Bragt i Officeren nr. 4 2024

Ledere i dansk politi undlader at ytre sig om udfordringer, fordi de frygter, at det kan gå ud over deres karriere. Selve ledelsessystemet i politiet er medvirkende årsag til denne selvcensur, som kan føre til moralsk stress. Det er konklusionen på en afgangsopgave i ledelse om begrænsninger i politiledernes ytringsfrihed og de følger, det har for deres psykiske arbejdsmiljø.

Det er en kendt historie, at mange politiledere holder sig tilbage fra at ytre sig offentligt om forholdene i dansk politi, fordi de frygter, at det vil få negative følger for dem selv. At det samme gælder for ledernes interne ytringsfrihed, bekræfter en afsluttende diplomopgave skrevet af Louise Heiberg, forbundssekretær i Politiforbundet, og Kasper Hvas, fællestillidsrepræsentant og næstformand i Københavns Vestegns Politiforening.

– Der er en stærk fortælling i politikredsene om, at man skal rette ind til højre, hvis man vil have en karriere i politiet. Sand eller ej, så skaber denne fortælling en frygt og usikkerhed om, hvad man kan tillade sig at ytre sig om, og derfor holder mange ledere sig tilbage, siger Louise Heiberg.

– I politiet er der mange historier om, at lederne ikke siger det, de egentlig mener, og at deres holdninger bliver pudset mere og mere af, jo længere op i systemet de kommer. Det blev starten på vores projekt, forklarer Kasper Hvas. De to viser i deres opgave, hvordan den hierarkiske magtfordeling i politiets ledelsessystem i sig selv er medvirkende til, at lederne ikke ytrer sig opadtil, selv om de egentlig mener, at det ville være det rigtige at gøre.

Politifilteret

Ligesom i Forsvaret er ledelsessystemet i politiet stærkt hierarkisk opbygget med klare kommandoveje og faste regler for, hvordan ledere skal bære deres input op gennem ledelseslagene. Her opstår der ifølge Kasper Hvas og Louise Heiberg et ’politifilter’, som ethvert input skal igennem. Men på sin rejse gennem de mange led filtreres nogle af inputtets nuancer fra, og når det når frem til sin endelige destination, kan inputtet være så forandret, at den leder, der oprindeligt kom med det, nu har svært ved at genkende det.

De to opgaveforfattere understreger, at denne filtrering ikke sker af ond vilje, men fordi hvert led tilpasser indholdet til den måde, de vurderer, at næste led gerne vil høre om tingene på. For eksempel i et folketingsspørgsmål, hvor svaret kan komme helt fra gadeplan og undervejs ’oversættes’ igen og igen, inden det til sidst når Christiansborg.

– Man skulle jo tro, at politikerne ville få det mest præcise svar fra den leder, der til hverdag er tættest på problemet. Men der er en frygt for at gå videre med de svære ting. Det tør man simpelt hen ikke. Det er heller ingen hemmelighed, at jo højere op i lagene man kommer, jo mere bevidst er man om, at ’hvis jeg ikke lever op til det, der kommer fra politisk side, så kan jeg blive skiftet ud, fortæller Louise Heiberg.

Kan give moralsk stress

Frygten for, at det kan koste på karrieren, holder altså politiledere tilbage fra at bringe udfordringer, politifaglige vurderinger og kritik til bordet. Og det er bekymrende på flere planer. Hos de enkelte ledere opstår der en konflikt imellem ytringsfrihed og loyalitet. På den ene side skal de stå på mål for ledelses- og politiske beslutninger, de måske ikke er enige i eller kan se den politifaglige mening med, og på den anden side har de ikke reel mulighed for at ytre sig om det. Og det kan give moralsk stress. En tilstand, der netop opstår, når man føler sig begrænset i at gøre sit arbejde ordentligt.

– Man bliver begrænset, hvis man hele tiden får diktat oppefra og oplever, at man ikke kan komme til at byde ind fagligt. Så synes man ikke, man gør det godt nok. Den begrænsning gør ondt på lederne, siger Kasper Hvas, og Louise Heiberg fortsætter:

– Mange har jo valgt et arbejdsliv i politiet for at gøre en forskel for verden, på samme måde som i Forsvaret. Det er ikke de store lønninger, der driver værket og gør, at man vil risikere liv og lemmer, møde på skæve tidspunkter og gå glip af så meget i privatlivet. Man er drevet af noget, der er større end en selv. Og når man så bliver begrænset på det, der får tandhjulene til at køre, så har vi et problem.

Hun siger, at mange ledere netop er gået ind i lederjobbet ud fra et ønske om at ændre på de begrænsninger og udfordringer, de er stødt på, da de var medarbejdere.

– De prøver at genstarte processen. ’Måske kan jeg gøre lidt mere på et højere niveau’, tænker de. Men så løber de ind i begrænsningerne igen. De fleste ledere er jo egentlig glade for deres job, men på et tidspunkt har de givet afkald på for meget, og så må de overveje, om de skal skifte branche eller blive og risikere at få moralsk stress, som de på længere sigt kan blive rigtig syge af.

Ikke råd til en tavshedskultur

Den moralske stress, som tavshedskulturen og selvcensuren fører med sig, kan altså have store konsekvenser for den enkelte leder. Og den er også et problem for en organisation, som har brug for at kunne tiltrække og fastholde sine ansatte.

– De yngre generationer stiller flere krav til deres ledere og arbejdsmiljøet. Og de er mere villige til at forlade deres job igen, hvis de ikke føler sig godt tilpas. Derfor er man som organisation nødt til at flytte sig, hvis man vil beholde dem. Der er ikke råd til andet, påpeger Kasper Hvas.

Det er hans erfaring, at det ofte er de yngre ledere, som efter nogle år siger ’det her giver ikke længere mening’ og forsvinder ud af politiet for at prøve kræfter et andet sted. De kan ikke se sig selv i en ledergerning, hvis de ikke har et ledelsesrum, hvor de kan ytre sig rimelig frit, lyder det.

Næstformanden peger samtidig på, at nok er de ældre generationer mere skolede i at bide tænderne sammen, men de reagerer også på tavshedskulturen.

– Ingen kan holde til det i længden, heller ikke de mere modne. De bliver måske, men de går i stykker af hele tiden at skulle tie om det, som de egentlig synes, de burde reagere på, siger han. Og endelig bliver også det politiske beslutningsgrundlag påvirket, når der luges ud i nuancerne op gennem politiets indre system.

– Hvis politikerne ikke får det fulde billede af tingenes tilstand i dansk politi, så er det jo ikke så mærkeligt, hvis de har svært ved at lovgive godt og træffe de rigtige beslutninger for politiet, siger Louise Heiberg.

Erkendelse er afgørende

Fortællingen om, at det går ud over karrieren, hvis man ytrer sig, lever i stor stil både blandt medarbejdere og ledere i politiet. Men er det sandt? Tja, for nogle, siger de to opgaveforfattere, men uanset hvad er det en historie, der bliver fortalt, og ofte står den uimodsagt. Derfor bliver den virkelighed i dansk politi og er dermed i sig selv med til at skabe frygt og usikkerhed. Hvad skal der så til for at ændre på tingene?

– Det er helt afgørende at erkende, at selvcensuren er der, og at det er en udfordring. Det kan vi kun opnå ved at tale om det. Både på øverste niveau og ude i de lokale politikredse, lyder det fra Kasper Hvas.

Han henviser til en af de kilder, afgangsopgaven bygger på, nemlig en medlemsundersøgelse, som Politiforbundet lavede i 2022 for at tage temperaturen på ytringsfriheden i politiet. Undersøgelsen belyste et tabubelagt emne, og besvarelsesprocenten var lav (ca. 10 procent). Ikke desto mindre belyste den, at politiledere har lyst til at ytre sig, men holder sig tilbage af frygt for, hvordan det vil blive modtaget. Den pegede også på alvorlige misforståelser om, hvad man i politiet må ytre sig om:

– Der er en ide om, at ’det må vi ikke’. Men det må man godt. Faktisk opfordrer det politiske system jo til det med lovgivning og en udvidet pligt for offentligt ansatte til at fortælle om tingenes tilstand. Ellers har politikerne jo heller ikke chance for at ændre på forholdene, siger Louise Heiberg.

Politiforbundets temperaturmåling pegede altså på nogle ømme punkter, som kunne have brug for mere fokus, men den blev til dels modtaget med vrede og afvisning i de øverste ledelseslag, fortæller forbundssekretæren:

– Det bekræfter jo bare fortællingen om, at det ikke er en god ide at ytre sig, når man bliver afvist allerede på dørtrinnet. Men der ligger jo en stor mulighed for læring og forandring, hvis man tør lytte. Det er der heldigvis også mange ledere, som gør. Som gerne vil høre kritik og godt kan se, at det kan udvikle organisationen.

Det starter oppefra

Diplomopgaven har da også fået en anderledes modtagelse med meget positiv opmærksomhed, fortæller forbundssekretæren:

– Vi har fået så mange henvendelser fra ledere, høj og lav, som gerne ville læse opgaven og bagefter har tilkendegivet, at det var en lettelse at se, at der var andre, der havde det som dem. At der blev talt højt om det, de ikke selv tør og kan tale om. Der er faktisk ikke en eneste, der har sagt, at ’dét der kan jeg slet ikke genkende’. Genkendelsen er der altså hos lederne i politikredsene, men den skal udvides op til det politiske niveau, for at det gør en forskel:

– Politikerne har også et stort ansvar. De er jo med til at starte hele problematikken ved at skabe forventninger ned gennem politiets system. Så de bliver også nødt til at erkende, at der er et pres ned gennem systemet i politiet, slutter Kasper Hvas.

’Politilederens dilemma – ytringsfrihed eller karriere?’

Forfatterne bag afgangsopgaven er Louise Heiberg, forbundssekretær for arbejdsmiljøområdet i Politiforbundet, og Kasper Hvas, fællestillidsmand og næstformand i Københavns Vestegns Politiforening. De to skrev opgaven i 2023 som afslutning på diplomuddannelsen i ledelse fra Københavns Professionshøjskole. Opgaven fik karakteren 12 og har vundet IDA’s Studenterpris 2024 for årets bedste opgave om arbejdsmiljø.

I afgangsopgaven undersøger – og bekræfter – de deres antagelse om, at ytringsfriheden er under pres blandt politilederne i dansk politi. Deres analyser bygger blandt andet på Politiforbundets medlemsundersøgelse ’Temperaturmåling af ytringsfriheden’ fra 2022, kvalitative interviews med fire politiledere på forskellige ledelsesniveauer og forskningsprojektet ’Med samvittigheden på arbejde’, som er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden og Københavns Professionshøjskole.

Er du interesseret i at læse opgaven, kan du kontakte Louise Heiberg på LHE@politiforbundet.dk.