Artikel bragt i Fagbladet Officeren nr. 3 2023

Oberst Carsten Hasenfuss er dansk forsvarsattaché i Sverige, Norge og Finland. Da Officeren er i Stockholm i begyndelsen af maj, er obersten netop kommet tilbage fra et besøg i Finland. Det har gjort indtryk på ham og mindet ham om, at landet med sin 1.300 kilometer lange grænse mod Rusland er i særklasse blandt de fire nordiske lande, når det gælder forsvarsvilje.

– Jeg besøgte en kæmpe bunkerfacilitet i Helsinki, der blot er et af 55.000 større og mindre bunkeranlæg eller lignende i landet, fortæller Carsten Hasenfuss.

– Det er konstant på 72 timers beredskab og har plads til 6.000 mennesker – inkl. sengefaciliteter og toiletter. Til daglig fungerer det paradoksalt nok som idrætsfacilitet og legeplads og er indrettet sådan.

Han finder landets beredskab helt enestående.

– Når man f.eks. bygger et nyt hus i Finland, så er det et krav, at der også skal være en shelterfacilitet på en vis procentdel af bygningens areal.

Han fornemmer ingen frygt hos den enkelte finne – blot en holdning i retning af: ’sådan har vi indrettet os’.

– Der er en anden tilgang til og forståelse af vilkårene iboende i den enkelte finne, mener attachéen, der tiltrådte posten for et halvt år siden.

Finland er det eneste nordiske land, der har honoreret NATO’s opfordring til at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på Forsvaret. Det betyder dog ikke, at Carsten Hasenfuss i den forbindelse hører kritik i retning af, at ’det er for dårligt, at Danmark roder rundt med et forsvarsbudget på under 1,4 pct.’.

– På nogle områder er Danmark ikke ’lillebror’, men ’storebror’. Vi er i Danmark stærke inden for innovation og forskning. Danmark har i forhold til de andre nordiske lande en mindre, men meget kapabel og højteknologisk forsvarsindustri. Vi har også en force i, at Sverige og Finland bruger os til rådgivning vedrørende NATO-forhold og -procedurer.

Arktis som topprioritet
Indtil nu har Danmark – som Sverige og Finland – haft Østersø-regionen som hovedfokus, men i maj tilkendegav fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at hensynet til Arktis vil komme i front i den kommende forsvarsforligsperiode.

– Langt det meste af den russiske Nordflåde er allerede samlet ved Murmansk, og kapaciteter i Østersøen kan forventes at blive flyttet derop, beretter Carsten Hasenfuss.

Overvågning i Arktis over og under vandet vil derfor være en topprioritet.

– Det gælder landbaseret overvågning (radar), overvågning fra satellitter og skibe samt fly og droner. Norge har f.eks. ubåde og Sverige en meget moderne flyovervågningskapacitet. Overvågning i Nordatlanten ved overfladeskibe er nok Danmarks stærkeste kort i kraft af Thetisklasse-inspektionsskibene, og geografien har naturligvis stor betydning – den lige linje fra Danmark over Færøerne til Grønland.

Endelig er der Folketingets Arktispakke fra 2021 med dens fokus på ’højteknologiske ubemandede systemer og kapaciteter’, det vil sige især satellit- og dronebaseret overvågning.

– Det kan også godt tænkes at blive prioriteret i det kommende forsvarsforlig, vurderer forsvarsattachéen og tilføjer, at det er vigtigt at få prioriteterne samordnet og koordineret.

Det gælder ikke blot vedrørende Sverige og Finland, der ikke hidtil har været aktører i Arktis i større stil, men også med USA og Canada. Samtidig mener han, at det finske og formentlig snarlige svenske NATO-medlemskab vil gøre overvågning af Østersøen nemmere.

Forskellene i udgangspunkt
Indtil Carsten Hasenfuss tiltrådte stillingen i september 2022, havde Danmark ikke haft forsvarsattachéer i Skandinavien i over 20 år. Beslutningen blev taget før Ukraine-krigen og har altså ikke direkte sammenhæng med den. Men de nordiske regeringer ønskede et tættere samarbejde – også på forsvarsområdet, siger han.

– Jeg havde det godt i min tidligere stilling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Derfor havde jeg ikke blikket rettet mod udlandet, men oplever det lidt som en appelsin i turbanen, at jeg kunne bruges i dette job.

Selv om landene har nær samhørighed, er udfordringerne ved at inkorporere de to nye lande i NATO betydelige.

– Forsvar og totalforsvar er organiseret forskelligt i Danmark, Sverige og Finland. I Danmark forholder vi os meget til NATO’s styrkemål – Finland og Sverige til deres territorialforsvar, d.v.s. det, vi kender som NATO-pagtens Artikel 3, understreger Hasenfuss.

– Det har betydning for beredskab, organisation, taktik, logistik m.m. Det handler om at få Sverige og Finland ind på det spor, hvor vi laver operative overvejelser om og planlægning af, hvordan vi samtænker ressourcer og enheder etc. Til gengæld kan vi lære noget af dem om, hvordan man klarer sig selv.

De to lande har til gengæld brug for at lære, hvordan man modtager opfølgestyrker og videretransporterer dem.

– Det er en type planlægning, vi i Danmark har bevist os gode til. De har ikke et logistisk setup til – eller erfaring med – at flytte store enheder i deres store lande.

NATO vil dog blive voldsomt styrket med Sverige og Finland.

– De vil i udgangspunktet styrke stabilitet og sikkerhed i Norden. De to lande har heller ikke det samme presserende beskyttelsesbehov, som det er tilfældet med flere andre af de senest optagne NATO-lande, påpeger forsvarsattachéen.

Finland og Sverige har desuden den styrke, at de som hidtil alliancefri lande med stærke territorialforsvar gennem generationer har opbygget store forsvarsindustrier.

Møder og netværksarbejde
For oberst Hasenfuss afhænger forløbet af en arbejdsuge af, hvad der aktuelt sker, og i hvilket af de tre lande, han er akkrediteret til, han befinder sig.

– Jeg begynder og slutter alle dage med læsning af nyheder inden for forsvarsområdet – både generelt og for hvert af de tre lande. Jeg laver en del planlægningsarbejde her på ambassaden og holder møder med forsvarsministerierne og andre samarbejdspartnere i landene. Jeg holder også møder med forsvarsindustrielle virksomheder – både danske og nordiske.

Her bliver det ind imellem aktuelt, at ambassadør Kristina M. Beckvard bebor de tre øverste etager af ’Danmarks Hus’, den seks etager høje, relativt smalle ambassadebygning på det centralt beliggende Jakobs Torg. Den nederste af de tre etager er en slags ’blandet zone’, for den bruges – selv om den er en del af ambassadørboligen – i en del tilfælde til formelle møder og repræsentative arrangementer.

– Jeg besøger i mit job forsvarsinstitutioner og militære enheder og har netop været til stede ved den store svenske øvelse ’Aurora’ – en værnsfælles øvelse med næsten 30.000 deltagere. Mange internationale enheder deltager også, heriblandt danske, fortæller Carsten Hasenfuss.

Han er medlem af foreningen af forsvarsattachéer i Stockholm, der laver en del faglige arrangementer.

– Det giver netværk, og det er det, jeg lever af. Hvis jeg f.eks. har noget, jeg skal foretage i forbindelse med Norge, går jeg typisk til min norske kollega og beder om oplysninger om, hvordan jeg f.eks. skal gribe det an, hvem jeg bør søge møder med etc.

Rigtig meget handler om Ukraine – f.eks. når større pakker med våbendonationer skal koordineres. Endelig er der særlige, lidt mere eksklusive briefinger i ministerierne – typisk af ministeriernes direktører – specielt om Ukraine.

– I den henseende er det værdifuldt, at et land er repræsenteret med en attaché, for her får man oplysninger, man sjældent får på afstand, oplyser Hasenfuss.

Opgraderingen af de nordiske forbindelser viser sig også i, at danske forbindelsesofficerer er blevet placeret ved forsvarskommandoerne i Stockholm og Oslo. Det er henholdsvis Ken Nielsen og Mogens Christens, begge kommandørkaptajner.

– De står for det operative niveau, mens jeg står for det ministerielle: Jeg er udsendt af Udenrigsministeriet, men arbejder for Forsvarsministeriet, uddyber forsvarsattachéen.

– Det handler om den del af arbejdet, der skal omsætte hensigter til konkret planlægning og handlinger. Samarbejde om luftovervågning og afvisningsberedskab bliver f.eks. intensiveret.

Et nyligt udslag at dette var, da et russisk fly den 21. april blev afvist og eskorteret væk fra dansk luftrum øst for Bornholm af både danske og svenske jagerfly.

Afskrækkelse skal være afpasset
Med udsigten til, at Norden bliver et stærkt militært område for NATO, betoner Carsten Hasenfuss, at man må holde en balance.

– Man skal have en afskrækkelseseffekt, men må have respekt for, at Rusland kan se det som en trussel. Man må forholde sig til, at afskrækkelsespotentialet skal være afstemt med den trussel, man står overfor – og hvordan det bliver opfattet. Man må tage højde for, at der kan være en anden russisk vurdering.

Bemærkningerne var et svar til, at Hasenfuss blev bedt om en kommentar til en analyse af den amerikanske professor John R. Deni fra U.S. Army War College i tidsskriftet Atlantic Council. Deni foreslår, at der skal etableres et divisionshovedkvarter, Multinational Division High North, i Finland med en stærk permanent bemanding og en lufttaktisk kommando i Sverige med navnet Combined Air Operations Centre for the High North. Carsten Hasenfuss vil ikke kommentere hensigtsmæssigheden af et sådant hovedkvarter.

– Drøftelser om forskellige scenarier for NATO’s kommende styrkestruktur foregår løbende, siger han.

HR-specialist
Den kongelige Livgarde er Carsten Hasenfuss’s stamregiment, men det er mange år siden, han har forrettet geledtjeneste. Siden han i 2003 kom til Forsvarsakademiet i to år som chef for den taktiske efterretningssektion, har han primært haft ledende stillinger i Forsvarsministeriet og FMI.

– På et tidspunkt skulle jeg gøre op, om jeg ville satse på en operativ karriere eller en karriere i stabe og styrelser. Det blev afgørende, at jeg har et stort hjerte for HR – en lyst til at arbejde med og udvikle medarbejdere, der i forvejen var godt uddannede, som vores officerer og befalingsmænd i Forsvaret er, forklarer han.

Efter studentereksamen i 1986 aftjente Carsten Hasenfuss værnepligt hos Gardehusarregimentet og gennemførte sergentuddannelsen samt officersuddannelsen. Herefter fulgte en årrække hos Livgarden, hvor han sluttede som kaptajn. Karrieren som militær embedsmand i København blev 2014-15 afbrudt af en udsendelse til Afghanistan.

– Jeg var leder af et team af danske og internationale mentorer, der skulle støtte afghanske chefer og stabsofficerer i deres arbejde med ledelse, styring og kontrol. Jeg var her selv mentor for en afghansk generalmajor og en oberst. En spændende og udviklende opgave – også for mig selv.