I SHAPE hjalp Jon med at lægge NATO’s militære puslespil.

Jon Sørensen, 44 år, har kun været tilbage i Danmark i nogle få måneder i sin nye stilling som chef for 3. CISOPS-bataljon i Fredericia. Men selvom det nye job er spændende, og han med slet skjult stolthed nævner sin forfremmelse til oberstløjtnant, så vil han helst tale om sin seneste udstationering til NATO’s militærstrategiske hovedkvarter, SHAPE, i Mons i Belgien.

I løbet af sine næsten fire år i SHAPE nåede Jon Sørensen både at arbejde som Force Generator direkte under DSACEUR (Deputy Supreme Allied Commander Europe) og senere som operationsofficer ved den danske Nationale Militære Repræsentant (NMR).

– En af mine største oplevelser i SHAPE var at planlægge og eksekvere styrkegenererings-konferencerne. Forestil dig, at du sidder i et kæmpe auditorium med repræsentanter fra alle NATO’s medlemslande samt partnerlande. Der er ca. 150 personer til stede og små flag på bordene ved de enkelte nationer, og så byder medlemslandene ellers ind med militære kapaciteter på samtlige af alliancens missioner, operationer og aktiviteter, siger Jon Sørensen og fortsætter:

Et internationalt spændingsfelt

I de to stillinger som Force Generator og senere ved NMR nåede Jon Sørensen helt lavpraktisk at opleve en af de mest udfordrende dynamikker i NATO, nemlig at alliancens samlede prioriteter skal harmonere med de enkelte medlemslandes nationale interesser.

–  Det er et strategisk spændingsfelt at arbejde i og med mange paradokser. Nationerne har jo besluttet officielt, at missioner som Resolute Support i Afghanistan eller NATO Mission Iraq er vigtige, men jeg kunne samtidig konstatere, at appetitten efter at udfylde alle missioner og styrkebidrag ikke altid var til stede.  De politiske skåltaler kontra realiteterne på jorden stemmer ikke altid overens, siger Jon Sørensen og tilføjer:

– Enkelte missioner og operationer er vanskelige eller kræver meget dyre militære kapaciteter, som der er få af, og andre missioner er bare ikke sexede, så vi var udfordret i at styrkegenerere tilstrækkeligt. Det er en hamrende interessant problemstilling at arbejde med.

Det politiske puslespil

Ifølge Jon Sørensen handler styrkegenerering i høj grad også om de enkelte nationers positionering i forhold til hinanden, og for Danmark har det eksempelvis betydning, hvad vores strategiske samarbejdspartnere og nabolande, der også er med i NATO, takker ja og nej til.

– Danmark spejler sig ofte i, hvad de fire store medlemsnationer, USA, England, Tyskland og Frankrig, gør, og andre gange læner vi os op ad det nordiske samarbejde. Det er et politisk spil og et militærstrategisk puslespil. Jeg så, at mange af nationerne hænger sammen i klynger, også ud fra deres kultur, sprog og geografi, og det spiller DSACEUR og Force Generation Branch ind i, når de enkelte medlemslande engageres, siger Jon Sørensen.

For Jon Sørensen var det en øjenåbner at overvære forskellen mellem de politiske ambitioner og medlemslandenes ”egentlige commitment”:

– Jeg var bekendt med problematikken i forhold til styrkegenerering, før jeg tog af sted, men ikke hvordan det konkret udspillede sig på de bonede gulve. For eksempel kan et medlemsland vælge, når der skal etableres en ny NATO-mission, at afstå fra at stemme forslaget ned i Det Nordatlantiske Råd, men til gengæld ikke føle sig specielt forpligtet til efterfølgende at bidrage med en militær kapacitet til missionen, siger han.

At have været vidne til det politiske og diplomatiske maskineri i NATO betyder også for Jon Sørensen, at han taler om alliancen i et nuanceret lys:

– Efter at have været dernede ser jeg ikke på samme måde NATO som én samlet organisation, men mere som 29 nationer, der ved hjælp af NATO varetager deres nationale og sikkerhedspolitiske interesser. Omvendt er jeg er ikke i tvivl om, at skulle der komme et angreb mod ét medlemsland, så står alliancen sammen under den fælles musketer-ed, siger han.

Grib chancen, hvis du får den

Hverdagen med engelsk som førstesprog og samarbejdet med andre kulturer var for Jon Sørensen både en udfordring og en glæde.

– Internationalt samarbejde handler jo også om at forstå andre mennesker, og det var både vildt spændende og nogle gange frustrerende, fordi effektiviteten ikke altid er den samme alle steder, siger han.

Ikke desto mindre opfordrer han sine kolleger til at gribe chancen, hvis de får den:

–  Jeg kan kun anbefale andre at komme ud i det internationale miljø, og danske officerer er højt skattet derude, fordi vi taler godt engelsk, og fordi vi er effektive og kompetente. Det er meget givende, og jeg synes, at vi som medarbejdere i Forsvaret skal værdsætte, at vi har en arbejdsplads, der åbner mulighed for den slags job, siger han og afslutter:

– Det var et fantastisk kapitel i mit liv, både personligt og professionelt. Min kone og jeg tog to af sted, men vi kom tre hjem. Og så er jeg så privilegeret og heldig at komme hjem og blive udnævnt til oberstløjtnant og bataljonschef. Hvis jeg får chancen, og det passer med familien, så tror jeg helt sikkert, at jeg vil søge mod udlandet senere i min karriere.