Artikel bragt i Fagbladet Officeren nr. 1 2022

I POLENS HOVEDSTAD Warszawa er den danske forsvarsattaché blot én blandt over 60 kolleger fra flere end 40 lande – et tegn på, at byen ligger i brændpunktet for den internationale sikkerhedspolitik. Til sammenligning er der i København kun 17 forsvarsattachéer fra 9 stater.

– I Polen er forholdet til Rusland virkelig et issue – Rusland er fjenden, siger oberst Johnny Goosmann Jespersen, der har haft posten siden september 2020.

Da Polen blev NATO-medlem i 1999, stod over 40 års kommunistisk diktatur i frisk erindring. Heller ikke den sovjetiske massakre på ca. 22.000 polske officerer i Katyn-skoven i 1943 eller det tsaristiske Ruslands blodige nedkæmpelse af flere polske opstande i 1800-tallet er glemt.

Siden optagelsen er fronterne trinvis blevet trukket endnu hårdere op med blandt andet annekteringen af Krim i 2014 og – på det seneste – den russiske hærs massive opmarch, der stiller et muligt angreb på Ukraine fra nord, øst og syd i udsigt.

Som NATO-medlem er Polen helt anderledes sikret, men faktisk opfatter man det flygtningepres, som Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, i efteråret satte i værk, som et angreb.

– Der er en følelse af, at Rusland er en stat og et regime, man ikke kan stole på, siger Johnny Jespersen, der har 32 år i Forsvaret bag sig, siden han begyndte som kadetaspirant i 1989.

– Polakkerne er ikke i tvivl om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har godkendt flygtningepresset. Den militære integration med Hviderusland er så vidtgående, at det ellers ikke ville kunne lade sig gøre. Polakkerne har ca. 12.000 soldater og 6-7.000 politifolk ved grænsen, og de skal forblive indsat, indtil en mur mod Hviderusland er opført. Heroisk patos er et tilbagevendende træk i Polens nationale grundfortælling. Man ser sig selv som nationen, der holder fronten mod øst på hele NATO’s vegne.

– Hvis nogen for eksempel nævner, at et betydeligt antal enheder og strukturer i det polske forsvar nok er nationalt relevante for Polen, men vanskelige at omsætte til brug andre steder i og uden for NATO-området, er et typisk svar: ’Jeres territorialforsvar starter her hos os!’

EN BY I POLENS NORDØSTLIGE HJØRNE med ca. 70.000 indbyggere er blevet symbolet på de østligste NATO-staters udsathed. Suwalki-korridoren mellem Hviderusland og den russiske Kaliningrad-eksklave er mindre end 100 kilometer bred, og det ville principielt være muligt at skære korridoren over i en fart med et kampvognsangreb. Det ville afskære forbindelsen fra Polen til Litauen, Letland og Estland. I 2016 holdt alliancen en stor øvelse i blandt andet Suwalki-korridoren for at tage højde for risikoen.

Også for Danmark har Baltikum været en hovedsag. Multinational Division North – en fælles dansk, lettisk og estisk division – har et delhovedkvarter i Adazi i Letland, mens den anden del ligger i Slagelse.

For polakkerne er hovedkvarteret for Multinational Corps Northeast (MNC NE) i Stettin særdeles vigtigt. Det blev etableret af Danmark, Tyskland og Polen i 1999 og var blandt andet medvirkende til at bringe Polen ind i NATO.

– MNC NE kommer som det eneste NATO-hovedkvarter med en regional funktion til at spille en væsentlig rolle i planlægningen og den kommende justering af NATO’s afskrækkelsesprofil. Det var i mange år et lower readiness-hovedkvarter, men nu er det her i oktober blevet certificeret som et high readiness land component command-hovedkvarter og er af central interesse for Polen, siger Johnny Jespersen i interviewet, der foregår under hans juleorlov med familien i et sommerhus nord for Viborg.

DA HAN OVERTOG attachéstillingen, havde han for længst indgående erfaring med østeuropæiske forsvarsforhold og polske samarbejdspartnere.

I 2001 var han som kaptajn på udsendelse i Bosnien med i Den nordisk-polske Kampgruppe, der havde en polsk chef. I 2011 kom han til Bruxelles som assisterende militærrådgiver ved den danske NATO-repræsentation. Her oplevede Johnny Jespersen indefra systemets reaktion på kriserne på Krim og i Østukraine.

– Jeg fik rutinen i at gå ud til møder i arbejdsgrupper og varetage danske interesser, rapportere hjem og anskueliggøre tingene for København, beretter han.

– Man kan prøve at forklare sit lands position og prioriteringer – specielt i situationer, hvor man bliver konfronteret med det synspunkt, at Danmark burde yde mere. Her har det været naturligt at fremhæve den danske rolle i Stettin-hovedkvarteret, deltagelsen i Enhanced Forward Presence (EFP) og divisionshovedkvarteret i Letland.

EN KERNEOPGAVE i Warszawa er at følge polske medier og polsk forsvarspolitik. En gang om ugen bliver et nyhedsbrev på dansk udarbejdet, der suppleres med lejlighedsvise temaindberetninger om emner af særlig interesse, for eksempel om Polens syn på Arktis, konflikten i Ukraine og prioriteter i forhold til NATO-møder. Johnny Jespersen har en polsk assistent og en dansk praktikant, der er formidlet gennem Udenrigsministeriet i København.

– Jeg går til møder i det polske forsvarsministerium, det nationale sikkerhedsbureau og i attachéforeningen, hvor sidstnævnte blandt andet danner rammen om fælles briefinger og besøg ved polske militære myndigheder og enheder, fortæller han.

– Deltagelse i ceremonier – for eksempel Armed Forces Day – er velegnet til opbygning og vedligeholdelse af netværk. Og jeg har møder med blandt andet folk fra tænketankmiljøet og medarbejdere fra polske politiske magasiner.

Med i Warszawa har obersten sin hustru, sin datter på 19 og sønnen på 14 år, som tidligere også var med Bruxelles.

– Det har givet os mulighed for at beholde et tæt familieliv og at få spændende oplevelser. Det har også en væsentlig repræsentativ betydning og gavner vores sociale liv i det internationale netværk, at min kone, der har orlov fra sit job som radiograf i Aalborg, er med. Hun er med i netværket af attaché-hustruer, der er meget aktivt med arrangementer.

DE FÆRRESTE POLAKKER frygter en egentlig invasion. Udfordringen er, at de konflikter, Rusland puster til, udspiller sig lige om hjørnet.

– Putins tale før jul er kulminationen på noget, han længe har forsøgt at kommunikere, siger Johnny Jespersen.

– NATO’s og EU’s udvidelse er en voldsom provokation. Efter Putins opfattelse er noget blevet taget fra Rusland. Som man traditionelt ser det, har Rusland sikkerhedspolitisk brug for plads, så man ikke har fremmede styrker tæt på landets politiske og befolkningsmæssige centre.

Politikken er blevet formuleret i den såkaldte Gerasimov-doktrin, der har navn efter generalstabschefen Valerij Gerasimov. Under hans ledelse har Rusland fået et militær, der kan understøtte Putins politik.

– Russerne vil klart kunne tage en bid af Ukraine. Vi må erkende – og det vil polakkerne til hver en tid argumentere for –, at den mest egnede linje, NATO kan vælge, er Speak softly and carry a big stick!, fastslår attachéen med et citat af Theodore Roosevelt, USA’s præsident 1901-1909.

I NATO HAR POLEN længe stillet krav om en forsvarsplanlægning, der i nogen grad vil medføre en tilbagevenden til planer, hvor militære styrker dedikeres til regionale opgaver inden for NATO’s område – noget, der ellers er blevet skrottet efter Den kolde Krigs ophør. Det skete ikke mindst i Anders Fogh Rasmussens tid som generalsekretær 2009-2014.

Siden er pendulet i NATO svinget mere og mere mod kollektivt selvforsvar. Den øverstkommanderende i Europa (SACEUR) fik på et forsvarsministermøde i oktober 2021 bemyndigelse til at udarbejde forslag til styrkelse af evnen til afskrækkelse og kollektivt forsvar af NATO’s område. Det skal føre frem til beslutninger på NATO-topmødet i Madrid i juni i år. Generalsekretær Jens Stoltenberg udtalte, at der var enighed om et sæt nye kapabilitetsmål for alle NATO-medlemslande og om en overordnet forsvarsplan for den euro-atlantiske region, der sikrer, at ’vi har de rigtige styrker på det rigtige sted på den rette tid’.

I POLEN HAR MAN en forsvarslov, der ufravigeligt fastsætter, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet der skal gå til Forsvaret frem mod 2030; målet er 2,5 pct. Ifølge Johnny Jespersen er der en udstrakt konsensus om forsvarspolitikken. Det er bemærkelsesværdigt i et land, der i den generelle politik er lige så dybt splittet som USA.

Ambitionsniveauet er øget i kraft af en Lov om Reform af Fædrelandets Forsvar. Personelstyrken skal øges fra ca. 200.000 til ca. 250.000, og Polen har netop købt 250 M1 Abrams-kampvogne af USA for i alt 36 milliarder kr. Den enorme investering er vel at mærke sket uden om det eksisterende budget, hvilket siger noget om den polske regerings vilje til at investere i forsvar.

SOM JOHNNY JESPERSEN SER DET, forholder de danske politikere sig i dag aktivt til problemerne vedrørende Rusland/Ukraine. Det kom blandt andet til udtryk lige før jul, da forsvarsminister Trine Bramsen besøgte Ukraine.

– Det interessante ved det kommende forsvarsforlig vil blive, om handling følger ord, bemærker han.

– Den polske forventning til os er, at vi støtter op om øget afskrækkelse og evnen til kollektivt forsvar, men når det gælder prioriteringen af Forsvaret ligger det i luften, at polakkerne opfatter en række NATO-lande som fodslæbende.

På møder i Warszawa har forsvarsattachéen oplevet, at Polen har forståelse for, at Danmark ikke kan prioritere Østersøen ensidigt, idet Danmark har en stor rolle at spille i Arktis, hvor russerne også er aktive.

Debatten om det kommende forsvarsforlig er i fuld gang. Militæranalytiker Johannes Riber, Forsvarsakademiet, argumenterede i en artikel i nr. 4 af magasinet Ræson i 2021 for en genindførelse af ubåde. De blev afskaffet i 2004.

”Det vil være en helt central opgave fra dansk side at kunne forhindre minelægning i de danske stræder (…), men også at bidrage til, at truslen fra russiske fly og missiler kan undertrykkes. I den sammenhæng har den danske flåde nogle centrale mangler, først og fremmest omkring indhentningen af informationer og efterretninger til søs,” skriver Riber.

Johnny Jespersen kan godt se en pointe, særligt i lyset af, at det i polsk optik er væsentligt at etablere en effektiv afskrækkelse over for Rusland i Østersøen og det baltiske område.

– Men i lyset af de begrænsede ressourcer kan det være, at vi kan gøre noget med de kapaciteter, som Søværnet allerede råder over eller er ved at anskaffe. Desuden er det et spørgsmål, om betydningen af ubåde ad åre kunne blive mindre på grund af udviklingen af stationært lytteudstyr og undervandsdroner, siger obersten.

– I bagklogskabens lys kan det synes ærgerligt, at vi afskaffede ubådene, men et åbent – og i sidste ende politisk – spørgsmål er, om det er cost-effektivt at investere i en genanskaffelse.

POLEN ANSER USA for sin endelige sikkerhedsgaranti, hvis NATO skulle svigte. I betragtning af den sandsynlige udtynding af det amerikanske engagement melder spørgsmålet sig dog, hvilke sekundære stormagter der set fra Warszawa vil være parate til at tage et hovedansvar i en tilspidset situation. Her spiller Tyskland en naturlig og stor rolle.

– Landet er den store økonomiske magt og det mest folkerige land. Tyskerne har i modsætning til Frankrig og Storbritannien ingen atomslagstyrke og kan derfor koncentrere sig om at opbygge et stærkt konventionelt forsvar. Ud over at være direkte nabo til Polen er Tyskland en af rammenationerne i MNC NE, som i polsk optik har en central betydning. Men på grund af historien er tyskerne nødt til at fare med lempe.

Der skal ikke meget til, før den nazistiske fortid bliver draget frem, særligt i den politiske debat. Der er dog et godt og solidt samarbejde mellem tysk og polsk forsvar.

Polen har imidlertid været stærkt kritisk over for etableringen af gasrørledningen Nordstream 2 under Østersøen til Tyskland. Rørledningen, der blev færdiggjort i 2021, sætter Rusland i stand til at eksportere gasmængder af hidtil uset omfang uden om rørledningerne gennem Polen og Ukraine. Polakkerne mener, at forbindelsen unødvendigt styrker Ruslands stilling ved at øge Tysklands energiafhængighed af den østlige stormagt.

Tyskland er generelt tilbageholdende med at udfordre Rusland. Det sås, da man i 2021 blokerede for NATO-salg af forskellige avancerede våben til Ukraine.

– Efter min vurdering har Polen et pragmatisk syn på, hvem der skal spille hovedroller ud over USA. De er opmærksomme på at byde ind med samarbejde over for alle hovedaktører – aktuelt ikke mindst Frankrig, siger oberst Jespersen.

Han peger på, at Polen er blevet rammenation i det af Frankrig og Tyskland etablerede Eurokorps, og at landet har givet tilsagn om et bidrag til den fransk-ledede Task Force Takuba i Sahel-regionen i Afrika.

Johnny Jespersen
1989: Kadetaspirant på Hærens Sergentskole i Sønderborg.
1991-1994: Hærens Officersskole
1994-2004: Prinsens Livregiment. 1997 og 2001 i Bosnien med SFOR-styrken – ved sidstnævnte udsendelse som kaptajn. Kompagnichef fra 2002 og udsendt som kompagnichef på DANCON IRAK hold 2.
2004-2010: Hærens Operative Kommando 2004-2010; major fra 2006.
2011: Udsendt til Afghanistan januar-juli med ledelsesfunktion i ISAF-styrkens hovedkvarter
2011-2015: Assisterende militærrådgiver for den danske militærrepræsentant i Bruxelles ved EU og i NATO’s Militærkomité (DAMIREP).
2015-2017: Chef for Hærkommandoens ledelsessekretariat.
2017-2019: Oberstløjtnant og chef for Produktionsdivisionen under Forsvarets Sanitetskommando.
2019-2020: Chef for et trænings- og rådgivningshold udsendt af NATO til støtte for opbygningen af en irakisk sanitetsskole.
2020: Forsvarsattaché i Polen med midlertidig grad af oberst.
– Højere stabskurser: Stabskursus II fra Forsvarsakademiet 2005-06, kursus på European Security and Defence College 2011-2012 samt en MBA i Strategic Business Management fra Aarhus Universitet 2009-2014.
– Fritidsinteresser: Fysisk træning (Functional, TRX, løb), rejser med familien og faglitteratur – især om forsvarsforhold og ledelse.