OFFICERSGRUPPEN ER, SOM DET ER DE FLESTE BEKENDT, IKKE OMFATTET af den nyligt indgåede aftale om optjening af ret til uddannelse med løn. Aftalen er målrettet konstabler og sergenter med en tidsbegrænset ansættelse og er derfor heller ikke relevant for personel med varig ansættelse. Selv om man ikke længere kan tage for givet, at det at være officer er en livsgerning, så er det stadig det, der bedst tilgodeser Forsvarets behov. Det kan derfor også undre, at forligskredsen ikke samtidig indførte en fastholdelsesbonus af samme størrelse til de officerer, der vælger at blive i Forsvaret.

Det kan ikke være forbigået nogens opmærksomhed, at alt for mange unge officerer forlader Forsvaret inden for de første ansættelsesår. Værst ser det aktuelt ud for de hold, der dimitterede fra officersskolerne i 2017 og 2018, hvor henholdsvis 61 og 63% aktuelt har forladt Forsvaret. Ud over at det har skabt en uoprettelig skæv aldersfordeling i officerskorpset og mange tomme officersstillinger,

så er det rent økonomisk en kritisabel anvendelse af skatteborgernes penge.

Selv om lønnen i dag oftest angives som den primære årsag til, at officerer vælger at forlade Forsvaret, så peger undersøgelser på, at kombinationen af et spændende og udfordrende karriereforløb og ikke mindst en progressiv kompetenceudvikling i hele ansættelsesforløbet kan være afgørende for at bremse de yngre officerers afgang fra Forsvaret.

Både diplom- og masteruddannelsen er fine, men de er utilstrækkelige. Dels er de adskilt for langt i tid og primært rettet mod jobbet i Forsvaret. Dels gør de stærkt forringede vilkår ved udnævnelse til major eller orlogskaptajn, at mange i stedet vælger både uddannelsen og jobbet i Forsvaret fra.

Det, der mangler, er et uddannelsesmæssigt incitament til at stræbe efter kaptajnsniveauer eller en mere horisontal specialisering. At premierløjtnanten – efter samme princip som uddannelsesaftalen for konstabler og sergenter – tilbydes en videreuddannelse efter 4-5 års tjeneste.

Det er oplagt – og for mig lidt af en gåde -, at Forsvaret ikke selv har set potentialet: at udnytte mulighederne i de  erhvervskandidatuddannelser, som blev indført ved kandidatreformen. Officerer vil efter basisuddannelsen være kvalificererede til en erhvervskandidatuddannelse, der ydermere kan gennemføres i et mix af praktisk tjeneste og uddannelse.

Der er allerede godkendt flere tekniske erhvervskandidatuddannelser, som passer perfekt til tekniske officerer i alle værn. Et område, hvor Forsvaret – i parentes bemærket – altid har haft særlig svært ved at tiltrække og fastholde officerer. Af mere almen karakter findes der også administrative, juridiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, men universiteterne vil formentlig have en stor interesse i at udvikle mere forsvarsrettede uddannelser.

Der skal ikke herske tvivl om, at aftalen for konstabler og sergenter er både god og nødvendig. Jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil medføre, at personaleomsætningen for de grupper kommer ned på et mere acceptabelt niveau. Men aftalen har alt andet lige efterladt officererne på perronen, og det er i al beskedenhed den gruppe, hvor den aktuelt meget høje personaleomsætning er mest kritisk for Forsvaret.

Det var ikke tilfældigt, at Hans von Seeckt valgte, at det 100.000 mand store Reichswehr efter Versaillestraktaten primært skulle bestå af officerer, der kunne fungere som ledere og instruktører i en potentiel fremtidig udvidelse af militæret. Selv om den igangsatte og forcerede genopbygning af det danske forsvar ganske vist er af en helt anden dimension, så vil officerskorpset under alle omstændigheder være afgørende for, at vi når i mål.