Bragt i Fagbladet Officeren nr. 1 2024.

Den perfekte officer. Man undres over den fængende titel, for er det overhovedet muligt at tale om en officer, der er perfekt i alle kontekster?

Henrik Bering er født og opvokset i Danmark og har arbejdet som udenrigskorrespondent over hele verden for amerikanske medier. Han er uddannet ved Oxford Universitet (Pembroke College) og har været Professional Journalism Fellow ved Stanford.

I adskillige år arbejdede han fra USA som udenrigsskribent for Insight Magazine, hvor han dækkede sammenbruddet af det sovjetiske imperium, den tyske genforening samt uroligheder i Mellemøsten. Bering lå højt på Forbes 500-listen over USA’s ledende journalister.

Bering skriver i et inspirerende og dragende sprog, og bogen er af den slags, man næsten ikke lægger fra sig, når man først er gået i gang. Med en baggrund som officer er der naturligvis dele af bogen, som man tidligere har stiftet bekendtskab med i undervisningen i krigshistorie – eller nok nærmere via læsning af krigshistorie af egen interesse.

Det fine ved bogen er, at kendte – og lidt mindre kendte – officerer fra alle værn analyseres, så man som f.eks. hærofficer får et godt indblik i store personligheder fra de andre værn.

Bogen er inddelt i syv kapitler, hvor i alt 20 prominente officerer (hvoraf de to amerikanske officerer McChrystal og Warden er de eneste nulevende) analyseres i forhold til deres baggrund, uddannelse, deltagelse i krige, deres sejre og nederlag og ikke mindst, hvad der har hæmmet og fremmet deres karriere.

Bering indleder sin bog med at stille skarpt på de krav, som jobbet som officer stiller. Konteksten er her især officeren i krig og de grænser, som krigskulturen stiller f.eks. i forhold til det omfattende administrative virke, som officerer også er den del af. Kapitlet leder os hen mod sagens kerne – hvordan kombinerer man nødvendigheden af lydighed og disciplin med behovet for fantasi og selvstændig tankevirksomhed? Officerens virke er spækket med modstridende krav og modsatrettede paradokser, og som den amerikanske journalist og oberst David Hackworth i bogen bemærker, så kan Patton-typen ses som værende uundværlig i krig, men et forstyrrende element i fredstid.

Efter denne indføring ledes vi trygt igennem nogle af 1800-tallets idoler (Napoleon, Nelson, Wellington og Clausewitz), og Bering peger på, at de officerer, der ofte beundres, er dem, der har brudt reglerne. Få kan lære os så meget om ledelse som Nelson, og allerede Nelson forlangte f.eks. af sine officerer, at de skulle bruge hovedet og bryde reglerne, hvis de fik en ordre, der var i modstrid med den overordnede mission. Nelson var så højt agtet, at hans lig blev sendt hjem præserveret i en tønde brandy, og ved begravelsen i London i 1805 rev hans officerer Nelsons krigsflag i stykker, så de alle havde et fysisk minde om deres helt.

At københavne

Bogen rummer ikke bare mange morsomme eksempler, men også meget fakta, hvor man må stoppe op og konsultere sin hukommelse for at afklare, om der er tale om ny information eller fakta, man bare har glemt. F.eks. at Clausewitz faktisk overgav sig ved Prenzlau i 1806 og måtte rejse til Frankrig som krigsfange, og at Napoleons hær ved begyndelsen af det russiske eventyr havde været på 600.000 mand, men da det var slut, var den reduceret til bare 20.000 mand.

Efter et kort kapitel om von Moltke den Ældre kommer vi til Første Verdenskrig (Foch, Fuller, Jünger og Fisher) og dens absurditeter, hvor der f.eks. på Somme-slagets første dag mistedes 20.000 soldater. Den britiske general Fuller, der viede sit intellekt til kampvognsvåbnet, foretrak bøgernes selskab og blev af en kollega tidligt i sin karriere indberettet til regimentslægen for at læse om noget så umilitaristisk som Grækenlands første filosoffer.

Faktisk hjalp Fuller og Liddell Hart indirekte tyskerne til deres store indledende sejre ved at offentliggøre deres teorier om bl.a. anvendelse af kampvognsvåbnet, og Bering peger på, at tyskerne i 1920’erne overraskende arbejdede sammen med Sovjetunionen om at udvikle kampvogne, fly og kemiske våben på sovjetisk territorium. Interessant er det også, at den engelske admiral Fisher, der så en hær som ”et projektil affyret af flåden”, opfandt udsagnsordet ’at københavne’, dvs. at rette et præventivt slag mod fjenden, som Nelson havde gjort det med København i 1801.

I kapitlet om Anden Verdenskrig (Manstein, Sjukov, Patton og Slim) peger Bering på, at den tyske soldat var den dygtigste i verden, men at han heldigvis var styret af en galning i toppen, og dette, kombineret med tyskernes manglende evne til at hamle op med USA’s industrielle råstyrke, gjorde, at de lykkeligvis tabte krigen.

Med afsæt i historikeren Geoffrey Roberts beskriver Bering, at den sovjetiske general Sjukov overordnet set var den bedste general i krigen, men også at russerne i dag gør som dengang. Som Sjukov sagde: ”Når vi kommer til et minefelt, angriber vores infanteri, præcis som om det ikke var der”. En fremgangsmåde, som vi ser den dag i dag i Ukraine.

Det næstsidste kapitel om Anden Verdenskrig til søs (King, Nimitz, Halsey og Leahy) er for en hærofficer særdeles interessant. Her beskrives hårde sømænd som den arrogante amerikanske admiral King, der ”barberede sig med en bunsenbrænder”, og som følelsesmæssigt ikke var særlig afbalanceret. King var hadet af mange kolleger, og én sagde ligefrem, at ”noget, der kan hjælpe på krigsindsatsen, vil være at få nogen til at skyde King”. Slaget om Midway var krigens vendepunkt, og i den forbindelse beskrives den farverige amerikanske admiral Halsey, en slags Patton til søs, som den mest farverige og kampglade admiral, der f.eks. benyttede sig af ”kavaleritaktik til søs med hangarskibe”.

Warden og McChrystal

Beskrivelsen af den amerikanske general Ridgway i kapitlet ”Krigere langs periferien” (Ridgway, Moore, Warden og McChrystal) er betagende. Ridgway, der nærmest kæmpede alene mod tyskerne og kunne finde på at stå midt på en vej under beskydning og urinere, leverede en imponerende indsats under Anden Verdenskrig, men overgik senere sig selv i Koreas dybfrosne helvede. Efter at have bragt den amerikanske moral, der var på lavpunktet, i top stoppede Ridgway sin succesfulde fremmarch mod ’Nordkorea’ ved 38. breddegrad som befalet, og den linje står vi ved den dag i dag.

Den amerikanske officer John Warden satte sit aftryk på luftkrigsførelse og pegede på, at identificering af fjendens tyngdepunkt var afgørende, og at det ikke var muligt at vinde en krig, hvis fjenden har luftherredømmet.

Wardens nye tanker om luftkrigsførelse manifesterede sig til dels ved Golfkrigen i 1990, hvor det stort set med Wardens ændrede lufttaktik lykkedes at opfylde general Powells ønske om ”rygende kampvogne som kilometersten hele vejen til Bagdad”.

Warden fremstod arrogant og oprørsk, og han led under det faktum, at bureaukratier ofte fremelsker folk, der deler samme syn på tingene. Da Warden med sine anderledes tanker var på sit højeste, kunne det amerikanske flyvevåben ”næppe have været et mindre gunstigt miljø” for ham. Det amerikanske flyvevåben betragtede Warden som en mislykket officer, og han endte som oberst.

Afsluttende er der tale om en velskrevet og yderst informativ bog, der med mange sjove anekdoter og passager nærmest suger læseren ind i næste kapitel.

Bogens pointe er, at det er umuligt at uddanne et menneske til at være perfekt i alle kontekster, og at det jo f.eks. i bagklogskabens ulideligt klare lys viste sig, at ideen om, at perfekte officerer skulle forvandle fjerne stammesamfund til små udgaver af USA, var urealistisk. Så svaret på bogens titel – officerer, der optræder og handler perfekt i alle kontekster – er selvfølgelig, at det menneske findes ikke.