Din tjenestemandspension

Egenpension, ægtefællepension og børnepension.

Pensionstabeller

Du kan finde de nyeste pensionstabeller her hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

 

Beregning af egenpension

Tjenestemandspension.dk kan du selv beregne egenpension, ægtefællepension og børnepension. Vær opmærksom på, at du kun kan få adgang til beregningen, før du overgår til tjenestemandspension.

 

Pension ved pligtig afgangsalder og førpension
Hvad får du i pension ved pligtig afgangsalder, og hvis du går før? Du kan se de grundlæggende regler for optjening og beregning herunder.

 

I folderen her finder du desuden regneeksempler på førpensionering for M322, M331 og M401.

 

Optjening af pensionsaldersår

Tjenestemandspensionen beregnes efter det antal hele år, du har været ansat som tjenestemand.

 

Hvis du fx er blevet ansat som 25½-årig og går på pension som 62-årig, har du optjent 36 pensionsaldersår.

 

Hvis du er ansat før 1. januar 2012, beregnes antallet af pensionsaldersår tidligst fra dit 25. leveår. Hvis du er ansat efter 1. januar 2012, beregnes antallet af pensionsaldersår fra dit ansættelsestidspunkt.

 

Har du opnået den pligtige afgangsalder som ansat, kan der tillægges pensionsaldersår, som hvis du var blevet til det fyldte 70. år – dog maksimalt fyldt op til 37 pensionsaldersår.

 

Pligtig afgangsalder

Pligtig afgangsalder er 5 år før folkepensionsalderens indtræden.

 

Pligtig afgangsalder er for årgang 1963-66: 63 år

 

Pligtig afgangsalder er for årgang 1967-70: 64 år

 

Pligtig afgangsalder er for årgang 1971-X: 65 år (indekseres i 2025*)

 

*Pensionsalderen indekseres hvert femte år i takt med den generelle stigning i levealder. Dog maksimalt med 1 år hvert femte år og med virkning 10 år senere. Det vil sige, at en beslutning indekseret i for eksempel 2020 vil have virkning fra 2030.

Pensionsudbetalingsalder

Hvornår kan du tidligst få din pension udbetalt som pension?

 

Ansat før 2007: 60 år.

 

Ansat i eller efter 2007: Den pligtige afgangsalder. Det vil sige, at du ikke har mulighed for tidligere pensionering, hvis du er ansat som tjenestemand i eller efter 2007.

Under folkepensionsalder-tillæg

I perioden fra pensionering og frem til din folkepensionsalder får du som tjenestemand automatisk udbetalt et under folkepensionsalder-tillæg (UFP-tillæg).

 

UFP-tillægget udbetales sammen med din tjenestemandspension og bortfalder, når du når din folkepensionsalder.

 

Hvis du er ansat før 2007 og fratræder det første eller andet år efter pensionsudbetalingsalderen (på 60 år), altså som 60- eller 61-årig, bliver UFP-tillægget halveret.

Fradrag ved afgang før pligtig afgangsalder

Hvis du har en pligtig afgangsalder og fratræder før pligtig afgangsalder, sker der et livsvarigt fradrag i din tjenestemandspension med følgende procenter:

60-årig: 6 %

 

61-årig: 5 %

 

62-årig: 4 %

 

63-årig: 3 % (kun relevant for årgang 1967 og senere)

Pensionsskalatrin

M321 pensioneres fra skalatrin 47.

 

M322 pensioneres fra skalatrin 48.

 

M331 pensioneres fra skalatrin 49.

 

M401 pensioneres fra skalatrin 50.

Efterindtægt

Beløbet reguleres efter samme regler som tjenestemandspensioner.

 

Efterindtægt udbetales til en tjenestemands efterlevende ægtefælle eller, hvis tjenestemanden ikke efterlader sig en sådan, til tjenestemandens børnepensions berettigede børn.

 

Hvis en tjenestemand i tjeneste afgår ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller børnepensionsberettigede børn, tilfalder efterindtægten hans bo.

 

Hvis en pensioneret tjenestemand ikke efterlader sig ægtefælle eller børn, udbetales der ikke efterindtægt.

 

Efterindtægt udbetales som hovedregel i 3 måneder regnet fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. Afgår tjenestemanden ved døden som en umiddelbar følge at tilskadekomst i tjenesten, udbetales efterindtægt til ægtefælle eller børn dog i 12 måneder, mens efter-indtægten, hvis den udbetales til boet, kun kan udbetales i 3 måneder.

 

Hvis en tjenestemand dør under tjenestefrihed uden løn, udbetales ikke efterindtægt.

Opsat pension

Forudsætning for opsat pension

Ved opsat pension forstås en pensionsydelse med udskudt betaling. Den beregnes på grundlag af den pensionsgivende løn og den opnåede pensionsalder på afskedigelsestidspunktet.

 

Hvis en tjenestemand fratræder efter at have opnået en pensionsalder på mindst 3 år, men uden at opfylde betingelserne for afsked med egenpension og uden at overgå til anden ansættelse, som kan medregnes i hans pensionsalder, skal der i forbindelse med afgang beregnes en opsat pension.

 

Udbetaling af opsat pension sker som hovedregel, når vedkommende bliver folkepensionisk.

 

Såfremt man får tilkendt social førtidspension som følge af nedsat erhvervsevne på grund af helbredsmæssige forhold, udbetales pensionen dog fra samme tidspunkt som førtidspensionen.

 

Ved pågældendes død har eventuel ægtefælle samt børn indtil deres fyldte 18. år ret til at få udbetalt en pensionsydelse fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. Dette gælder for en ægtefælle, selv om ægteskabet er indgået efter tjenestemandens afsked med opsat pension, men ikke, hvis ægteskabet blev indgået, efter den afdøde tjenestemand var fyldt 65 år, eller efter at den opsatte pension var påbegyndt udbetalt, eller mindre end 3 måneder før dødsfaldet. Betingelsen om ægteskabets beståen i 3 måneder finder dog ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.

 

Såfremt den opsatte pension udbetales før det 65. år, nedsættes den opsatte pension i forhold til den tid, der står tilbage, indtil han fylder 65 år.

 

Når opsat pension kommer til udbetaling, før den berettigede er fyldt 65 hhv. 67 år, ydes der et “Under folkepensionsaldertillæg”.

 

Retten til opsat pension bortfalder, hvis der sker genansættelse i en stilling, hvor tidligere tjenestemandsansættelse kan medregnes i pensionsalderen (ny tjenestemandsansættelse).

Opsat pension til ægtefælle og barn

Opsat pension til ægtefælle
Opsat ægtefællepension udgør 2/3 af den opsatte pension. Indtil ægtefællen fylder 65/67 år, ydes endvidere 2/3 af “Under folkepensionsaldertillæg”.

 

Opsat pension til børn
Børnepension udgør for hvert barn 10 % eller, såfremt der ikke udbetales ægtefællepension, 20% af den pension, hvortil afdøde var berettiget, samt samme procentdel af “Under folkepensionsaldertillæg”.

 

Børn er berettiget til opsat pension svarende til 10% af den opsatte pension. Hvis der ikke udbetales ægtefællepension, udgør pensionen dog 20%.

Pension efter rådighedsløn

En tjenestemand, der afskediges, fordi stillingen nedlægges, er berettiget til rådighedsløn.

 

Rådighedslønnen udbetales i 3 år og svarer til den sidst udbetalte løn, inkl. eventuelle særlige (faste) tillæg, uanset om disse er varige eller midlertidige, men ekskl. særlige ydelser som f.eks. natpenge.

 

Når retten til rådighedsløn ophører, skal der udbetales egenpension, eller beregnes opsat pension, alt afhængig af hvad den pågældendes status er i pensionsmæssig henseende ved afgang efter rådighedsbeløbsperiodens udløb.

 

Rådighedslønsperioden tæller med i pensionsalderen. Såfremt man når den pligtige afgangsalder inden de tre års rådighedsløn er nået, tæller alle tre år stadig med i pensionsalderen.

Delpension

Som et led i aftalen om finansloven for 1999 er der i Folketinget vedtaget lov om delpension som, at personer, der er fyldt 60 år inden udgangen af juni 1999 kan oppebære eller overgå til delpension.

 

For yderligere oplysninger henviser vi til borger.dk.

Du kan læse meget mere om tjenestemandspension her på hod.dk under Spørgsmål og Svar.

Print