Selv om #OK18 først formelt er i hus, når organisationernes afstemninger foreligger primo juni, kan vi godt sole os lidt i resultaterne – ikke mindst de decentrale aftaler med Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS). Selvfølgelig nåede vi ikke alt det, vi gerne ville, men vi har jo også afvist nogle af Forsvarets prioriterede krav – det gode kompromis er, at begge parter kan se sig selv i aftalerne.

Den største succes ved forhandlingerne er ubetinget, at de overenskomstansattes rådighedstillæg og beredskabstillægget ikke længere indeholder et fradrag i optjent merarbejde på hhv. 20 og 35 timer i kvartalet. Fradraget af 20 timer i optjent merarbejde var – som nok den største kilde til utilfredshed hos overenskomstansatte officerer – vores højst prioriterede overenskomstkrav.

Prisen, vi måtte betale for at få kravet igennem, var principielt en accept af en generel indførelse af en årsnorm i stedet for kvartalsvis opgørelse af arbejdstiden og etablering af et ansættelsesgrundlag for op til 138 løjtnanter til gavntjeneste i premierløjtnantsstillinger. Men vi var heller ikke nået i mål, hvis ikke vi havde forhandlet os til en medfinansiering på 7,6 mio. kr. fra Akademikernes ramme ved de centrale forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Den lidt mere detaljerede forklaring i kroner og ører er, at vi ved de overenskomstansattes årsnorm, løjtnantsstillingerne og en forholdsmæssig andel af de 7,6 mio. kr. fra de centrale forhandlinger, kunne finansiere de knap 14 mio. kr., som fradragene på de 20/35 timer koster Forsvaret. Da Forsvarets krav var årsnorm for alle officerer, brugte vi tjenestemændenes andel af hhv. provenuet ved årsnormen og de 7,6 mio. kr. til en 15,5% forhøjelse af tjenestemændenes officerstillæg.

Accepten af en årsnorm for alle vurderes kun at have minimale konsekvenser og kun i helt særlige situationer, og for officerer, der allerede har et års planlægningsperiode, ses ændringen begrænset. Dels fordi det i forhandlingerne blev aftalt, at ”kontoen” skal gøres op ved stillingsskift eller udsendelse i INTOPS. Dels kan der fortsat ske løbende afregning, hvis det står klart, at afvikling ved afspadsering ikke er mulig, og ikke mindst er det slået fast, at en eventuel reduktion af optjent merarbejde efter en kvalitativ vurdering skal ske løbende – ikke én gang årligt, når regningen er vokset ud af budgettet. Det kan dog ikke afvises, at man igen skal være ekstra opmærksom på, at de lokale chefer ikke afviser at give vederlag ved de årlige Nylønsforhandlinger med begrundelse i udbetalt merarbejde.

I hele træskolængder er resultatet af forhandlingerne med FPS altså et ansættelsesgrundlag for løjtnanter, fjernelse af 20 hhv. 35 timers fradragene i merarbejdet, overgang til årsnorm og en forhøjelse af tjenestemændenes officerstillæg.

Resultatet er imidlertid ikke kun, hvad vi opnåede, men også hvad vi undgik, og hvad Forsvaret afviste ved forhandlingsbordet.

Både FPS og Moderniseringsstyresen afviste blankt et forsøg på at hæve de centralt aftalte kvalifikationstillæg i chefgruppen. Det er dog oplevelsen, at afvisningen primært skyldes, at arbejdsgiver ikke ser udfordringen med chefgruppens lønefterslæb behandlet ved overenskomst, da begrænsningerne på den tidligere cheflønspulje generelt er ophævet, og løsningerne derfor skal findes lokalt eller decentralt indenfor rammerne af Ny Løn. HOD vil derfor snarest søge en sådan forhandlingsløsning med FPS.

Tilsvarende afviste FPS at imødekomme HOD modkrav ved forhandlingsbordet, om flyvetillæg til overenskomstansatte besætningsmedlemmer og om tillæg til tillidsrepræsentanter.

Modsat undgik vi ved forhandlingerne et krav om ændring af pilottillæg, hvor en forhøjelse for piloter i operative funktioner skulle finansieres ved en reduktion eller bortfald af pilottillæg til piloter i stabs- og skoletjeneste. Tilsvarende afviste vi krav om øget lokal og individuel løndannelse på bekostning af generelle lønforbedringer, og ikke mindst fjernelse af økonomisk godtgørelse af merarbejde for tjenestemandsansatte M331 officerer.

Samlet set er vurderingen at vi fik et rigtigt godt, men også det bedst opnåelige resultat ved organisations forhandlingerne med Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

De centrale forhandlinger i Forligsinstitutionen

Forhandlingerne på statens område afsluttedes i et CFU-forlig, der giver de overordnede rammer for den treårige overenskomst for perioden 1. april 2018 til 31. marts 2021.

Forliget indeholder aftalte faste lønstigninger i perioden på i alt 5,6%, hvilket i sig selv ligger over den forventede inflation på 4,9%. Der er videre pr. 1. oktober 18 afsat 0,53% til andre formål, herunder ikke mindst en eksplicitering af spisepausen, forbedret anvendelse af kompetencemidlerne, højeste ATP-sats for bl.a. officersgruppen og en forhøjelse af gruppelivsforsikringens erstatningsbeløb, samt ikke mindst de 7,6 mio. kr., som HOD kunne trække på i forhandlingerne med FPS.

Det altafgørende for den økonomiske ramme er imidlertid, at reguleringsordningen igen er symmetrisk, og derfor nu igen sikrer en parallel lønudvikling for offentligt og privat ansatte. Ved sidste overenskomst blev indført et privatlønsværn, som medførte, at reguleringsordningen kun gav offentligt ansatte 80% af en højere lønudvikling i den private sektor, mens man blev 100% modregnet for en højere stigningstakt i de offentlige lønninger. Reguleringsordningen er specielt vigtig, fordi rummet fra de aftalte stigninger på i alt 6,13% op til den aftalte samlede ramme på 8,1% beror på parternes skøn. Der forventes nemlig i perioden en lokal lønudvikling ud over det aftalte – også kaldet reststigning – på 0,5% pr. år, og at reguleringsordningen vil give yderligere 0,47%. Der er her tale om forbundne kar. Hvis lønudviklingen i den private sektor samlet stiger mere end de 8,1%, eller reststigningen i det offentlige bliver mindre end de i alt 1,5%, bliver reguleringen højere end de 0,47%. Tilsvarende bliver reguleringen mindre, hvis det modsatte viser sig at blive tilfældet. Bundlinjen er, at en stigning på 5,6% er det, man med sikkerhed kommer til at se på sin lønseddel i overenskomstperioden.

De generelle lønstigninger udmøntes således i perioden:

Retten til betalt spisepause har fyldt meget både ved forhandlingerne og i pressen. Det var også et særdeles vigtigt krav, og retten er nu tydeliggjort ved, at teksten ”Pauser medregnes, hvis de varer mindre end ½ time og den ansatte står til rådighed og ikke må forlade tjenestestedet” nu er indskrevet i akademikeroverenskomsten. Selv om samme tekst allerede stod i arbejdstidsaftalen for tjenestemænd, er sagen også vigtig for officersgruppen. Parterne har nemlig også aftalt, at spisepausen ikke kan bortfalde, selv om arbejdsgiveren forlænger pausens varighed eller giver afkald på den ansattes pligt til at stå til rådighed for arbejdsgiveren under pausen.

Samlet er det både min, sekretariatets og hovedbestyrelsens vurdering, at også det centrale resultat er godt. Det er ikke kun bedre end de seneste overenskomster, det er også betydeligt bedre end de første ”tilbud”, vi fik i Finansministeriet. Et resultat, som alene kunne opnås ved organisationernes samlede front og vedholdenhed i et udmattende, konfliktfyldt og langstrakt forhandlingsforløb uden tidligere sidestykke, hvor den danske model var under angreb, men stod sin prøve.