Artikel bragt i Fagbladet Officeren nr. 2 2022

Efter tilbagetrækningen af det danske bidrag til Task Force Takuba – den franskledede stabiliseringsstyrke i Mali – kan man spørge, hvad opgaven er for en dansk forsvarsattaché i den ustabile vestafrikanske indlandsstat. Det erkender oberstløjtnant Kenneth Goren Albret, der har haft posten siden 2019.

– Men frem til det tidspunkt, hvor akkreditering til Mali ikke længere gør nytte, giver det god mening at forblive her, understreger han i et telefoninterview med Officeren fra sit kontor på den danske ambassade i hovedstaden Bamako.

– Jeg er første kontaktpunkt for Forsvarsministeriet vedrørende situationen i Sahel-regionen. Og vi har stadig en FN-mission, MINUSMA, i landet med bl.a. danske stabsofficerer.

Tilbagetrækningen af de 105 danske soldater skete efter krav fra Malis militærstyre. Den var kun begyndelsen på afviklingen.

– Logistisk set var det et komplekst koncept, der viste de store udfordringer i at deployere til Sahel-regionen. Materiellet blev fragtet til Cotonou i Benin med skib og derefter – under behørig sikring – transporteret til Nordmali i vejtransportkonvojer igennem Benin og Niger, fortæller Kenneth Albret, der fra juli 2021 deltog i forberedelsen.

Lejren er ved at blive afviklet, og materiellet fragtes retur.

– Etableringen og den hurtige aflysning har trukket hårdt på ambassaderne i Bamako og Ouagadougou i Burkina Faso, der ydede støtte i samarbejdet med myndigheder i Mali, Benin og Niger.

Også resten af den 900 mand store multinationale styrke blev trukket ud og er nu stationeret i Niger.

Dødvande
Dialogen med de maliske myndigheder er begrænset.

– Der er politisk ømfindtlighed og ikke noget ønske om realitetssnak, siger oberstløjtnanten og tilføjer, at det er vigtigt at kende strømningerne i det svært gennemskuelige system.

– Hvordan er f.eks. holdningerne til implementeringen af Algier-fredsaftalen for Mali fra 2015? Det er min opgave at monitorere, skabe kildenetværk m.v. for bedre at kunne rapportere om disse forhold. Jeg har plejet mine kontakter fra en tidligere udstationering i Mali 2016-18. De kan heldigvis støtte mig i dette omfangsrige arbejde.

Fra dansk side afstår man fra at stå for træning. Risikoen ved at uddanne lokale styrker og myndigheder består i, at de derefter kan vise sig at samarbejde med f.eks. ’Wagner-gruppen’. Den har i en årrække været et uofficielt redskab for det russiske Putin-styres geostrategiske politik i en række afrikanske stater – og i Ukraine.

– Vi kan få medansvar for mulige menneskerettighedskrænkelser. Dermed ville vi så tvivl om vores fundamentale tilknytning til forfatningsmæssig lov og orden, der er selve begrundelsen for vores støtte til FN-missionen.

Mali har haft en militærregering siden den 18. august 2020, da landsfaderen, nu afdøde Ibrahim Boubacar Keita, blev afsat ved et kup.

Dødvandet i landet skyldes, at en ellers varslet genindførelse i år af civilt, demokratisk styre er blevet udskudt på ubestemt tid. Sanktioner fra ECOWAS (Det økonomiske fællesskab af vestafrikanske stater) har forværret de sociale og økonomiske forhold i det ludfattige land.

Taler fransk som indfødt
Kenneth Albret er – ud over at være forsvarsattaché – militærrådgiver i det danske samtænkningsprogram for Sahel-regionen i regi af såvel Forsvarsministeriet som Udenrigsministeriet. G5 Sahel-landene udgøres af Tchad, Niger, Mali, Burkina Faso og Mauretanien, alle tidligere franske kolonier.

Albret er valgt til opgaven på grund af en særlig faglig profil. Han har boet i udlandet det meste af de sidste 34 år; kun i et halvt år i 2005 var han tilmeldt det danske folkeregister. Bortset fra en kort afbrydelse i 2018 har han nu boet i Sahel-regionen i otte år.

Han er vokset op med livsformen. Som barn boede han tre år med sine forældre i Frankrig, hvor han lærte at tale fransk flydende – en nødvendig færdighed i G5 Sahel-landene. Faderen var seniorsergent i Flyvevåbnet og udstationeret ved NATO’s HAWK Management Office. Han var en af de første danske teknikere, der arbejdede med luftværnssystemet.

Uddannede FN-observatører
Kenneth Albret arbejdede fra 1988 i syv år i forskellige funktioner i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. I 1999 kom han på sin første internationale mission med spejdereskadronen fra Bornholms Værn, der var udsendt til Albanien under Kosovo-krigen. Derpå fulgte et større antal udsendelser i NATO-, FN- eller EU-regi.

I 2009 tog Albret hul på et nyt kapitel, hvor han – i ramme af Det nordiske Forsvarssamarbejde (NORDEFCO) – begyndte at uddanne militærobservatører ved Det finske Forsvars Internationale Center (FINCENT) i Helsingfors. Han har konsekvent udviklet en profil som specialist i militær medvirken i civile operationer – typisk i FN-regi.

– Jeg brænder for det multilaterale. Det er vigtigt, at vi holder fast ved vores positive holdning til FN, selv om der er brug for reformer, siger oberstløjtnanten.

Autokratiske stater
En akademisk uddannelse er med til at klæde ham på til analysearbejdet. Albret færdiggjorde i 2019 en MA på Bradford University i Nordengland, hvori han specialiserede sig i bl.a. de juridiske og kulturelle grundlag for statsdannelserne i Vestafrika.

– Der er en kulturel forskel, der skyldes forskellige forløb af afkoloniseringen. Tendensen til autokrati er stærkere i de frankofone lande, forklarer han.

De væsentligste demokratiske fremskridt er sket i tidligere britiske kolonier, markant i f.eks. Ghana og i nogen grad i Nigeria.

– Den folkelige kontrol er stærkere i de anglofone lande. I de fransktalende stater er præsidentembedet meget stærkt, som vi kender det fra Frankrig, mens f.eks. ministerpræsidentembedet ikke tillægges megen vægt.

Alle G5 Sahel-landene er autokratier med en problematisk mennerettigheds-situation. Mest berygtet er Mauretanien, hvor regulært slaveri forekommer.

– Landet er imidlertid et stille område i forhold til terrorisme, og styret har formået at sikre grænserne bedre end de andre lande, siger Albret.

Mauretanien deltager i G5-Fællesstyrken, der er deployeret inden for 100 kilometer på hver side af de interne grænser mellem landene.

– Styrkens opgave er at hindre ulovlig grænseoverskridelse. Det er meget vigtigt, idet terroristiske organisationer især etablerer sig i grænseområderne.

Utilfredshed med FN-styrkes mandat
Utilfredsheden med den udenlandske intervention skyldtes den opfattelse, at Mali var uden for indflydelse. Militærstyrets folk mener, at landet indgik aftalen om den franskledede ’Operation Serval’ i 2013 med armen vredet om på ryggen. Det skete i en situation, hvor Keita-styret var i fare for at blive løbet over ende af den al-Qaeda-støttede JNIM-bevægelse. Fremover ønsker man kun bilaterale aftaler, der indebærer indflydelse til Mali.

FN-missionen (MINUSMA) har to hovedformål: 1) At monitorere og støtte overholdelsen af Algier-aftalen fra 2015 og 2) at tilsikre, at befolkningen bliver beskyttet. Malis regering har vedkendt sig dette mandat, men ønsker at missionen også skal udstyres med et ’robust antiterrorisme-mandat’.

En ændring i den retning er imidlertid umulig, for antiterrorisme falder ikke ind under noget kapitel i FN’s charter.

– Den eneste mulighed, jeg ser, er, at en koalition af villige stater – under et behørigt FN Sikkerhedsrådsmandat og med en invitation fra Mali – bliver indsat i lighed med f.eks. FN-styrken mellem Nord- og Sydkorea, pointerer Kenneth Albret.

Bønder over for nomader
Kampene skyldes dels et ønske fra tuaregerne i nord om løsrivelse, dels en konflikt mellem dogon- og bambara-stammerne – begge overvejende landbrugere – og fulanierne, der er kvægdrivende nomader i området fra Senegal til Nigeria.

– Da de er nomader, kan fulaniernes statslige tilhørsforhold til enhver tid problematiseres. De bliver set på som de udefrakommende, bemærker forsvarsattachéen.

– De bliver beskyldt for at støtte JNIM (al-Qaeda), og en del af deres unge mænd synes ganske rigtigt at være modtagelige for radikalisering.”
Bambaraerne udgør den største etniske gruppe i Sydmali og er politisk dominerende.

– De anvender vandressourcerne i deres landbrug og oplever det som et voldsomt indgreb, når nomaderne drager igennem landet med deres dyreflokke, der græsser og drikker undervejs.

I december 2019 blev der under ledelse af daværende præsident Keita indgået et forlig, der havde en national, inddragende dialog som formål.

– Det var et fremskridt, men opfølgningen var begrænset, og indvirkningen af covid-19 gjorde det ikke nemmere at opnå fremskridt.
Resultatet blev en demonstrationsbølge, der førte til militærkuppet.

Hæren mangler folkelig legitimitet
Det stærkeste led i den maliske stat er nationalgarden.

– Den har position som ’statens vagtstyrke’ og manifesterer staten ude i regionerne. Nationalgarden har også den største etniske diversitet, forklarer Kenneth Albret.

Hæren har derimod etnisk set en sydlig/central overvægt.

– Befolkningen i store dele af Mali har den holdning, at hæren ikke beskytter dem om natten, og at den, hvis den dukker op, gennemfører en operation og derefter forsvinder igen. En hensigt i forliget i 2019 var at arbejde for større inddragelse af forskellige befolkningsgrupper i hæren for at forbedre dens legitimitet og anseelse, siger Albret.

Han er enig i analyser fra flere tænketanke, der peger på G5 Sahel-landene som hørende til verdens dårligst fungerende stater, hvor risikoen er stor for, at terrororganisationer rekrutterer og etablerer trænings- og opmarchområder.

– Både al-Qaeda og Islamisk Stat står stærkt. For tiden har al-Qaeda gennem JNIM føringen, fordi al-Qaeda har den største andel af lokale og dermed lokal legitimitet. Islamisk Stat har flere fremmedkrigere i sine rækker.

Det samlende narrativ i Mali er dog, at problemerne begyndte med den islamistiske Boko Haram-bevægelse, der har hjemsted i Nordnigeria, men gradvis er trængt ind i Sahel-landene.

Den russiske indflydelse
Med henblik på tidshorisonten for genindførelsen af frie valg foreligger der intet konkret.

– Vi har ikke nogen pejling på, hvor Mali er på vej hen. Sikkerhedssituationen er flydende og er en brik i den komplekse geopolitiske situation.

Der er en tættere forbindelse mellem udviklingen i Sahel og Ukraine, end man umiddelbart kunne tro, konstaterer forsvarsattachéen.

– Den franske beslutning om at føre Task Force Takuba ud af Mali kan både ses som en fransk exit-strategi og en tendens i retning af en nødvendig oppriotering af Østeuropa. Det efterlader spørgsmålet, hvem der skal føre kampen mod terrorisme i Vestafrika videre – og hvilken form den får.

Mali er et sted, hvor russiske og vestlige værdier støder sammen.

– Mange stater her har svært ved at se resultater af de mange års bistandshjælp. Rusland har valgt et godt tidspunkt til at øge sin indflydelse i Mali, i Sahel og i det bredere Vestafrika.

Klar til at fortsætte ude
Mali anses for et højrisikoområde, hvor det ikke er tilladt diplomaterne at have deres familier med. Det har ingen praktisk betydning for Kenneth Albret. Han har to tidligere samleversker og betegner forholdet til dem begge som godt.

Han har to sønner og tre døtre i alderen 20-39 år. De fire er stedbørn, mens den ene søn er hans biologiske barn. Kun én gang har han haft familien med på en udsendelse. Det var i 2000-2002 – til FN’s fredsbevarende mission i Mellemøsten (UNTSO).

– Begge sønnerne var med, og vi boede i Jerusalem, hvor min samleverske var administrationschef for EU-delegationen til Gaza og Vestbredden.

Albret bor tæt på ambassaden i Bamako – med en interimistisk moske lige uden for hoveddøren.

– Jeg har en vagt på bopælen døgnet rundt og alarmknapper indenfor. I fritiden spiller jeg bl.a. squash med en kollega og jogger/løber i min bydel. Desuden er jeg er medlem af en rideklub, fortæller forsvarsattachéen.

Hans kontrakt udløber i år, men han er klar til fortsat at lade sig udstationere – evt. også efter Forsvarets pensionsalder.

– Så længe Forsvarets behov og min velvillighed fortsætter, så er jeg klar til at vedblive med at tage min tørn for Danmarks anseelse ude.

Kenneth Albret
1983: Værnepligtig ved Danske Livregiment, Vordingborg
1988-95: NATO-hovedkvarteret i Bruxelles
1999-2009: Udsendelser til Albanien, Kosovo, Mellemøsten, Irak, Kashmir, Vestsahara, Georgien og Afghanistan.
2009-2012: Instruktør ved FINCENT, Helsingfors. Medvirkede i opbygningen af den østafrikanske standby-styrke, EASF.
2014-16: HR-officer i EU-støttemission i Niger
2016-18: Chef for den strategiske rådgivningsafdeling ved EU’s civile krisestyringsmission i Mali (EUCAP)
2019: Forsvarsattaché i Bamako

2012-19: MA fra Bradford University med speciale i ’Fred, Konflikt og Udvikling med hovedvægten på Afrika’