Nyheder

30. Marts 2023

Ny arbejdsplads for den digitale officer

I marts gik Cyberdivisionen i luften. Den skal ruste Forsvaret til fremtiden og kommer til at åbne karrieremuligheder for officerer.

Fra marts 2023 bliver de to eksisterende IT-organisationer under FMI, KAKI og PIT, lagt sammen til en samlet IT-organisation, Cyberdivisionen. Det er en organisation, der skal tackle alt fra daglig drift, store og små IT-projekter og cybersikkerhed. I december 2022 besøgte fungerende chef for Cyberdivisionen, oberst Claus Pertou Brixensen, Lokal IT på Garderkasernen i Høvelte.

 

Her talte Officeren med ham og den kommende chef for IT Support og Operations, oberst Henrik Holm, om den nye organisation, og hvad den kommer til at betyde for IT i Forsvaret og styrelserne i Forsvarsministeriets koncern og for officerernes karrieremuligheder. En af de første ting, brugerne i koncernen og Forsvaret gerne skulle mærke, er, at det bliver nemmere at finde de rigtige indgange i den nye organisation, når de står med IT-problemer med mere.

 

– Fordi der har været to IT-organisationer, så har det været sådan, at hvis man kontaktede den ene, så risikerede man, at den sagde, at man skulle kontakte den anden. Så det endte med at være meget persondrevet. Altså, du skulle kende Egon, John eller Yvonne, og så fik du løst dit problem. Det er et målepunkt for os, at vi netop vil have, at der er klare indgange, så når du har det her problem, så er det den her indgang, du bruger, siger Claus Pertou Brixensen.

 

Foto: Claus Bech: I december 2022 var obersterne Claus Pertou Brixensen og Henrik Holm på besøg ved LokalIT i Høvelte.

Samme medarbejdere og samme ressourcer
Selvom det gerne skulle blive lettere for brugerne rundt om i koncernen og Forsvaret at finde den rette indgang til netop deres opgaver, når den nye organisation går i luften i marts 2023, så kan Claus Pertou Brixensen ikke love, at alle IT-vanskeligheder i koncernen dermed er løst.

 

– Der er ikke noget, jeg hellere ville sige, end at det hele bliver meget bedre, når vi går i luften med den nye organisation. Det gør det ikke. Vi er de samme medarbejdere, vi har de samme ressourcer. Det gode er, at vi nu lægger to organisationer sammen, siger han. Henrik Holm tilføjer:

 

– IT har i store træk udviklet sig gennem knopskydning og langt hen ad vejen været baseret på decentrale og lokale løsninger. Det betyder, at vi i dag har en myriade af systemer på forskellige niveauer. Vi har gammel og ny IT. Så noget af det, kunden vil kunne mærke på en længere bane, er, at vi får styr på vores systemer, og at vi får moderne IT-systemer ved, at vi afskaffer det, vi kalder teknisk gæld. Så skulle brugerne gerne opleve, at vi bruger mere moderne, gennemtænkte IT-løsninger.

» Der er ingen tvivl om, at noget af det, Cyberdivisionen kommer til at fokusere på i fremtiden, er de opgaver, der skal fortsættes og løses, hvis vi er i en krise, en konflikt eller Gud forbyde det i en krig. For IT skal fortsætte, uanset om det er administrativt, i forbindelse med logistik eller mere operative systemer, som skal holdes i drift. Så de øjeblikkelige sikkerhedspolitiske situationer spiller en stor rolle i det arbejde, vi er i gang med at udvikle i den nye Cyberdivision «,
Henrik Holm, kommende chef for IT Support og Operations.
Foto: Claus Bech: Fungerende chef for Cyberdivisionen, oberst Claus Pertou Brixensen.

At gøre hverdagen lettere for IT-brugere rundt om på tjenestestederne i kongeriget er ikke den eneste grund til, at Cyberdivisionen ser dagens lys. Der ligger også en operativ vinkel på oprettelsen af organisationen, fortæller Henrik Holm. Han er lige kommet tilbage til Danmark efter syv år i forskellige stillinger i NATO. Her har han kunnet følge, hvordan området har udviklet sig i alliancen.

 

– Hele cyberområdet og digitalisering er blevet et selvstændigt domæne, det er afspejlet i militærstrategiske koncepter, og det er lige nu ved at blive implementeret i de operative planer i alliancen. Det tilsiger klart, at der er behov for en enhed som Cyberdivisionen i dansk forsvar til at håndtere den udvikling, som sker i alliancen, og gøre os klar til multidomæneoperationer, siger han.

» Lad os få de dygtige og relevante officerer forbi os, så vi kan få sat gang i en tjeneste, hvor de bliver klogere inden for dette vigtige område «,
Claus Pertou Brixensen, fungerende chef for Cyberdivisionen.

IT i krig og fred

Ikke mindst det seneste års sikkerhedspolitiske udvikling har gjort det tydeligt, at koncernen skal tænke IT anderledes. Tidligere har der været en tendens til, at IT blev opfattet som noget, der understøttede den daglige administrative drift i fredstid.

 

– Der er ingen tvivl om, at noget af det, Cyberdivisionen kommer til at fokusere på i fremtiden, er de opgaver, der skal fortsættes og løses, hvis vi er i en krise, en konflikt eller Gud forbyde det i en krig. For IT skal fortsætte, uanset om det er administrativt, i forbindelse med logistik eller mere operative systemer, som skal holdes i drift. Så de øjeblikkelige sikkerhedspolitiske situationer spiller en stor rolle i det arbejde, vi er i gang med at udvikle i den nye Cyberdivision, siger Henrik Holm.

 

Foto: Claus Bech: Chef for IT Support og Operations, oberst Henrik Holm.

Rift om dygtige IT-medarbejdere
For at udvikle den organisation skal der bruges mange dygtige medarbejdere. Her kommer Cyberdivisionen til at stå over for nogle af de samme udfordringer, som resten af samfundet. Dygtige mennesker med ekspertise inden for IT og teknologi er en mangelvare, og der er rift om udbuddet. Så der skal arbejdes med rekruttering og fastholdelse af medarbejderne.

 

– Derfor har vi også haft meget fokus på at lave et godt fundament for at kunne være en attraktiv og god arbejdsplads med god ledelse, klart opgaveansvar, tydelige processer og i det hele taget gode udviklingsmuligheder. Ved at lægge os sammen ender vi med en organisation, som rummer alt fra den primære drift helt ude ved soldaten til servicecentret og de hardcore IT-udviklere. Derfor vil man kunne have en karrierevej i mange år, hvis det er ønsket. Du begynder måske med at lære at skille en computer ad og sørge for, at den kommer på nettet, så er du med til at bygge et stort nyt SAP-system eller operativt system og ender måske med at være med i det internationale samarbejde. Uden at du skal søge væk, siger Claus Pertou Brixensen.

 

Foto: Claus Bech: Det er de to IT-organisationer under FMI, KAKI og PIT, som bliver lagt sammen til Cyberdivisionen.

Den nye organisation skal bruge et mix af civile og militært ansatte. Som Claus Pertou Brixensen udtrykker det, så skal der være netop tilstrækkelig militært ansatte til, at de ansatte kan sparre med hinanden og være tæt knyttet med det, Cyberdivisionen er sat i verden for – nemlig at sørge for, at Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet med videre fungerer og kan løse deres centrale opgaver bedst muligt.

 

– Sagde vi til unge officerer, at de ikke kunne arbejde med IT og teknologi i løbet af deres tjeneste, så kan alternativet for dem, der interesserer sig for det, være at gå civilt. Det synes jeg ville være en skam. Lad os få de dygtige og relevante officerer forbi os, så vi kan få sat gang i en tjeneste, hvor de bliver klogere inden for dette vigtige område, siger han.

 

En ny tjenestegren?

Begge de to kommende chefer ser muligheder i, at man i løbet af sin officerskarriere kommer omkring den nye organisation, så man kan opnå nogle færdigheder, som der er et voksende behov for. For allerede nu tegner der sig et billede af, at der er behov for officerer på alle niveauer og dermed mulighed for en lang karriere.

 

– Vi er jo selv et godt eksempel. Her sidder vi to oberster fra hvert vores værn som chefer i Cyberdivisionen. Det viser jo, at man i hvert fald kan blive oberst. Jeg håber, at vi på længere sigt bliver en tjenestegren, hvor der vil være uddannelser og tjeneste, der passer med området, siger Claus Pertou Brixensen.

» - Forsvaret har i nyere tid traditionelt opereret i tre domæner repræsenteret ved de tre værn. Inden for de seneste år er der i NATO-alliancen etableret to nye domæner. Det er rummet eller Space som ét domæne, og så Cyber som det andet. «,
Henrik Holm

Det er ikke kun i forhold til dansk forsvar, at det giver mening at bruge en del af sin karriere i Cyberdivisionen, fortæller Henrik Holm.

 

– Forsvaret har i nyere tid traditionelt opereret i tre domæner repræsenteret ved de tre værn. Inden for de seneste år er der i NATO-alliancen etableret to nye domæner. Det er rummet eller Space som ét domæne, og så Cyber som det andet. Så alene af den årsag har vi brug for officerer, befalingsmænd og professionelle soldater, der også kan virke i det her domæne. I min optik har vi brug for officerer, der har en operativ og/eller teknisk baggrund, som har lyst til at kaste sig ind i det her nye domæne, siger han.

 

Altid konflikt
Den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa det seneste år har sat en tyk streg under, at der også er behov for oprustning inden for området. For cyberdomænet er et område, hvor kampen ikke stopper. Heller ikke i fredstid.

 

– Det jo utopi at tro, at vi nogensinde har fred i cyberdomænet, for der vil altid være angrebsforsøg. Det kan komme fra enkeltpersoner, men det kan også komme fra statsorganiserede sponsorer. Så uanset om vi i traditionel forstand er i fred, vil vi altid være i en eller anden form for konflikt i cyberdomænet. Der kommer Cyberdivisionen sammen med andre entiteter inden for staten til at spille en stor rolle, siger Henrik Holm.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *