Bragt i Fagbladet Officeren nr. 2 2025.

For mindre end to år siden udgav professor emeritus Peter Bogason sit monumentale værk NATO and the Baltic Approaches 1949-1989. I centrum står den dansk-vesttyske Enhedskommando i Karup (BALTAP), der eksisterede i årene 1961-2004.

Bogason er allerede klar med en ny bog. Den har titlen Fjendebilleder – Forsvarets fterretningstjeneste under den kolde krig. I modsætning til BALTAP-værket – en ’mursten’ på over 600 sider – er den nye bog en ret kortfattet sag på under 200 sider.

Heri tegner forfatteren et modbillede til forestillingen om en efterretningsagents liv som eventyrligt og action-præget.

– Virkeligheden for de fleste efterretningsofficerer er et arbejdsliv i en bureaukratisk organisation, hvor de skriver og læser papirer om nogle specifikke forhold af militær relevans. Hovedspørgsmålet er: Hvad lavede FE af dokumenterbart arbejde? Jeg giver læseren et indtryk af, hvad militært personel på højt niveau fik at læse fra FE, skriver Peter Bogason.

– FE’s rapporter om WAPA’s taktiske procedurer og formåen – sammenfattet som ’doktriner’ – må vel anses for en af kernerne i organisationens vidensproduktion.

Garanterede rimeligt varsel

Bogason er imponeret.

– Det samlede indtryk er, at FE havde en særdeles omfattende viden om WAPA-landenes militære kunnen. Små divergenser skulle registreres og deres betydning analyseres, skriver han.

FE mente på intet tidspunkt, at et angreb på Danmark var nært forestående. Over for tvivlsytringer fra f.eks. politikere fastholdt FE til stadighed, at man havde så dybtgående indsigt i Warszawapagtens forhold, at der altid ville være et ’rimeligt varsel’ før et angreb.

Men truslen var der. Østblokken var indtil 1980’erne massivt numerisk overlegen i Østersøen – og i perioder også teknologisk.

– WAPA’s sømilitære aktiviteter [var] med tiden trukket længere vestpå (f.eks. landgangsøvelser), samtidig med at flyaktiviteterne var steget stærkt og nu indimellem omfattede egentlige formationer af bombemaskiner over Polens og Østtyskland. Der var således i princippet ikke langt fra øvelse til angreb, skriver forfatteren.

Kilderne beskyttes

FE’s samlede virke forekommer at kunne lignes med et puslespil, hvor antallet af brikker ikke skal tælles i tusinder, men i titusinder. Først når et stort antal af brikkerne er lagt, fremstår der et klart billede.

Bogason har fokus på Søværnet. Dermed fortsætter han på sin vis udbygningen af den skildring af værnets koldkrigshistorie, som han begyndte med i fagbogen Søværnet under den kolde krig fra 2016. Bogason var artillerisergent på en række skibe i årene 1966-72 og har dermed en personlig baggrund i Søværnet.

Peter Bogasons bog bygger især på afklassificerede rapporter, som han har fundet i Rigsarkivet. Men når den pensionerede samfundsfags-professor kan fremlægge et detaljeret billede, bunder det ikke i, at FE har åbnet for sluserne.

Ifølge forfatteren er det karakteristisk for FE’s afklassificerede arkiv, at den langt overvejende del er endelige redegørelser og andre slutprodukter, ikke elementerne fra processen. Han kan for eksempel af forskellige rapporter se, at FE har haft samarbejde med andre efterretningsvæsener i NATO, især det vesttyske.

– Men hvordan man har sammenbragt forskellige kilder i de sammenfattende rapporter står på ingen måde klart.

Hvad med Bornholm?

Et vigtigt emne i bogen er, hvordan de dengang højt klassificerede dokumenter skildrer de danske myndigheders reaktion på NATO’s Flexible Response-doktrin fra 1967. Doktrinændringen reducerede faren for en atomar storkrig, eftersom man gik væk fra princippet om ’massiv gengældelse’. Målet var at kunne give en afpasset reaktion på alle militære eskalationstrin.

Ændringen rummede potentielle problemer for f.eks. Danmark og Vesttyskland. Ville isolerede angreb på mindre øer som f.eks. Bornholm, Femern eller Falster være nok til at udløse NATO’s paragraf 5, ’musketerparagraffen’?

I den forbindelse giver Peter Bogason et eksempel på et dokument, der kunne have været interessant at få med, men endnu i dag er klassificeret: Et scenarie, som NATO producerede om et begrænset angreb på Bornholm.

Informationsteknologisk revolution

Udviklingen i overvågnings-kapabiliteter var revolutionerende. Ved Danmarks indtræden i NATO var midlerne kystudkigsstationer og udkigge på fyr og fyrskibe.

Derefter blev radar indført. Man anvendte en engelsk flyvarslingsradar, der blev optimeret til overfladeskibe. Først et par år inde i 1950’erne blev de første idéer om en selvstændig luftvarslingsradar for Flyvevåbnet realiseret. Man havde også Søværnets Radiotjeneste.

– Der var udviklet metoder til systematisk at overvåge radiotrafik og afkode signaler. (…) I løbet af et par år var radiotjenesten i stand til at tegne et billede af Østblokkens kommandoveje, personrelationer, placering af tropper, forsyningslinjer m.v., hedder det i Fjendebilleder.

Den måske mest omvæltende ændring skete i 1986, da FOD CCIS (Command, Control and Information System) blev indført i hele flåden. Det betød, at det mandskabskrævende plottearbejde på hver enkelt station kunne spares væk.

– Dermed var der (…) et på daværende tidspunkt enestående system, både til taktisk information og overblik for cheferne og til konkret ildledelse for våbensystemerne.

(…) Med tiden blev der indsamlet så megen information om de forskellige WAPA-skibes elektroniske ’fodaftryk’, at man kunne stedbestemme dem døgnet rundt, skriver Peter Bogason.

En udvikling på mindst samme niveau begyndte i Sovjetunionen i 1950’erne. Det gjorde på få år landets flåde til et instrument, der med avanceret teknologi kunne ramme NATO’s forsyningslinjer til søs. Det blev udgangspunktet for opbygningen af den store oceangående sovjetiske flåde.

Anholdelser af kriminelle

I 1961 påbegyndte Søværnet de såkaldte ’stjernepatruljer’, der indebar, at man gik længere ud i Østersøen for at indhente data om Warszawapagtens aktiviteter. Til opgaven havde man fire moderne korvetter af TRITON-klassen.

Bevæggrunden var de vedvarende tegn på styrkelse af østflåderne. Skibene havde ofte FE-officerer med om bord, og de gik tæt på østbloklandenes søterritorier, d.v.s. indtil en afstand på 3, 6 og 12 sømil fra hhv. Østtysklands, Polens og Sovjetunionens kyster.

Ind imellem kom det til dramatiske situationer og nervekrig. Det skildres gennem uddrag af forskellige deltagerberetninger.

Dermed være sagt, at hvis man holder kursen støt gennem den faktuelt udredende, noget tørre, men super-informative tekst, så kommer der ind imellem spændende momenter – og i enkelte tilfælde noget, der kan få læseren til at trække på smilebåndet. Peter Bogason kan for eksempel give en forklaring på, hvordan FE’s lyttestationer på Bornholm var årsag til anholdelser af kriminelle.

– Når dansk politi i 1970’erne gang på gang kunne opsnappe danske smuglere i små speedbåde, skyldtes det polske havnemyndigheders rutiner. De havde nemlig en havnebetjent, der kommunikerede med havnekontoret via en håndbåren radio. Så når han til kontoret meldte afgang af et antal danske pasnumre, og det ’tilfældigvis’ blev opsnappet af FE på Bornholm, var smuglernes hjemfærd afsløret, skriver han.

Interview med deltagere

Bogen giver i enkel form et overbevisende billede af FE’s rutinemæssige arbejde og de metoder, man arbejdede sig frem til sine konklusioner med.

FE’s afklassificerede dokumenter er også åbne for andre, men man sidder med det indtryk, at Peter Bogason gennem sin forskermæssige pondus og sin militære baggrund har vredet mere ud af kilderne, end det ville have været muligt for mange andre. Som han anfører i bogen, har han f.eks. under sit arbejde haft lejlighed til at interviewe et antal personer, der havde ansvarlige poster i det militære system under Den kolde Krig, om betydningen af det input, de fik fra FE. På betingelse af anonymitet, naturligvis.

Bogen er veltilrettelagt og -illustreret med et stort antal skitser, kort, tabeller og fotos.