Bragt i Fagbladet Officeren nr. 5 2023.

I 2016 høstede Peter Bogason, professor emeritus i statskundskab fra Roskilde Universitet (RUC), anerkendelse af militærfaglige anmeldere for sin bog Søværnet under den kolde krig. Nogle år senere besluttede han at underkaste NATO-synsvinklen på ikke blot Søværnet, men hele det danske koldkrigsforsvar en grundig undersøgelse. Det var uladsiggørligt uden at inddrage Vesttyskland.

Resultatet foreligger nu i form af et ambitiøst videnskabeligt værk om den kommando, som de operative styrker fra alle tre værn skulle underlægges under en krig: Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s Nordregion i Karup – i daglig tale BALTAP (Allied Command Baltic Approaches). Den omfattede Danmark, Slesvig-Holsten, Kattegat og den vestlige Østersø. Bogen er på engelsk og har titlen NATO and the Baltic Approaches 1949- 1989.

Permanent dansk chef

BALTAP’s officielle navn er i sig selv et tegn på en tilblivelsesproces, der var kompliceret, fordi den tyske besættelse af Danmark ikke lå mange år tilbage.

Det var en politisk umulighed at kalde den en ’dansk-tysk kommando’, selv om det konkrete samvirke de følgende årtier i alt væsentligt stod mellem Danmark og Vesttyskland. Det blev en del af den politiske aftale i 1961, at der skulle være dansk/tysk paritet blandt stabsofficererne, samt at 20 pct. skulle komme fra andre NATO-lande.

Vesttyskland var i 1956 straks parat, da NATO’s europæiske øverstkommanderende foreslog en fælles treværnskommando. Danmark var derimod fodslæbende og gik til sidst kun med på betingelse af, at Danmark permanent fik posten som øverstkommanderende (COMBALTAP).

Modstykket til den instinktive modvilje mod alt tysk var en pinagtig bevidsthed hos folk med indsigt i forsvarsforhold om, at et militært samarbejde var nødvendigt.

Ekspert fra Hitlers flåde

Allermest unævneligt var det, at Søværnets ledelse havde brugt den tyske viceadmiral Hellmuth Heye, der havde været topofficer i Adolf Hitlers Kriegsmarine, som konsulent. Han havde erfaring med både søkrigsførelse mod sovjetiske flådestyrker og med de indre danske farvande. Han var dermed ekspert i ’littoral warfare’ – krigsførelse i snævre, typisk lavvandede farvande.

På Heyes råd lagde Søværnet sig fast på en doktrin, som man fastholdt hele Den kolde Krig igennem. I de danske stræder havde NATO muligheden for at hindre et udbrud af Sovjetunionens østersøflåde til Atlanterhavet.

En stor minelægningskapacitet var nødvendig for at kunne spærre for gennemsejling, og hertil kapacitet til at forsvare udlagte minefelter med overfladeskibe, ubåde og kystartilleri. Rådighed over et betydeligt antal mindre skibe skulle prioriteres højere end større enheder. Hurtigtgående motortorpedobåde skulle være til rådighed for hit and run-aktioner.

Afklassificerede dokumenter

Kernen i forfatterens kildemateriale er afklassicerede dokumenter fra Rigsarkivet og det tyske Forbundsarkivs Militärarchiv i Freiburg.

Peter Bogasons gennemgående synsvinkel styres bl.a. af spørgsmål om, hvad den militære top gjorde, og hvad den ville opnå. Bogen rummer en masse nyt om, hvordan danske militære myndigheder forhandlede med det tyske system, og om hvordan Forsvaret og NATO på de indre linjer reagerede på forskellige internationale krisesituationer.

Emnebehandlingen forekommer at være udtømmende, og det er ikke kun på prioriterede områder, at nyt materiale præsenteres, men bredt gennem hele værket.

Det svage udgangspunkt

1950’erne fylder mest i værket som det årti, der var baggrunden for etableringen af BALTAP. Næsten alt skulle bygges op fra grunden. Det meste af flåden havde sænket sig selv den 29. august 1943, og tyskerne havde beslaglagt den danske hærs våben. Danmark var stærkt afhængigt af våbendonationer fra primært USA.

Nazitysklands kapitulation i 1945 havde efterladt Tyskland afvæbnet. Slesvig-Holsten blev besat af britiske besættelsesstyrker, og danske og norske styrker blev stillet til rådighed som bidrag. Briterne trak sig i løbet af få år tilbage, og Norge trak sin brigade hjem. Resultatet var, at det landmilitære forsvar af Slesvig-Holsten i en årrække alene bestod af ca. 1.400 mand fra Den danske Tysklandskommando.

Søværnets materiel var også forældet, og Flyvevåbnet fik efter sin etablering i 1950 godt nok vægtige tilførsler af fly, men indkøringsproblemerne i det nye værn var betydelige.

Henholdende politik

Betydningen af Vesttysklands NATO-medlemskab i 1955 blev håndfast manifesteret, da den stærke 6. Panzerinfanterie-Division i løbet af få år blev etableret med hovedkvarter i Neumünster. Det blev senere en grundbestanddel af BALTAP, at Jyske Division i tilfælde af et krigsudbrud skulle gå over grænsen og kæmpe sammen med tyskerne i forsvaret af Slesvig-Holsten.

Det var dog de to landes søværn, der var pionerer for integrationen. Et fælles stabsarbejde mellem tyske, danske og britiske søofficerer blev besluttet i 1956. Forhandlingerne forløb over tre år i Holtenau ved Kiel stort set uden for offentlighedens søgelys, inden en fælles flådekommando kunne dannes. På de indre linjer gav danske politikere udtryk for, at deres præference for tavshed og en henholdende politik skyldtes et håb om, at det dansk/tyske spørgsmål ville blive mindre betændt, jo flere år krigen kom på afstand.

Dobbeltbundet linje

Danmark indtog fra start en position som ’allieret med forbehold’. Det indebar bl.a. en beslutning om ikke at ville modtage atomvåben i fredstid. Dermed koblede Danmark sig af fra alliancens afskrækkelsesstrategi, der netop indbefattede omfattende førstebrug af taktiske atomvåben i tilfælde af angreb østfra.

Men den danske politik på atomområdet var dobbeltbundet. Dansk forsvar deltog i NATO-øvelser, hvori anvendelse af atomvåben indgik som en central del. I 1954 ændrede Flyvevåbnet taktisk doktrin, uden at det udtrykkes eksplicit i noget arkivmateriale, forfatteren har kendskab til. Bogason kan blot konstatere, at Flyvevåbnet indtil dette år havde forsvar af Danmarks territorium som opgave. Derefter trænede danske besætninger på især de amerikansk leverede jagerbombere af typen Thunderjet F-84G i bombardementer af østblokkens udskibningshavne ved Østersøen. Sådanne angreb skulle
i følge NATO’s planer gennemføres med atomvåben.

Bagud på sømålsmissiler

En af Bogasons hovedkonklusioner er, at NATO i det sidste årti før Berlinmurens fald i 1989 fik rettet op på, at man i Østersøen havde været den svagere part.

Sovjetunionens overvægt gav sig bl.a. udtryk i, at man fra 1958 begyndte at bevæbne destroyere og hurtige patruljebåde med sømålsmissiler. Ved etableringen af BALTAP var udgangspunktet for NATO en opfattelse af at være i defensiven, og hovedtruslen i Østersøen var i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne det sovjetiske SS-N-2 Styx-missil.

I 1970’erne vendte billedet, og det danske søværn tog Harpoon-missilet i brug på fregatter, korvetter og torpedomissilbåde, mens tyskerne anskaffede Exocet-missiler til torpedomissilbåde og Kormoran-missiler til deres marineflyvevåben.

I 1980’erne fortsatte moderniseringerne. F.eks. fik det tyske marineflyvevåben kampflyet Panavia Tornado til erstatning for de aldrende Lockheed F-104 Starfighter-jagere. BALTAP udviklede konceptet ’Operation Hurricane’, som blev fintunet under en række større øvelser. ’Hurricane’ gik ud på at angribe en fjendtlig invasionsstyrke på vej mod f.eks. Sjælland eller Fehmern med samtidig affyring af et stort antal sømålsmissiler fra de samlede danske og vesttyske flådestyrker samt de til rådighed stående fly.

En afgørende grund til, at NATO efter Bogasons vurdering opnåede paritet i militær slagkraft, var, at østblokken på grund af store økonomiske problemer ikke længere kunne følge med teknologisk.

Fuldendt, men krævende

Bogen forekommer at være et fuldendt akademisk værk, men den er krævende. Ikke fordi den er svært skrevet; tværtimod er sproget enkelt og let forståeligt.

Men stoffet er komprimeret. Der er konkret, faktuelt indhold i næsten hver sætning på de over 600 sider og dermed kun få åndehuller. Dog skal det nævnes, at Bogason en række steder bringer uddrag af beretninger fra ikke mindst deltagere i øvelser. At forfatteren tænker i funktioner og systemer markeres af, at personer i overvejende grad benævnes ved deres titler. F.eks. omtales E.J.C. Qvistgaard – forsvarschef 1950-62 – langt de fleste steder som ’C-in-C’ frem for ved sit navn.

Parallelt hermed er der blandt de mange illustrationer ikke et eneste personfoto. Illustrationerne består af kopier af gennemgående interessant, hidtil klassificeret materiale fra arkiverne, kort, tabeller samt fotos af skibe, våben, kontrolrum m.m. Det bidrager til helhedsoplevelsen af markant faglig tyngde.