En overenskomst er en aftale om dine løn- og ansættelsesvilkår. Overenskomsten er vigtig for dig som kadet og senere officer, fordi den giver dig bedre forhold og flere rettigheder, end loven gør.
I Danmark bliver de fleste arbejdsvilkår fastlagt i overenskomster og aftaler og ikke gennem politisk vedtaget lovgivning. Faktisk er der meget få love i Danmark, når det gælder arbejdsmarkedet. Helt basalt er der Ferieloven, som giver ret til fem ugers ferie, og Arbejdsmiljøloven om sikkerhed og arbejdsmiljø. Men der er for eksempel ingen lov om mindsteløn, arbejdstid eller arbejdsgiverbetalt pension, sådan som man ellers kunne tro.
Hvad indeholder en overenskomst?
Overenskomsten indeholder en række aftaler og bestemmelser om fx
- Løn og lønstigninger
- Arbejdstid og tillæg
- Barsel og orlov
- Uddannelse
- Pension
- Sygdom
- Tillidsrepræsentanter og samarbejde
Og meget mere.
HOD forhandler for dig
Det er HOD, der har aftale- og forhandlingsretten på officersområdet, og dermed er det os, der repræsenterer officerer og kadetter over for arbejdsgiver. De fleste af dine vilkår bliver derfor fastlagt i de overenskomster, som HOD indgår med Forsvarsministeriet.
Du er samtidig dækket af Akademiker-overenskomsten, som gælder for alle ansatte akademikere i staten. Den overenskomst, som HOD indgår for dig, bygger oven på Akademiker-overenskomsten og er med til at sikre, at du får nogle endnu bedre vilkår, som passer til dit virke som (kommende) officer.
Når du er medlem af HOD, er du med i et vigtigt fællesskab
Det er HOD, der sikrer dig de bedst mulige vilkår under din uddannelse og senere i karrieren som officer. Det er os, der repræsenterer dig over for din arbejdsgiver og kan tale din sag, hvis du får brug for det. HOD har stor medlemstilslutning, og det er helt afgørende, for jo flere medlemmer, jo større stemme kan vi tale med over for arbejdsgiver.
Har du brug for os?
De fleste får brug for støtte fra deres faglige organisation før eller siden i deres karriere. Måske er du en af de heldige, som ikke gør. Uanset hvad spiller HOD en afgørende rolle for løn- og arbejdsforholdene for dig, dine holdkammerater og hele officersstanden i Danmark.