Som kadet får du løn og tillæg efter faste overenskomstmæssige satser. I nogle få tilfælde er det muligt at forhandle sig til et ekstra tillæg.
Vi har samlet satserne for løn og tillæg fra elev- til kaptajnsniveau (løngruppe 1 til 4), så du let kan få et overblik.
Tallene bygger på de beløb i niveau marts 2012, som fremgår af ’Protokollat for overenskomstansættelse af officerer med flere’, og er her reguleret til nutidskroner (niveau april 2025).
Lønforhandling
Kan man forhandle sig til et kvalifikationstillæg oven i lønnen som officerselev? HOD gør gerne forsøget for dig, som er medlem. Du skal dog være opmærksom på følgende:
Forskellig erhvervserfaring og tidligere uddannelse er en naturlig del af mixet blandt officerselever, og derfor vil det sjældent være her, vi kan hente argumenter for et tillæg. Der lægges typisk større vægt på, om du allerede var ansat i Forsvaret, inden du startede på din officersuddannelse, og derfor vil opleve en lønnedgang i overgangen til kadet. Her er der basis for at forhandle om en delvis udligning af lønnedgangen.
Kommer du derimod ind på officersuddannelsen fra et civilt arbejde eller en anden uddannelse, skal du oftest komme med noget helt unikt i bagagen for at kunne komme i betragtning til et kvalifikationstillæg. Det kan for eksempel være, hvis du har en baggrund fra specialoperationstyrkerne eller er uddannet skibsfører eller maskinmester og går på Søværnets Officersskole.
Til gengæld vil en bachelor, kandidat eller ph.d. i fx statskundskab, ledelse, fysiologi/anatomi, idrætsvidenskab eller anden – ganske relevant – uddannelse meget sjældent være et argument, der kan hente et tillæg hjem til dig.
Tjek din lønseddel
Det er ikke altid let at gennemskue lønsedlerne i Forsvaret. Derfor opdager du det måske ikke med det samme, hvis der er sket en fejl i lønkoder eller satser på din lønseddel.
Men det er en god ide at holde øje med din løn. Både fordi du har pligt til det, og fordi du ellers kan blive overrasket på en senere lønseddel, hvis Forsvarets lønkontor retter op på en tidligere fejl. Det kan jo betyde flere penge til dig, men det kan også betyde færre, alt afhængigt af fejlen. Og så skal du måske betale tilbage.