telefonen ringer med beskeden om, at en dansk soldat er såret eller har mistet livet.

Den 15. oktober 2007 er Søren Østergaard på vagt som chef for vagtstyrken på Fredensborg. Den dag ringer telefonen igen.

Seniorsergenten siger, at der er en hårdt såret i Afghanistan, og at den sårede er fra Livgardens kompagni. Til sidst får han fremstammet, at der er tale om kompagnichefen.

– Alt står stille, og jeg kan slet ikke forstå, hvad det er, han siger.

Kompagnichefen er major Anders Storrud. Beskeden lyder, at han er hårdt såret. Han er ramt i hovedet af en granatsplint, og prognoserne ser dårlige ud.

– Jeg kender Anders rigtig godt, dels som officer ved Livgarden, men jeg var faktisk også næstkommanderende i det kompagni, hvor Anders startede som rekrut i Slagelse i 1994. Det er første gang, at den besked, som jeg selvfølgelig aldrig ønsker at få, fordi jeg ikke vil have, at det skal være sket, men at den besked drejer sig om en, jeg kender så godt. Øjeblikket står printet i mit hoved, siger Søren Østergaard.

Støtten sætter ind

Beskeden sætter hele kontaktofficersberedskabet i gang. Man kan ikke bare blive afløst som vagtchef på Fredensborg, så Søren må finde en anden kontaktofficer, der kan tage med ud for at overbringe den ubehagelige besked til familien.

På det her tidspunkt er Anders Storrud på felthospitalet. Dagen efter dør han.

– Til bisættelsen er kirken stuvende fuld. Anders Storrud havde et kæmpe netværk, og han var en højt respekteret chef. Han var også glødende FCK fan, og den information var gået videre, og Flemming Østergaard, der dengang var direktør for Parken, mødte op. Det samme gjorde mange af mine tidligere kollegaer fra Telegrafregimenet. De kendte også Anders, for det var der, han startede.

Kontaktofficer for familien

Kompagnichefen efterlader sig hustru, Susie Storrud, og to børn. Søren Østergaard kender dem, men han kender dem ikke personligt. Det kommer han til. Et par år senere bliver han af forskellige årsager kontaktofficer for familien.

– Det her er en lang rejse. Det startede tilbage i 2007. Først skal vi igennem alt det skrækkelige, og nu har vi et stærkt bånd. Vi skriver sammen og ringer sammen. Susie ringer også for at spørge, hvordan det går med mig. En alvorlig og sørgelig situation har bragt mennesker sammen i et venskab, siger Søren Østergaard og fortæller, at Susie og hendes nye mand i sommer var på ferie rundt om i Danmark. I Sønderjylland kan de se, at Søren er på vagt på Gråsten Slot, og så ringer de og spørger, om de ikke skal komme forbi. Og det er sådan, det er nu, et dybt venskab.

– Det var og er stadig min oplevelse, at midt i al sorgen er det både stærkt og positivt, hvordan Livgardens folk – officerer, befalingsmænd, konstabler og menige – rykker sammen, og hvordan de alle hjælper hinanden til at komme over tabet af en højt respekteret officer.

Hærens Officersskole opkalder et hold efter Anders Storrud, og hans soldater kalder en base i Afghanistan for Armadillo. Det navn stammer tilbage fra tiden i Kosovo, hvor Anders Storrud tog bæltedyret, armadilloen, som mærke til sin deling. Det mærke tog han senere med til Irak og så til Afghanistan.

– De ting viser en stor kærlighed til en officerskollega, til min ven, som jeg ikke tror, er normalt at opleve andre steder. Og måske mest vigtigt så viser det mig, at vi holder det, når vi siger, at vi ikke glemmer vores faldne. Og jeg har fået et stærkt bånd til en god ven. For mig er det en vigtig historie.