HER PÅ LEDERPLADS OG SENERE I BLADET er det desværre nødvendigt igen at sætte fokus på den stadigt tiltagende fastholdelsesudfordring. Sidste år valgte 111 officerer at forlade Forsvaret før pension – den største uforudsete afgang i mands minde. Dette til trods efterlades jeg og mange medlemmer med den oplevelse, at forligskredsen – med de nu vedtagne fastholdelsestiltag – ikke har taget officersafgangen tilstrækkelig alvorligt, men primært tilgodeser konstabel- og sergentgruppen, hvilket det i øvrigt også er nødvendigt at gøre.

Det vil imidlertid nok være mindre klogt, hvis man tager for givet, at officerer er som hunde, der vil finde sig i alt fra en herre, der vanrøgter dem. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at de fire officerer i artiklen på side 12 faktisk var glade for selve deres job, men at de har forladt Forsvaret på grund af de vilkår og omstændigheder, de bliver tilbudt.

Der er – bortset fra de mange mindre tiltag, der skal give en mere helstøbt HR-indsats – kun en ny bemandingsstrategi og øget honorering af fleksibilitet som positivt set kan have en fastholdende effekt. Men negativt set er skepsissen over for tiltagene i officersgruppen aktuelt større.

Umiddelbart ses vurderingen bag prioriteringen af tiltagene at være, at de forbedringer, som genopretningsplanen og en øget fastholdelse af de øvrige grupper vil skabe for officerens hverdag, vil være fastholdende nok i sig selv.

Men der er mange elefanter i rummet, som ikke vil være ukendte for læsere af denne spalte. Ved rigidt at undlade en anstændig honorering af overenskomstansatte majorer og orlogskaptajners merarbejde, tjeneste aften eller weekend, mistede fridage og arbejdstidsneutralitet under efter- og videreuddannelser saver man i den gren, man skal sidde på, når den sidste tjenestemand om få år har undsluppet pensionsfælden.

Selv om kaldsoplevelsen i officersgruppen fortsat er næsten forbløffende høj, så viser de seneste år ganske tydeligt, at officerens tid, arbejdsvilkår og livsbalance har en højere pris, end Forsvaret er villigt til at betale. Den politiske automatreaktion, der henviser alle lønspørgsmål til overenskomstforhandlingerne, er både letkøbt og forkert. Der laves ikke fordelingspolitik ved overenskomstbordet, så den store regulering af lønnen 1. april fastholder blot status quo og kompenserer på ingen måde for den højere belastning.

Når man dertil lægger, at man sætter evnen og viljen til at udøve god og ansvarlig ledelse i en regulær spændetrøje af åremålsansættelser, politisk mistillid, styringsregimer og manglende lokal rådgivning, så overrasker det ikke længere, at ikke alle søger karrieren, og at selv medlemmer af generalgruppen forlader skuden. Uden konkret adresse vil der erfaringsmæssigt – høj som lav – altid være en, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Men før eller siden vil man med Rip, Rap og Rup-effekten, hvor man omgiver sig med andre civile, der ligner én selv, og ikke mindst den aktuelle politiserende departementale fatwa mod militær know-how få skabt et flot, men uanvendeligt forsvar.

Slaget ikke er tabt, og udsigten til det får os ikke til at afstå fra kampen, men det haster med, at man politisk synligt anerkender, at officererne i både mængde og kompetencer er og vil vedblive at være nødvendige og afgørende for Forsvarets fremtid.