Jeg møder på daglig basis unge officerer, der vender videreuddannelse ryggen på grund af ubalance mellem arbejde, familie og uddannelse. Kadetter, der trods kvalifikationsrammens lavere krav må lægge flere timer i studiet, end EU’s arbejdsmiljødirektiv tillader. Premierløjtnanter og kaptajner/kaptajnløjtnanter, der ikke honoreres for arbejdstid på tjenesterejserne til og fra studiet eller for den arbejdstid, som de efter endt lektielæsning må lægge i deres primære funktion, og som oven i købet blot forventes at acceptere, at den uddannelse, de har søgt og tilrettelagt deres arbejds- og privatliv efter, løbende bliver lavet om.

Faktisk har jeg mødt kaptajner, der udtalte, at Hærens Bataljons- og Brigadekursus primært havde ført dem til en erkendelse af, at de aldrig skulle søge Master i Militære Studier.

Det er korrekt, at Forsvaret bestemmer vilkårene for tjenestefrihed til uddannelse, herunder om der ydes løn og arbejdstid, men det forudsætter, at det er ansøgt af den enkelte, og at vilkårene klart har fremgået af opslaget. Arbejdsmiljøloven og EU’s arbejdsmiljødirektiv er imidlertid fortsat gældende, og en eventuelt meddelt arbejdstidsneutralitet gælder alene studiet og ikke det arbejde, der under uddannelsen må lægges i hovedfunktionen. Samtidig bør det erindres, at antallet af skematimer på Forsvarets videreuddannelser historisk har ligget vel under 37 timer. Ofte startede uddannelserne ugentligt mandag efter frokost og sluttede fredag til frokost, og samtidig var der ugers studiefrihed i forbindelse med skrivning af større opgaver. Forsvarets uddannelsesreform har skruet timetallet væsentligt op. Ikke kun i klasseværelset, men også i den nødvendige forberedelse, og jeg frygter, at konsekvensen kan være, at nogle vælger videreuddannelse fra, og at andre kun stiler efter et netop bestået resultat – til ugunst for officerernes kompetenceniveau, professionens anerkendelse og

Forsvarets kvalitet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg på mine cirka 7 års grund-, videre og efteruddannelser i Forsvaret både har lært noget, jeg aldrig fik brug for, og noget, der var forældet, da jeg fik brug for det. Modsat er det min vurdering, at reformens indførelse af ”just-in-time”-princippet har for store konsekvenser for indlæringsdybden, viden om de vilkår, man med sine beslutninger pålægger undergivne, og kendskabet til den helhed, man skal operere i. Og ikke mindst, at officerer uddannelsesmæssigt nu ofte havner i en ”just-too-late”- situation.

Det er min oplevelse, at uddannelsesreformen næsten ensidigt har placeret ansvaret for officerernes uddannelse hos den enkelte officer. Uddannelse er en krævet forudsætning for karriere, men officeren skal ud over en substantiel investering af tid og kræfter også kunne forliges med dårlig samvittighed over for de afsavn og belastninger, som fraværet til uddannelsen medfører for familien, kollegerne og enheden. Jeg siger ikke, at officeren skal fritages for ansvar for egen uddannelse, men den aktuelle balance er ikke rimelig.

Samtidig lægger fjernelsen af uddannelsesårsværk ved skolerne et urimeligt pres på de operative enheder, der skal bære vakancen i dagligdagen og stadig kunne opbygge og indsætte veluddannede og sammentømrede operative enheder. Princippet har altid været ”train as we fight”, men det er næppe tilfældet, hvis fodboldholdet under træningen aldrig stiller med mere end 9 mand på banen.

Endelig skabte man med uddannelsesreformen en rekrutteringsudfordring, som efter min vurdering aldrig vil kunne overvindes. Den adgangsgivende bachelor- eller akademiuddannelse reducerede hvervesegmentet til en fjerdedel, og selv før vi for alvor har ramt de små fødselsårgange og store pensionsårgange, kan de i øvrigt alt for lave produktionsmål ikke indfries. I regnearkslogikken var det smart at flytte udgiften til akademiseringen ud af

Forsvaret, men alene ud fra et rekrutteringssyn tåler planen næppe mødet med virkeligheden.

Forsvaret accepterede med uddannelsesreformen en meget stor besparelse, og nu, hvor der stadig ikke er sat adresse på den ekstra 1½ mia. kr. fra sidste delforlig, var tiden måske moden til at spørge, om man også ville have gennemført reformen, hvis ikke der var et sparekrav.