11. september var et paradigmeskifte

Det er morgen i 2002, og i sit F16-jagerfly er Thomas ”MET” Kristensen ved at forlade Manas-basen i Kirgisistan for at flyve ind over Afghanistan. Fra en syv-otte kilometers højde skal han være klar til at yde ildstøtte til allierede soldater på landjorden, hvis der skulle blive behov for det.

– Lige der mellem Kirgisistan og Afghanistan flyver jeg over det vestlige Himalaya, som blokerer al radiokommunikation. Så i tyve minutter er der radiotavshed. I tyve minutter er jeg og min wingman nærmest alene med bjergene.

Nogle måneder senere krydser MET igen grænsen til Afghanistan og får besked på at kontakte nogle allierede tropper. Krigsmaskineriet går for alvor i gang.

– Vi skal støtte de her dudes nede på jorden. Under mig flyver en drone og over mig et amerikansk B1-Lancer-bombefly. Som den første dansker smider jeg en laser-guidet bombe, og jeg skyder også med flyets kanon. Men fordi bjergene er så pissehøje, kan jeg ikke lave det, der hedder low angle strafing, som vi har øvet hjemme i Danmark tusindvis af gange, og jeg må improvisere. Det er ikke Oksbøl, hvor solen skinner på en dejlig dag, siger han.
Missionen lykkes. På vej tilbage til basen spørger MET sin wingman i radioen, om det ikke er en ”helt vildt varm dag”, for hans flyvedragt er gennemblødt af sved.

– Åndssvagt spørgsmål, tænker jeg sekundet efter. Jeg er gennemblødt, fordi adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg var til stede i nuet, som jeg aldrig havde været det før, og under engagementet kunne jeg kun tænke på, hvad der er vigtigt lige nu og her, siger han.

Farvel fædreland, goddag middelalder
MET blev egentlig jagerpilot for at patruljere Danmarks luftrum og med egne ord ”forsvare Gud, konge og fædreland”. Karrieren ville, tænkte han, ligne forholdene som under Den Kolde Krig tilsat et pift ’Top Gun’. Men 11. september 2001 ændrede Danmarks forsvars- og udenrigspolitik og dermed MET’s arbejdsopgaver som jagerpilot.

Mindre end et år senere gik MET på vingerne fra Manas-basen i Kirgisistan, et land han ikke anede eksisterede, før han ankom sammen med de danske F16-kampfly.

– Det var langt væk fra Danmarks territorium og Gud, konge og fædreland, men missionen gav mening for mig, fordi jeg skulle i kamp mod al-Qaeda og Taleban; mennesker som havde henrettet kvinder på Kabuls fodboldstadion, og som havde sprængt de uvurderlige, gamle Buddha-statuer i stumper og stykker, siger han og fortsætter:

– Det var et opgør med mennesker med en middelalderlig tankegang, som er fløjtende ligeglade med krigens regler og menneskerettigheder, og den kamp kunne jeg sagtens se mig selv i. Jeg troede på, at min indsats ville gøre verden til et bedre sted, og at det lysegrønne demokrati ville begynde at spire, fortæller Thomas Kristensen.

Mit job er at gøre det rigtige

De bomber, MET og resten af Vesten kastede i Afghanistan og i senere Irak og Libyen, banede som bekendt ikke vejen for fred og demokrati, men for nye voldelige magtkampe og ustabilitet i regionen anført af enten statsmagter, krigsherrer eller terrororganisationer.

– Jeg var af sted i næsten fem måneder over tre udsendelser, og i dag er der jo ikke sket en skid. Det har været ekstremt frustrerende at overvære, hvordan den ene ”stærke mand” efter den anden har bestræbt sig på at overtage magten i samtlige de lande, hvor vi har forsøgt at gøre en forskel, siger han.

– Da jeg fløj missioner over Libyen, troede jeg, at jeg om nogle år ville kunne tage min familie dertil på badeferie, men i dag er Libyen endnu værre end under Gadaffi. Irak er ikke meget bedre. Jeg har desværre ikke været med til at gøre verden til et bedre sted, siger Thomas Kristensen.

MET er stadig aktiv jagerpilot, og skulle Folketinget bede ham om at sætte sig i F16-kampflyets cockpit og drage på mission i Mellemøsten igen, ville han ikke tøve med at sige ja. Og det skal Forsvarets nyklækkede kamppiloter heller ikke gøre, mener han – også selvom Danmarks krigsindsats i Afghanistan, Irak og Libyen ikke har medført den demokratiske forandring, politikere og officerer oprindeligt håbede på.

– Som jagerpilot skal man vide med sig selv, at det ikke bare er ’Top Gun’, men dødelig alvor, for man befinder sig i en våbenplatform. Hvis jeg skal af sted igen til Mellemøsten, forliger jeg mig selv med tanken om, at det er mit job at gøre det rigtige og overholde spillereglerne, også selv om fjenden ikke gør det. Hvis jeg er i tvivl, kaster jeg ikke min bombe.