Artikel bragt i Fagbladet Officeren, oktober 2018.

Martin Vendelbo, sektionschef i Beredskabsstyrelsen, stod i spidsen for de danske brandfolk, der i sommer blev indsat imod de omfattende svenske skovbrande. Opgaven skulle egentlig kun vare 72 timer, men endte med at blive én af de hidtil største internationale operationer for dansk beredskab. Missionen bød på lange, hede arbejdsdage og uforudsete udfordringer – men også kammeratskab over grænser og en overvældende svensk taknemmelighed.

– Da vi ankommer til den lille svenske flække, hvor den lokale indsatsledelse har base, er det næsten som at være med i en gammel Vietnam-film. Der er politi, brandfolk og hjemmeværnsfolk overalt. Der er en imponerende flåde af helikoptere, der starter og lander hele tiden. Det var virkelig i kaosfasen, og jeg har aldrig set noget lignende, fortæller Martin Vendelbo.

Hjemme igen i de vante rammer hos Beredskabsstyrelsen i Birkerød kan Martin se tilbage på en sommer, der endte med at blive en hel del ud over det sædvanlige. Som sektionschef var Martin med til sammen med sine kolleger at få samlet en dansk styrke, og han var med i front i Sverige for at få indsatsen til at fungere.

Men inden Martin og kollegerne ankommer til området ved Ljusdal i det mellemste Sverige, er der gået nogle hektiske dage forud.

Hos Beredskabsstyrelsen har man midt i juli allerede fået flere henvendelser om assistance fra Sverige, men da svenskerne har efterlyst helikoptere og fly til brandslukning, har de danske kolleger meldt pas, fordi Danmark ikke råder over de ressourcer.

– Men så den 17. juli ser vi i pressen, at den lokale indsatsleder i Ljusdal-området efterlyser frivillige, og så begynder vi at se på, hvad vi kan hjælpe med, fortæller Martin.

– Vi ringer faktisk til vores svenske kolleger i MSB – Sveriges svar på Beredskabsstyrelsen –, men har svært ved at få fat i de rigtige mennesker. De siger godt nok, at de vil ringe tilbage, men der sker ikke noget. Men eftersom vi kender svenskerne fra tidligere missioner, så lykkes det gennem et lidt mere uformelt netværk at få skaffet et telefonnummer til én, der sidder lidt tættere ved det bord, hvor man beslutter, hvad der skal ske. Og der lød beskeden, at vi gerne måtte sende et forslag til, hvad vi kunne stille med.

På det tidspunkt er det danske beredskab selv udfordret. Den tørre danske sommer betyder, at Beredskabsstyrelsen har ’dobbelt-op’ på vagtholdene.

– Så vi er nødt til at se, hvad vi kan gøre for svenskerne uden at svække vores eget beredskab, forklarer Martin.

En stor fætter-kusine fest
Løsningen bliver fundet i Beredskabsstyrelsens skole i Tinglev, der er sommerferielukket. Her er der brandslukningsmateriel, der kan sendes til Sverige. Og samtidig hører Martin på vandrørene, at der er flere, der gerne vil melde sig som frivillige.

– Redningsberedskabet er én stor fætter-kusine fest. Vi kender hinanden på kryds og tværs, og på den måde kommer informationerne ind om, at der er mange, der vil hjælpe. Mange af de frivillige er erfarne folk, som også arbejder professionelt i brandvæsenet. Men der er altså også frivillige brandfolk, der i det civile er bagere, lastvognschauffører og smede. Og da de ser, at de svenske kolleger er i knæ, vil de gerne træde til.

Martin sender to forskellige forslag til Sverige. Et, der kun indeholder personel, og et med både personel og materiel. Svenskerne svarer, at de gerne vil have den store pakke. Det vigtigste er, at danskerne kan operere på egen hånd.

– Det eneste, vi har behov for, er et sted, der helst skal have rindende vand og nogle toiletter. Så kan vi lave en base of operations. Vi har alt med selv: mad, fornødenheder, økonomi. Det eneste, som værtsnationen leverer, er drivmidlerne. Vi tager 27 frivillige af sted – og ender faktisk med at måtte afvise det samme antal, fordi der er så mange, der gerne vil hjælpe.

Selv om Martin har 26 års erfaring fra beredskabet, er opgaven med at designe en pakke til svenskerne ikke rutine.

– Det er en svær opgave. Vi har meget lidt information om, hvad det i virkeligheden er, de mangler. Vores kommunikation med svenskerne foregår med MSB, men de sidder jo langt væk fra den lokale indsatsleder i Ljusdal. Så vi sammensætter pakken ud fra vores bedste vurdering. Vi er ikke vant til så store set-ups – vi taler om en skovbrand, der er dobbelt så stor som Amager – men vi har trods alt en viden om, hvad der skal til, når man håndterer lignende ting herhjemme, siger Martin.

Der skal også en voksen med
– Vi skal bruge køretøjer, slanger, pumper, røgdykkerudstyr og strålerør. Men derudover skal vi jo også have alt det med, der skal til for at holde 30 mand kørende i 72 timer. Feltrationer, telte, toiletter. Og den del har de fuldstændig styr på i vores frivilligcenter i Hedehusene.

I den hektiske planlægningsfase kan det undre, at det danske beredskab ikke bare griber telefonen og ringer til den svenske indsatsleder ved ’fronten’ for at høre, hvad han egentlig har brug for – men det er næsten umuligt at komme til at tale med sådan en mand, forklarer Martin.

– Det er midt i kaosfasen, og han har så meget at lave. På det tidspunkt er de virkelig pressede deroppe. Den lokale leder er sandsynligvis en mand, der er vant til meget mindre opgaver, så kommunikationen kører på det nationale niveau – og sådan ville det også være, hvis det var Danmark, der havde brug for hjælp.

Men hvorfor ender det med, at du skal med til Sverige?
– Jeg havde vagt den dag og var med til at sammensætte hele pakken. Og så får jeg sagt, at der vist også skal en voksen med, siger Martin med et tydeligt glimt i øjet.

– Vi var jo nødt til at have en med, som har lidt pondus til at gå ind og tale med myndigheder, partnere, presse og alt det udenom. Og som har overskud til at løse de problemer, der opstår, når du flytter en enhed så langt. Og så kiggede alle på mig …

Fra Martin er udpeget til leder af den danske mission, og til styrken sendes af sted, går der mindre end et døgn. Et døgn, hvor Martin kun får sovet én time.

– Jeg har en tung styrke, som kører langsomt. Så jeg kører i forvejen med et par ledere, så vi kan ankomme nogle timer før de andre og tage kontakt til de lokale myndigheder og få introduceret, hvad vi kommer med, finde ud af, hvad vi skal lave, og hvor vi skal have en base. Det første, der egentlig overrasker mig, er den enorme interesse fra medierne. I de 15 timer, vi sidder i bilen, laver jeg ikke andet end at tale med pressen. Hos nogle af medierne er jeg endda igennem hver time for at svare på, hvad jeg nu laver. Og der kunne jeg så svare, at jeg stadig kører på motorvejen, griner Martin.

Allerede 50 kilometer før Martin og kollegerne ankommer til Ljusdal, kan de lugte røgen fra skovbrandene.

– Jeg har jo set naturbrande før, men det var altså et helt andet bagtæppe. Det var så enormt. Så da vi ankommer, er min første tanke, hvordan vi kommer til at passe ind, hvordan kommer vi til at give den bedste værdi med det, jeg har med?

Den danske styrke bliver dirigeret til et afspærret område 30 kilometer nordøst for Ljusdal. Her bor den fremskudte indsatsledelse i et nedlagt vandrerhjem.

– Det er tydeligt, at den lokale leder ikke ved så meget om os, fordi forhandlingerne er foregået på nationalt niveau. Det lykkes at få forklaret, hvad vi ankommer med, og vi får tildelt et område, hvor vi skal arbejde, forklarer Martin.

– Problemet er bare, at min tunge styrke er blevet flere timer forsinket, fordi én af vores lastbiler er kørt i grøften undervejs. Men fordi vores SINE-radioer ikke virker i Sverige, ved jeg faktisk ikke, hvor bagtroppen bliver af. Så den svenske leder stod vist og tænkte, hvor pokker danskerne blev af, griner Martin.

I det hele taget var kommunikationen over de svenske afstande en udfordring. SINE-radioerne kunne kun fungere som almindelige walkie-talkies, og mobildækningen var dårlig. Så som leder kunne Martin ikke regne med at kunne komme i øjeblikkelig kontakt med folkene i aktion. I stedet blev det mere sporadisk vidensdeling.

– Vi skulle køre langt for at blive indsat, og vi var jo ikke stedkendte, så det var en udfordring. Hvis du tager en forkert vej deroppe, så kan det altså betyde en enorm omvej, inden du står ved bålet, så du kan ikke nøjes med at køre efter GPS, du skal også kigge på kort, forklarer Martin.

Det næste problem, som dukker op, er, at svenskerne anvender nogle andre koblinger til brandslangerne. Så de danske slanger kan ikke umiddelbart kobles på de svenske.

– Det havde vi forudset, og derfor havde vi lånt 20 adaptere hos Hovedstadens Beredskab, som bruger dem ved Øresundsbroen. Men de var væk i løbet af nul-komma-fem. Så vi måtte selv fremstille nogle. Og det er den slags Georg Gearløs-løsninger, du finder frem, når du er på mission.

Farlig opgave
At bekæmpe en skovbrand i Sverige viser sig hurtigt at byde på anderledes udfordringer end de danske brandfolk er vant til.

– Når du skal have slæbt pumper ind til en skovsø, så skal de slæbes ind gennem et kuperet terræn, der er fyldt med store sten og klipper. Og et andet problem er, at træerne er superfarlige. De står på stengrund, og det vil sige, at rødderne ikke er dybt i jorden. Når branden har været i bunden af vegetationen, så er mange af rødderne brændt over, så træerne står løse. Så det skulle vi hele tiden have i baghovedet, og vi var nødt til at oprette sikkerhedszoner, hvor vi ryddede alle træer. På den måde havde vi et område, som vi kunne trække os tilbage til, forklarer Martin.

– Det er jo et kæmpe koordineringsarbejde, for du skal konstant have styr på, hvor folk er henne. Man frygter, at man lige pludselig står med folk, der er omringet af flammer, så du skal hele tiden tænke på din retræte-vej. Svenskerne havde lavet nogle evakueringspladser i skoven, hvor man kunne hentes med helikopter, og dem skulle vi have fuldstændig styr på hele tiden – og vi skulle også tænke på vores egen lokale sikkerhedsprocedure. Sikkerhed tog bare enormt lang tid, forklarer Martin.

– Det var også et sindssygt knoklearbejde at få pumperne ud på plads. Vi skulle etablere en vandforsyning med fire pumper over to kilometer, vel at mærke med 62 højdemeter. Der var over 30 grader varmt, og samtidig afgiver gløderne i skovbunden også varme – og tænk så på alt det tøj, vi har på. Alle gik med tungen ud af halsen.

Det var egentlig planen, at danskerne kun skulle blive i 72 timer – men sådan kom det ikke til at gå.

– Jeg havde altså pakket til en uge. For jeg havde en idé om, at hvis vi kom til at passe ind, så ville svenskerne nok forsøge at få os til at blive. Og det gjorde vi så. Jeg tog derop med 27 mand, og efter fire dage var vi oppe på 60 mand, der arbejdede i 12-timers skift. Lederne var rigtig gode til at flytte folk rundt mellem opgaverne, så de ikke blev fuldstændig udkørt, men selvfølgelig var folkene trætte efter en vagt, og det viste sig, at de altså godt kunne sove i et telt i 40 graders varme. Folkene havde virkelig god moral, siger Martin.

Stor taknemmelighed
Efter missionen er det især den svenske taknemmelighed, der har brændt sig fast hos den rutinerede danske beredskabsmand.

– De lokale havde lavet indsamlinger af alt, hvad man kan stå og mangle: sodavand, vand, chips, kiks, knækbrød, sokker, T-shirts, myggebalsam og hovedpinepiller, alt! Brandfolkene kunne så gratis afhente de ting, de havde brug for, i en lille butik, der var indrettet i en lastbil. Det var nærmest, så man blev helt flov over alt det, man blev tilbudt som tak for indsatsen, siger Martin.

– Vi oplevede også dagligt, at der kom en varevogn ud til vores folk i skoven, og så åbnede de bagagerummet, og så var der 200 pizzaer fra det lokale pizzeria. Og rundt om byen var der store skilte på svensk og engelsk, hvor der stod ’tak for støtten’. Det var noget, som gjorde et stort indtryk, og det har jeg ikke oplevet før.

Tæt samarbejde

Et andet stort indtryk var det helt særlige kammeratskab, der opstod med de andre styrker på tværs af landegrænser.

– Der var en helt særlig ånd; Det her er vi sammen om. På et tidspunkt er branden faktisk kun et par kilometer fra vores lejr, og vi overvejer at evakuere. Så kommer et af de italienske brandslukningsfly drønende i lav højde hen over lejren og vipper med vingerne, da han flyver over Dannebrog i flagstangen. Det gav sgu en gammel rotte som mig gåsehud …

Danske brandfolk var indsat i Sverige fra 19. juli t.o.m. 6. august.

Opgaven var at begrænse og slukke skovbrande i et område på 200 km2 omkring Ljusdal i den mellemste del af Sverige.

De danske brandfolk har medvirket til at udlægge 56 kilometer brandslanger i det kuperede terræn.

16 køretøjer har været indsat.

I alt har 217 brandfolk været af sted. Langt de fleste er frivillige. Enkelte har været af sted flere gange, så der i alt har været 248 danske indsættelser.

De kommunale redningsberedskaber stillede med i alt 70 personer, herunder tre fra Grønland, mens Beredskabsstyrelsens personel tegnede sig for resten.

Målt på antal udsendelser af personel er indsatsen i Sverige en af de større internationale indsatser, som Beredskabsstyrelsen har ledet i nyere tid.

Kilde: Beredskabsstyrelsen