Corona-krisen udsprang i Kina, hvor ordet ”krise” består af to tegn – det ene står for fare, det andet står for muligheder. Og efter min vurdering oplever vi aktuelt begge dele i Danmark.

Sundhedsfaren er erkendt, og regeringen har demonstreret vilje og handlekraft. Og Folketingets lynsnare og fuldstændige opbakning til restriktioner og hjælpepakker af usete dimensioner viser tydeligt, at der i krise også opstår muligheder, der ellers ville forekomme umulige.

Hvilke odds ville man for bare en måned siden give for, at Folketinget på en nat enstemmigt kunne indgå en aftale på et trecifret milliardbeløb?

Krisen har også bekræftet den danske model. Statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere har fra starten søgt forhandlingsløsninger med de faglige organisationer, selv om man med gældende aftaler og ledelsesretten kunne være gået andre veje. Organisationerne har besvaret tilliden med tilståelser, der kom de særlige behov i møde. Ikke efter langstrakte forhandlinger eller med Forligsinstitutionens intervention, men hurtigt og i fordragelighed.

Selv om vores suverænitet ikke er udfordret militært, og befolkningens sikkerhed ikke trues af terror, så er vores sundhed truet i en grad, ingen kunne have forudset. Og selv om det måske ikke er et worst case scenario, så har det været helt naturligt, at beredskabet træder til. Det er det, soldater træner til.

Øvelser og træning i hverdagen er nok i de flestes hoveder møntet på, at forsvar og beredskab skal kunne rykke ud i verden. Nu er behovet for støtte hjemme i Danmark, og jeg ved, at I alle sammen på en eller anden måde bidrager med det, der giver mening i forhold til jeres job og kvalifikationer. Jeg vil gøre mit til, at det bliver husket, når vi er på den anden side.

Det er jo det her, det hele handler om – også i fredstid. At være klar med beredskab og støtte, når der er et behov. Det kan være ressourcetungt, når det bare kører i en almindelig trummerum. Når hverdagen er fin, og der er alt muligt andet, som det virker meget mere fornuftigt at bruge kræfterne på. Det er den slags, som er svært at komme med i et Excel-ark.

Lige nu er det sundhedspersonalet, der er Danmarks soldater. De står i forreste linje og sætter andres sundhed og sikkerhed før egen. Det er en del af jobbet, og det kender soldater alt til. Sundhedspersonalet har bedt om hjælp til det, der overhovedet kan hjælpes med for at frigøre kræfter til det egentlige sundhedsfaglige arbejde. Det gælder også nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret, og ifølge FPS har næsten 1.000 meldt sig i skrivende stund. Det er et højt tal, og det er flot. Og dog kan jeg kun tro, at det tal løbende vil vokse.

Situationen viser imidlertid også, at Forsvarets ressourcer i bedste fald kun er netop tilstrækkelige til en normal situation. Der er ingen reservekapacitet, og der skal ikke meget til at vælte læsset.

Aktuelt er der kun en håndfuld medarbejdere i FPS til at gennemgå, hvem de frivillige, der har meldt sig, er -deres cv’er og kompetencer – og udfærdige de nødvendige kontrakter. Det kan betyde, at hjælpen går i stå, fordi støttestrukturen ikke er gearet til den form for krisehåndtering.

Hele situationen har afstedkommet rigtig mange henvendelser til HOD. Til at begynde med handlede det om ansættelsesretlige krav. Får jeg løn, hvis jeg bliver sygemeldt med COVID-19? Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg skal i karantæne? Hvad hvis jeg sætter mig selv i karantæne? Den slags. Efter meldingen fra regeringen, der sendte så mange som muligt hjem fra arbejdspladserne, ændrede spørgsmålene karakter, blandt andet fordi der et kort øjeblik var forvirring om, hvorvidt man kunne blive tvunget til at afvikle ferie eller afspadsering. Senest er også arbejdsmiljøloven i helt særlige tilfælde sat ud af spil. Alt det orienterer vi løbende om på hod.dk.

Der var og er hele tiden dialog mellem de faglige organisationer og Forsvaret, og der skal lyde ros til Forsvaret for hurtigt at finde rimelige løsninger i den ekstraordinære situation. Det er også det, Forsvaret kan. Især når det gælder. En pragmatik og samarbejdsvilje, som jeg håber varer ved, når den aktuelle krise er bag os.

Nu sker dette i en situation, hvor alt er normalt. Forsvaret har selvfølgelig altid opgaver både nationalt og internationalt, men tænk, hvis vi samtidig havde haft noget andet større at håndtere – krig, krise, terrorangreb eller lignende. Så ville situationen have været katastrofal.

Pas på jer selv og hinanden derude. Kontakt os, hvis I har brug for hjælp eller støtte. Det her er nyt for alle, men i samarbejde med Forsvaret gør vi alt, der er muligt, for at få alle udfordringer løst.