Mød din værnsformand, Søværnet

Artikel bragt i Fagbladet Officeren, April 2018

Som ung konstabel i Søværnet opdagede kommandørkaptajn Peter Vestergaard, at han var nødt til selv at gribe ind for at få rettet op på fejl og mangler vedrørende lønnen og frihedsregnskabet.

Den erfaring har han taget med sig hele vejen gennem karrieren og som værnsformand for Søværnet i HOD.

Der var noget, der ikke stemte, når konstabel Vestergaards månedsløn blev udbetalt. Den unge konstabel i Søværnet, Peter Vestergaard, vidste præcis, hvor mange vagter han havde gået, men tallet stemte ikke med oplysningerne på lønsedlen. Da fejlene på lønsedlerne fortsatte, besluttede Peter Vestergaard at sætte sig ind i lønsystemet og selv gøre en indsats for at få fejlene rettet op.

I dag er Peter Vestergaard kommandørkaptajn i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor han er chef for myndighedsafdelingen, der har ansvaret for personel- og materielsikkerhed. Og så er han Søværnets værnsrepræsentant i HOD´s hovedbestyrelse samt stedfortrædende formand.

Men erfaringen fra tiden som konstabel i Søværnet bærer han stadig med sig. Hvis man er utilfreds med noget, og hvis man synes, at noget skal gøres bedre, må man selv gøre en indsats. Man kan ikke bare forvente, at andre altid retter op på tingene.

Derfor satte jeg mig ind i tingene, og inden måneden var slut, gik jeg ned til banjemesteren, for at vi lige kunne blive enige om, hvor mange vagter jeg havde gået og alle de her ting. Jeg havde jo en mistanke om, at der blev begået mange fejl, så derfor blev min interesse vakt, fortæller Peter Vestergaard.

Konstabel Vestergaards mistanke blev bekræftet.

– Lønregnskabet blev dengang ført med håndkraft i store skemaer, hvor det blev noteret, om man havde spist eller ikke, om man skulle have natpenge og havde gået vagter. Hvis staklen, der havde tjansen med at føre lønregnskab, var lidt talblind, så kunne det jo nemt gå galt.

Peter Vestergaard søgte til Søværnet med “en ganske god realeksamen” som ballast. Hans søskende var alle fortsat i gymnasiet, men udsigten til yderligere tre år på skolebænken med eksamener og den lille latinprøve tiltalte ham ikke. Peter Vestergaard interesserede sig for mekanik og elektronik og havde været en uge i erhvervspraktik i Søværnets televæsen. Derfor søgte og fik han plads som lærling.

Et job, der glippede

– I 1982 stod jeg med en særdeles veludført svendeprøve i hånden og tænkte, at nu er det tid til at prøve noget nyt. Jeg søgte og fik job som radartekniker ved kontroltårnet i Københavns Lufthavn. Men da jeg dagen før min tiltrædelse modtog kontrakten, var den ikke, som vi havde aftalt. Der stod et helt andet lønniveau, end jeg havde forhandlet mig til. Derfor ringede jeg til dem og forklarede, at jeg ikke kunne møde på de vilkår. De undskyldte, men kunne ikke gøre det bedre, beretter Peter Vestergaard.

Derefter ringede unge Vestergaard til sin udstikker, og inden længe stod han på Søværnets sergentskole i Frederikshavn. En fejlagtig kontrakt blev altså starten på en karriere i Forsvaret.

Karrieren i HOD begyndte også nærmest ved en tilfældighed. Efter officersuddannelsen og international tjeneste på korvetten Olfert Fischer og det norske forsyningsskib Andenes i Den Persiske Golf mødte Peter Vestergaard i 1993 op på Flådestation Korsør. Søværnet var præget af udflytningen fra Holmen.

Kamp mellem fagforeninger

Desuden sloges de dengang to konkurrerende fagforeninger fortsat om officererne som medlemmer i stedet for at interessere sig for deres vilkår. Det havde Peter Vestergaard ikke lyst til at betale kontingent for. Men da de to foreninger fandt ud af at samle sig, påtog han sig hvervet som lokalforeningsformand. Der var ikke stor interesse for det faglige arbejde, men nogen skulle jo gøre det. Og ønsker man at præge rammerne, må man – som nævnt – selv tage affære.

Engagementet i HOD har han holdt fast i – bortset fra en periode, hvor han gjorde tjeneste i Forsvarsministeriets 6. kontor, som blandt andet forhandlede overenskomster, og hvor Peter Vestergaard måtte træde ud af hovedbestyrelsen. Man mente, at Peter Vestergaards kompetencer fra det faglige arbejde i HOD var de helt rigtige til jobbet i ministeriet og efterfølgende i Forsvarets Personeltjeneste, der overtog en række af ministeriets opgaver.

Der er nogle spilleregler, man skal følge. Da jeg arbejdede i ministeriet og i personeltjenesten, havde jeg et udmærket forhold til kollegerne i HOD, selv om vi havde hver vores mål. Og sådan er det stadig, fastslår Peter Vestergaard, der vendte tilbage til tillidshvervet i HOD nogle år efter tiden i personeltjenesten.

Peter Vestergaard ser sin rolle som værnsformand som lobbyarbejde.

– Hvis man synes, at noget er forkert, kan man sparke døren ind og råbe og skrige til chefen. Men man kan også stille spørgsmål, så man kommer ind på den sag, man gerne vil tale om, og gennem dialog med chefen få bragt forholdet i orden. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at man som værnsformand ofte arbejder som lobbyist, hvor det ikke handler om at sparke døre ind.

Man kommer ikke langt med tvang

Samme metode bruger Peter Vestergaard i sin daglige tjeneste, hvor han er chef for Myndighedsafdelingen og via de otte inspektørområder sørger for sikkerheden på alt fra fly og skibe over køretøjer til våben, ammunition og informationssikkerhed.

– Som ansvarlig for sikkerheden kan man vælge at være gnaven og sige nej til alle afvigelser fra reglerne. Men hvis du arbejder som lobbyist og forklarer folk, hvorfor reglerne er vigtige, kommer du meget længere. Tvang er svært at arbejde med, siger han.

Og når det er fornuftigt og sikkert, kan Peter Vestergaard og hans inspektører også beslutte at dispensere fra nogle af reglerne. Han understreger dog, at sikkerheden i Forsvaret generelt “har det godt”.

Den gyldne tid

Selv om Peter Vestergaard har brugt de fleste af sine år i Forsvaret i stabe, styrelser og i ministeriet, taler han særlig varmt om den operative del af tjenesten – især om tiden som chef for den for længst nedlagte Søværnets Mobile Logistikenhed, MLOG. Enheden skulle forsyne og vedligeholde Søværnets missiltorpedobåde og Standard Flex-fartøjer via små havne, hvor de svært bevæbnede fartøjer kunne gemme sig, indtil de skulle i kamp mod en invasionsflåde.

– Vi reparerede skibene og skiftede motorer og alt muligt andet ude i de små havne. Det var en gylden tid, hvor man var ude i det operative område med god kontakt til de sejlende enheder. Man kunne også mærke på medarbejderne, at arbejdsglæden var meget høj, for man løste jo en vigtig opgave, og der var umiddelbar succes, hver gang vi havde fået et skib på havet igen.

Og selv om Peter Vestergaard har “sejlet skrivebord” i snart mange år, har den militære identitet stadig meget stor betydning. Da materieltjenesten i lighed med andre styrelser i Forsvaret flyttede fra forsvarschefens område og blev til en civil styrelse under Forsvarsministeriet, fik de militært ansatte i november 2014 besked på at lægge uniformen fra sig. Arbejdspladsen skulle være civil.

Men så smed Peter Vestergaard og hans militære kolleger fløjlshandskerne og trådte frem på Berlingskes forside med protester mod uniformsforbuddet.

– Det var ikke rimeligt, at min identitet skulle pilles af mig. Det var heller ikke rimeligt, at mine mange år i Forsvaret skulle fjernes og neutraliseres.

Missionen lykkedes. Nu er det frivilligt, om man vil gå i uniform, og det gør de militært ansatte i FMI til daglig. Det betyder også noget, at den netop udnævnte nye chef er en general og ikke en civil direktør.

– Vi er der jo for at skaffe materiel til de militære enheder. Og det militære betyder også noget for de civilt ansatte, der efterlyser militært islæt i tjenesten og gerne vil identificere sig med at arbejde i Forsvaret.