Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen blev i fire dage opgraderet til kongeskib, da vejret var for dårligt til flyvning. Det udsatte besætningen og ikke mindst daværende næstkommanderende Morten Dastrup for en lang række uforudsete prøvelser.

Kongeflaget fik tæsk, kokkens temperament blev sat på prøve, og Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. fik dyppet fødderne ud for Qaanaaq.

Det lyder alt i alt som en anekdote, man kan underholde med i timevis. Og det gør kaptajnløjtnant Morten Dastrup da også ved lejlighed. Men som med alle gode historier var det alvorligt nok, da regenten, prinsgemalen og deres følge på yderligere syv personer, heriblandt daværende landsstyreformand Kuupik Kleist samt ceremonimester Christian Eugen-Olsen, mod forventning skulle indkvarteres på inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen. Morten Dastrup, der dengang var NK, kom til at fungere som forbindelsesofficer mellem kongehuset og besætningen.

– Hendes Majestæt havde besøgt Thulebasen og skulle videre til den nordligst beboede bygd på Grønland, Siorapaluk. Det var hende meget magtpåliggende at besøge lige præcis denne bygd, da det på grund af flere omstændigheder ikke tidligere havde været muligt. Hun skulle have fløjet derop, men sigtbarheden var for dårlig, så i stedet blev det besluttet, at hun, prinsgemalen og deres følge skulle sejles rundt på Ejnar Mikkelsen. Lidt af en udfordring at tage ni passagerer med på et skib med en 18 mand stor besætning. Men det lykkedes blandt andet ved, at officererne rykkede sammen. Majestæten fik chefens lukaf, Hans Kongelige Højhed Prinsen fik navigationsofficerens, og så var det vist nok hofsekretæren, der fik mit. Chefen tog så VIP-lukafet, og navigationsofficeren og jeg byggede rede af bandager og andet godt på hospitalet, fortæller Morten Dastrup.

Så vidt så godt, men så gik turen til Qaanaaq, som også viste sig at være en hård nød at knække. På grund af høj søgang kunne Ejnar Mikkelsens SAR-båd ikke bruges. I stedet måtte majestæten iføres en overlevelsesdragt og sættes i en gummibåd, hvorfra hun måtte gå de sidste fem-syv meter i land. Majestæten tog forholdene i stiv arm, husker Morten Dastrup. Udfordringer var der ikke desto mindre stadig. Den ene af gummibådens to motorer fik is i skruen og måtte udskiftes med en reserve, mens regenten var i land.

– Når man sejler på Grønland har man jo nærmest backups af backups af alt, som Morten Dastrup konstaterer.

Det skulle dog bestemt ikke være det eneste problem, der skulle løses.

– Uheldigt nok gik toiletanlægget i stykker, mens majestæten var på basen, og det var ikke helt bragt i orden, da følget – og chefen – kom tilbage. Der måtte jeg så meddele chefen, at vi har et problem med toilettets vakuumsystem. Hans svar var: NK, få det til at gå væk! Så måtte jeg trykke TKO, teknikofficeren, på maven. Han gav opgaven videre til en maskingast, der fandt ud af, hvor proppen sad. Jeg tror nu ikke, at der var nogen andre, der lagde mærke til noget.

En af de udfordringer, der gav størst hovedbrud, var Kongeflaget, som skal føres, når Majestæten er om bord. Det er nemlig meget stort og kunne ikke hænge fra gaflen uden at blive udsat for udstødning og piskende antenner.

Morten Dastrups rolle som budbringer af hoffets ønsker indebar, at bølgerne til tider gik højt mellem ham og kokken Peter, der var perfektionist og uddannet fra en fin restaurant, men konstant blev sat under pres, da hoffets program ændrede sig fra minut til minut. Kokken oplevede både at måtte tage nystegt kylling nærmest ud af munden på besætningen for at give den til majestæten og efter anmodning fra ceremonimesteren at måtte overgive sit køkken til prinsgemalen, der pludselig blev småsulten og ville lave omelet, hvorfor kokken midt i et presset program måtte smide alt, hvad han havde i hænderne, og stille de rette ingredienser frem.

Morten Dastrup husker ikke desto mindre kun kongefamilien som høflig og behagelig.

– Prinsgemalen sagde konsekvent god morgen og god aften til vagtholdet, og da hoffet gik fra borde, sagde han tak for lån af kahyt til navigationsofficeren Christian og gav ham sin seneste bog. Jeg tror, at det var digte. Jeg oplevede selv at være på vagt, mens majestæten sad ved siden af og malede. Så kunne man sidde der og udveksle et par høfligheder. I 2000 stod jeg skansevagt på flådestationen i Frederikshavn, hvor jeg også er nu, og det var noget ganske andet pludselig at kunne se hende i øjnene, snarere end at hun defilerede forbi. Så der var en masse gode timer, hvor det var stille og roligt, men alt stod altså på gloende pæle, når de var i land. Specielt for kokken. Men han klarede det godt. Han er vist nok stadig kok i Søværnet. Jeg mener, at han sejler Dianabåde nu.