TID ER VED AT VÆRE VORES STØRSTE UDFORDRING. Ikke tid til rådighed, hvor vi som Forsvaret heller ikke har ubegrænsede ressourcer, men tid til dialogen med Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS).

Det er desværre ikke sjældent, at medlemmer giver udtryk for harme eller forundring over, hvor lang tid sager kan tage. Og ja, vi er fuldstændig enige – nogle sager tager uacceptabel lang tid at få afgjort, men nogle gange er det desværre bestemt

af de fagretlige spilleregler.

Arbejdsgiver har et tolkningsfortrin. Det vil sige, at arbejdsgiver – uanset om det giver mening ude i Forsvaret eller ej – kan følge sin egen tolkning af en aftale, cirkulære eller lov, indtil en faglig organisation ved en forhandling stiller krav om en ændret praksis.

Begge parter er efter de arbejdsretlige regler herefter forpligtet til at afsøge alle muligheder for en forhandlingsløsning. Parterne bliver derfor også ved forhandlingsbordet, indtil en af dem konkluderer, at det ikke er muligt at finde en forhandlingsløsning. Et godt eksempel herpå er den verserende uenighed mellem FPS og alle tre militære organisationer

om arbejdstid under efter- og videreuddannelser, hvor organisationerne – i modsætning til FPS – i udgangspunktet finder, at disse kurser altid tæller arbejdstid.

Her har vi måske for længe troet, at en forhandlingsløsning var mulig, men det har vi måttet revurdere og har derfor trukket os fra forhandlingerne. Modsat nåede vi i en sag om gavntjeneste for løjtnanter i praktik til enighed med FPS ved

forhandling. Vi oplever dog nu samme fejltolkning for Flyvevåbnets løjtnanter, når de sendes i praktik i Hæren, så nu må forhandlingerne genoptages.

Hvis en uenighed vedrører en lokalaftale mellem HOD og FPS, kan vi derefter rejse sagen i det fagretlige system og få en

voldgiftskendelse eller en dom i arbejds- eller tjenestemandsretten, men i det nævnte tilfælde om arbejdstid under uddannelse er arbejdstidscirkulæret en del af de centrale overenskomster, og derfor skal de militære organisationer få

centralorganisationerne – i vores tilfælde Akademikerne – til at løfte sagen over for Medarbejder- og kompetencestyrelsen

på et såkaldt fællesmøde. Hvis der heller ikke kan opnås enighed her, søges en retlig afgørelse. Og det er formentlig der, hvor vi om et års tid ender med arbejdstid under uddannelse. Tilsvarende har vi også mistet tålmodigheden med

FPS i forhold til den meget langsomme implementering af overenskomstresultatet fra 2021 og har nu rejst sagen over for Akademikerne med påstand om overenskomstbrud, så vi kan få rettens syn på, hvor lang tid implementeringen må tage.

Og ja – så lang tid tager det desværre at få rejst og berammet en sag til retlig afgørelse. Vi ser dog nogle gange, at det i tiden, fra sagen anlægges, til retssagen starter, lykkes at forlige sagen. Det så vi f.eks. i sagen om egentlig militærtjeneste

under ophold i skydelejr, hvor parterne mødtes i et forlig hos kammeradvokaten, inden sagen startede ved retten.

Det er bare på ingen måde acceptabelt, at vi gang på gang tvinges til at føre sager for retten, for langt de fleste sager burde nemt og hurtigt kunne forliges i en forhandling. Nogen på arbejdsgiverside burde dels reagere på, at vi oftest har ret, når vi søger en retlig afgørelse, dels erkende, at disse tvister modarbejder alle bestræbelser på fastholdelse og genskabelse af

Forsvaret som en attraktiv arbejdsplads. Forsvarskommandoen burde nok også oftere og mere aktivt bistå FPS med den nødvendige indsigt i militærfaglige forhold, så vi præsenteres for forslag, der også i det virkelige liv vil løse Forsvarets behov.

Indtil denne fornuft måtte indfinde sig på arbejdsgiverside, lukker vi nu langt tidligere et forhandlingsspor og insisterer herunder på ikke at mødes på et sagsbehandlerniveau, men alene med folk med reel forhandlingsvilje og kompetence til at

indgå en aftale.