Det ville være så meget bedre uden militære medarbejdere
LEDER, oktober 2026.
Jeg tror faktisk ikke, at det reelt er opfattelsen hos nogen, men det er næsten det eneste rationale, der kan forklare nogle af de administrative barrierer og den tvivlsomme forvaltning, vi ofte støder på.
Militære chefer med årtiers erfaringer og bedømmelser bag sig skal før udnævnelse til oberst eller kommandør testes og vurderes nøje af et udnævnelsesråd, mens civile chefer, ukendte for Forsvaret, stort set ansættes på niveauet med et CV og en lokal jobsamtale.
Modsat er de supplerende bemandingsvejledninger blevet så besværlige, at en tidligere kaptajn, der gerne vil genindtræde i Forsvaret, oplever, at de civilt erhvervede kompetencer, der kvalificerer til stillingen, ikke anerkendes af PKOM som grundlag for ansættelse som major. I stedet tilbydes civil ansættelse til en højere løn på en HK-overenskomst. Alternativt kræves en aftale om gennemgang af hele eller dele af Master i Militære Studier – selv om det er irrelevant for stillingen og ikke er et krav i overenskomsten. Tilsvarende den nyudnævnte tekniske officer i Søværnet, der tilbydes en ansættelse, stadig i Forsvaret, men som civil maskinmester til en væsentligt højere løn. Man må jo antage, at det er en bevidst prioritering af den civile støttestruktur. Forsvaret kan selvfølgelig stille de krav til kompetencer, som man vil, men det er mig en gåde, at man så ikke stiller krav om militær grunduddannelse til civile medarbejdere.
Jeg har tidligere udtrykt, at det grænser til det tåbelige, at Forsvaret kritikløst følger personelordningen af 1983, hvorefter alle stillinger i Forsvarsministeriet i udgangspunktet er civile. Det giver ikke den robusthed, et revitaliseret mobiliseringsforsvar vil kræve af designeret personel til bemanding af operative enheder og stabe med nøglepersoner. Alle stillinger, som kan varetages af en militær ansat, burde derfor i udgangspunktet være militære, frem for at man bruger den aktuelle fastholdelsesudfordring til en forceret civilisering af Forsvaret.
Aktuelt prøver man indledningsvis ved frivillighed at flytte officerer fra støttestruktur til vakante kritiske operative stillinger. Og ja, det var nok forventeligt med den manglende succes i fastholdelse af militære medarbejdere. Men både i forhold til mobiliseringsforsvarets behov og opfyldelse af HR-strategiens bevidsthed om behovet for at imødekomme medarbejdernes ønsker og behov i forskellige livsfaser – herunder også fritagelse for operative indsættelser for nye forældre – er det et fodskud. Al erfaring viser, at en stilling, der besættes civilt, aldrig bliver militær igen, og ud over fjernelse af mulighederne for et varieret tjenesteforløb ser de færreste officerer næppe sig selv indsat i en skarp mission op mod pensionen som 70-årig.
Sidst, men ikke mindst, er der en ikke ubetydelig forskelsbehandling i fastholdelse af militær straffelov i fredstid. Vi ser jævnligt medlemmer tiltalt efter militær straffelov for pligtforsømmelser, der aldrig ville føre til en politisag for en civil kollega.
Når det så forventes, at officeren – i modsætning til sin civile kollega – skal være indstillet på at flytte land og rige rundt, også efter beordring, oftest til meget belastede stillinger med operative indsættelser, døgntjeneste og lange fravær fra familien, hvor den sidste time på dagen er den dårligst honorerede, ja så er det da ikke nogen overraskelse, at så mange officerer forlader en arbejdsplads, om godt nok taler om fastholdelse, men mere agerer, som om de ansatte skal være på tålt ophold i Forsvaret.
