SKÅLTALER OM VIGTIGHEDEN AF FASTHOLDELSE OG REKRUTTERING SKAL OG MÅ ERSTATTES AF HANDLING. For uanset hvor usexet emnet måtte opleves i forhold til styrkemål og nye smarte kapaciteter, så bliver det det alt afgørende parameter for en vellykket genopbygning og udvikling af Forsvaret. Vi kan ikke afvente et forlig, som vi rygtevis allerede ved kun vil indeholde en både utilstrækkelig og underfinansieret HR-politik.

Jeg håber, at situationens alvor er gået op for dem, der i den nærmeste fremtid skal sætte rammerne for det næste forsvarsforlig. Men jeg savner den samme ’sense of urgency’ og beslutsomhed i forhold til Forsvarets helt akutte tilstand, som vi oplever i forhold til støtten til Ukraine. Situationen kalder på helt ekstraordinære tiltag og fundamentale ændringer i

det mindset, der præger Forsvarets dagligdag.

Det er måske en unødig gentagelse af tidligere ledere, at personaleflugten primært er skabt af årtiers reduktioner og effektiviseringer, som på stort set alle områder har skabt urimelige vilkår og dysfunktionelle arbejdsgange, og løsningen er ikke at booste de støttende styrelser med ekstra årsværk eller nye styrings- og kontrolregimer, som i al væsentlighed

har effektiviseret Forsvaret til øget ineffektivitet.

Det er her en erkendelse værd, at det militære forsvar er styrelsernes eneste eksistensberettigelse, og at de derfor til enhver tid bør måle sig på at skabe de bedst mulige forudsætninger for Forsvarets virksomhed – man kunne starte med at erkende, at den billigste løsning sjældent er den bedste, og at man af to mulige løsninger skal vælge den, der er bedst for

Forsvaret og ikke mindst soldaterne.

Galejen mangler roere – ikke ekstra styrmænd. Flere soldater af alle grader, som får lov at opleve en udelt opbakning om deres indsats, tålelige vilkår og nødvendige ressourcer.

Hvis jeg var ministerens rådgiver, ville jeg anbefale i et ’doorstep’ klart at melde ud, at Forsvaret nu må prioritere sin egen genopbygning frem for danske flag i fjerne missioner eller løsning af politimæssige opgaver. At det, der er brug for, er en

brandslukning. At den bliver dyr. At der med sikkerhed vil blive begået fejl, men at ministeren har fuld tillid til, at Forsvarets chefer vil være opgaven voksen.

Dernæst at han ved en chefsamling vil give cheferne frie hænder og ressourcer til at iværksætte nødvendige fastholdelsestiltag. Frihed til at bestemme behovet for støtte fra øvrige styrelser. Frihed fra ulogiske og oftest reelt fordyrende bestemmelser, som så godt ud i et regneark. Frihed og tryghed til at udøve den nødvendige ledelse, som de faktisk oftest er rigtig gode til.

Personellet er Forsvarets vigtigste – og måske eneste reelle – ressource. De forlader oftest Forsvaret som en sidste udvej og

kommer også nogle gange tilbage, fordi det giver mening – fordi de er en del af noget stort og vigtigt, som de tror på og lever for.

Sidst, men ikke mindst vil jeg derfor også anbefale, at ministeren – sammen med Forsvarsudvalget – aflægger et ’usminket’ besøg i England hos de danske soldater, der under kummerlige vilkår i alle ugens vågne timer og mod alle odds får humlebien til at flyve ved at uddanne ukrainske soldater på kun 35 dage.

Her vil man nemlig kunne opleve soldater, der uden hensyn til liv og helbred bruger alle tænkelige muligheder for at kompensere for helt uacceptable vilkår i, hvad flere omtaler som deres hidtil hårdeste mission. Men de gør det og gør det –

som altid, hvor soldaterne indsættes – godt, fordi de er uhyggeligt bevidste om, at dem, de træner, snart vil stå i en skyttegrav i det østlige Ukraine.